Læger møder sjældent ønsker om dødshjælp

Den voksende debat om behovet for aktiv dødshjælp stemmer ikke overens med lægers oplevelser med uhelbredeligt syge patienter

Selvom læger hører om ønsket om en lovliggørelse af aktiv dødshjælp i den offentlige debat, møder de så godt som aldrig selv ønsket fra de døende og uhelbredeligt syge patienter, de behandler. Arkivfoto
Selvom læger hører om ønsket om en lovliggørelse af aktiv dødshjælp i den offentlige debat, møder de så godt som aldrig selv ønsket fra de døende og uhelbredeligt syge patienter, de behandler. Arkivfoto. Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

En knap 90-årig ældre kvinde henvendte sig på et tidspunkt til ledende overlæge på Onkologisk og Palliativ afdeling på Nordsjællands Hospital, Svend Erik Nielsen. Hun var indlagt med uhelbredelig kræft, var mæt af dage og spurgte, om hun ikke bare kunne få en dødelig sprøjte.

Historier som denne bliver ofte fremhævet i medierne og den politiske debat som et billede på det stigende behov for at hjælpe mennesker til at dø, når de ønsker det. Men ifølge Svend Erik Nielsen var der snarere tale om et sjældent tilfælde end en generel tendens.

”Hun er en af de meget få patienter, jeg kan komme i tanke om, som har nævnt aktiv dødshjælp. Jeg har dagligt mange samtaler med patienter i den terminale fase, og vi taler om mulig behandling og smertelindring. Men aktiv dødshjælp er en sjælden fugl,” siger han.

Samme oplevelse har flere læger fra kræft-, neurologiske og palliative afdelinger, som Kristeligt Dagblad har talt med. Selvom de hører om ønsket om en lovliggørelse af aktiv dødshjælp i den offentlige debat, møder de så godt som aldrig selv ønsket fra de døende og uhelbredeligt syge patienter, de behandler.

Det gælder også overlæge på Bispebjerg Hospitals neurologiske afdeling Merete Karlsborg, som blandt andet arbejder med patienter med den aggressive nervesygdom ALS og hjernetumorer.

”Det er meget sjældent, at nogen patienter beder om hjælp til at dø. De får den lindrende behandling, de har brug for, som smertestillende og beroligende medicin. Selvom det nogle gange kan lyde sådan i medierne, så oplever vi sjældent, at de ønsker aktiv dødshjælp. Det er mere et populært eller politisk aktivt emne, end det er noget, vi faktisk oplever på vores afdeling.”

Overlæge på Rigshospitalet Ulrik Lassen har i sine 25 år som kræftlæge kun oplevet én patient give udtryk for et ønske om dødshjælp. Tværtimod oplever han, at patienterne ønsker at holde sig i live så længe som muligt.

”Flere vil gerne nå at opleve en bestemt højtid eller barnebarnets konfirmation. Det er som om, at deres viden om at skulle dø gør, at de klamrer sig til livet, og så er det vores opgave at gøre deres sidste tid så værdig som muligt.”

Sekretariatschef i landsforeningen Liv&Død, Kirsten Søndergaard, mener også, at debatten om aktiv dødshjælp fylder. Samtidig er den forenklet, hvilket kan være en af grundene til, at mange mennesker i dag har fokus på at udskyde døden mest muligt med for eksempel livsforlængende behandling, siger hun.

”Debatten om aktiv dødshjælp har været med til at forplumre spørgsmålet om livsforlængende behandling. Hvis en patient og de pårørende tror, der er en sammenhæng mellem at stoppe en udsigtsløs behandling og aktiv dødshjælp, kan begge parter have sværere ved at takke nej til behandlingen.”

Speciallæge og fortaler for aktiv dødshjælp Svend Lings mener, at offentlig debat om aktiv dødshjælp er berettiget.

”Enhver ved, at dødshjælp er ulovligt, og flere ved også, at Lægeforeningen, Det Etiske Råd og det kristne samfund er imod aktiv dødshjælp. Så det er ikke noget, man lige spørger hvem som helst om. Samtidig handler det ikke om, hvorvidt der er få eller mange, der ønsker aktiv dødshjælp. Hovedspørgsmålet er, hvilken ret vi har til at nægte andre mennesker at vælge på deres egne betingelser. Lovene er til for at beskytte mennesker, men det kan ikke være meningen, at de skal hindre nogen i at træffe beslutninger, som ikke går ud over andre.”