Lærere er blevet ensomme i jobbet

En af visionerne i skolereformen var øget samarbejde mellem lærere som vej til en bedre undervisning. Men i stedet føler flere lærere stress, fordi de står helt alene med opgaverne. Lærerne er blevet for isolerede, mener også skoleledernes formand

”Stress og arbejdspres er ikke ukendt for lærere. Men det, som har slået mig, er, at der er et udsagn, vi ikke hørte før skolereformen, men som nu går igen: ’Jeg har aldrig følt mig så ensom i mit job’,” fortæller konsulent for trivsel og arbejdsmiljø hos Aarhus Lærerforening, Malene Vestergaard. Modelfoto.
”Stress og arbejdspres er ikke ukendt for lærere. Men det, som har slået mig, er, at der er et udsagn, vi ikke hørte før skolereformen, men som nu går igen: ’Jeg har aldrig følt mig så ensom i mit job’,” fortæller konsulent for trivsel og arbejdsmiljø hos Aarhus Lærerforening, Malene Vestergaard. Modelfoto. .

Malene Vestergaard er konsulent for trivsel og arbejdsmiljø hos Aarhus Lærerforening og bruger en stor del af sin arbejdstid på at tale med lærere i krise. Dem har der altid været nogle af, men i løbet af det seneste halve år har hun hæftet sig ved en radikal forandring i, hvad der giver lærere vanskeligheder.

”Stress og arbejdspres er ikke ukendt for lærere. Men det, som har slået mig, er, at der er et udsagn, vi ikke hørte før skolereformen, men som nu går igen: ’Jeg har aldrig følt mig så ensom i mit job’,” fortæller hun.

Iagttagelsen bekræftes af flere andre arbejdsmiljøkonsulenter på lærerområdet, af forskere i læreres arbejdsforhold og af formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal. En af intentionerne med den omfattende reform af folkeskoleloven og ændring af lærernes arbejdstidsaftale, som under stor mediebevågenhed blev gennemført i 2013, var, at lærernes indbyrdes samarbejde og videndeling skulle øges. Men i praksis er det modsatte sket.

”Mange lærere oplever, at de er blevet isolerede øer uden faglig sparring med andre. Man mødes ikke længere på lærerværelset, for man er hele tiden på vej til noget andet,” siger Malene Vestergaard.

Pia Rose Böwadt er lektor , ph.d. ved professionshøjskolen UCC i København og arbejder i øjeblikket på en undersøgelse blandt 400 lærere af, hvad der får lærere til at søge væk fra branchen. Også her er det markant, at fraværet af faglig sparring angives som en meget væsentlig grund.

”Den nye tidsorganisering har ændret arbejdet markant. Nogle trives med, at lærerjobbet er blevet 8-16, og så behøver man ikke tænke videre efter fyraften. Men for andre er der en oplevelse af, at samarbejdet og arbejdsglæden er gået tabt,” siger hun.

Det er tydeligt kommunikeret ud af lærernes arbejdsgivere, at man ønskede at ”normalisere” lærernes arbejdstid. Men at prisen også har været, at lærere ikke har tid til at dele viden med hinanden, var næppe me-ningen, vurderer ledelsesforsker Helle Hein, som har gennemført et treårigt forskningsprojekt om, hvordan tilsvarende arbejdstidsændringer har påvirket gymnasielærerne.

”Jeg kan konstatere, at når lærerne bliver pålagt mere tilstedeværelse, går det ud over både den komplekse videndeling og den individuelle fordybelse,” siger Helle Hein, som slår fast, at begge dele er afgørende for, at undervisningen er på et højt fagligt niveau.

”Dygtige lærere kan undervise på rutinen et stykke tid, men efter min vurdering vil følgen af den manglende sparring i folkeskolen dels være, at man på længere sigt må opgive visionen om inklusion, dels må man indstille sig på en ringere undervisning,” siger hun.

Claus Hjortdal fra Skolelederforeningen mener ikke, at undersøgelsesresultater fra gymnasielærere kan overføres direkte på folkeskolen, hvor der er en tradition for et mere tæt fagligt samarbejde. Men han deler den vurdering, at folkeskolereformen og den ændrede arbejdstid har isoleret lærere mere fra hinanden, end godt er.

”Der er mange andre ting, som spiller ind. Ud over at undervisningsdelen af arbejdsdagen er blevet to eller to en halv time længere, er skoler også blevet samlet i større enheder. Det betyder, at det lærerværelsesfællesskab, hvor alle kender hin-anden og føler samhørig- hed, ikke længere er muligt,” siger Claus Hjortdal og tilføjer:

”Jeg tror, vi må betragte de første år efter reformen som nogle prøveår, vi har lært af. Nu er vi nødt til økonomisk at prioritere at skabe mere luft på skolerne til, at lærere også har tid til at tale sammen. For eksempel ved at gøre brug af muligheden for at konvertere understøttende undervisning til tolærertimer.”