Det tog omkring 15 minutter, fra lægen på en privat fertilitetsklinik konstaterede, at der var tre hjerter, som bankede i maven på Lotte, til hun stod på gaden igen med sin mand, Bo.
”Lægen nåede at sige, at nu henviste han os til Rigshospitalet med henblik på fosterantalsreduktion. Han forklarede, at man stikker en kanyle ind og sætter et af hjerterne i stå. Og så opfordrede receptionisten os til at sende et julekort, når børnene var født. Så de kunne hænge på væggen i klinikken med de andre børn, der var lavet der,” husker Lotte, 41 år, der ønsker at optræde anonymt i denne artikel, da parret ikke har delt historien om fertilitetsbehandlingen i øvrigt.
Det var i 2012, at chok afløste glæde ved en længe ønsket graviditet. For fosterantalsreduktion – ”det føltes bare forkert”. Men tre babyer; kan man overhovedet det, når en mor og en far kun har to par hænder? Når døgnet kun har 24 timer, og der også er et ældre barn at tage sig af? Når risici er mangedoblet ved den type graviditet?
”Vi var totalt forvirrede og helt overvældede. Vi kendte sandsynligheden for tvillinger. Men vi havde slet ikke tænkt tanken om trillinger,” siger Bo.
I dag offentliggør Det Etiske Råd en udtalelse, hvor medlemmerne tager stilling til, om en kvinde bør have fri adgang til at få fjernet et af flere fostre i en såkaldt flerfoldsgraviditet. Udtalelsen gælder reelt tvillingegraviditeter, da tre eller flere fostre udgør så stor en risiko for komplikationer, at gravide allerede i dag tilbydes fosterantalsreduktion på det grundlag.
Det Etiske Råd har dog en anden afgørende pointe i udtalelsen, nemlig at fertilitetsklinikkerne skal gøre en målrettet indsats for at nedbringe antallet af flerfoldsgraviditeter, så gravide sjældnere ender i samme situation som Lotte og Bo. En situation, hvor ønskegraviditeten pludselig er en tilstand med svære etiske dilemmaer, fordi der er flere i maven.
Fertilitetsbehandling står for en væsentlig forøgelse af flerfoldsgraviditeter i Danmark, selvom behandlerne de senere år er blevet dygtigere til at styre processen. Samtidig har de private fertilitetsklinikker langt flere flerfoldsgraviditeter end de offentlige, viser tal, som Det Etiske Råd har indhentet i forbindelse med udtalelsen.
Sidste år var sandsynligheden for at blive gravid med mere end ét foster fem procent i den offentlige fertilitetsbehandling. På de private klinikker var den 11 procent.
Om den forskel siger Lise von Seelen, næstformand i Det Etiske Råd:
”Det er min bekymring, at en del af den statistik er udtryk for almindelig merkantil tænkning. At man er mere optaget af en fin statistik for graviditeter, end man er af at nedsætte risikoen for flerfoldsgraviditeter, fordi man driver en forretning.”
Noget skyldes, at de private fertilitetsklinikker i et vist omfang har et sværere klientel end de offentlige, forklarer læge og professor Jakob Ingerslev fra Aarhus Universitetshospital. For når en kvinde har opbrugt sine tre gratis forsøg på at blive gravid i det offentlige, eller har et barn i forvejen, ender hun privat.
”De får altså kvinder, der er ældre og med lille graviditetschance. Derfor føler man tit, at man er nødt til at lægge to æg op for at øge chancerne. Omvendt har de jo også patienter, som én gang er blevet gravide på de offentlige klinikker, og netop disse skal man være påpasselig med at lægge to æg tilbage i,” siger han.
Men i øvrigt mener også han, at forretning kan have del i forklaringen:
”Det er en kostbar behandling. Kunderne betaler for det. Men jeg synes måske godt, man kunne gøre det bedre. Spørgsmålet er, om man principielt kunne overveje en mere moralsk vinkel, der går på, at hvis kvinden ikke bliver gravid, når man lægger ét æg op, så er der ikke noget at gøre ved det.”
Lotte og Bo har allerede en søn. Derfor var de fra starten henvist til fertilitetsbehandling på en privat klinik. Lotte fik ikke taget æg ud, men blev stimuleret med hormoner for derefter at blive insemineret. Før hun blev insemineret, scannede lægen for at se, om æggene var klar.
”Han sagde, at han var sikker på, at der var to klar, og så var der et tredje, der ikke var noget,” husker hun.
Syv uger senere viste det sig, at han tog fejl: Trillingerne var undfanget af hver deres æg.
Der gik fem uger, fra parret fik meldingen på fertilitetsklinikken, til de kom til scanning og konsultation på Rigshospitalet. Her skulle det vise sig, om fostrene i uge 12 stadig levede og var raske, og parret skulle tage stilling til, om de ville fjerne et af dem. Det var fem uger i et limbo af bekymringer. Bo tænkte især på de øgede risici for skader og komplikationer.
”Hvis det ene var handicappet, ville det være dybt uoverskueligt,” siger han.
Lotte, derimod, var kampberedt.
”Jeg googlede ’trillinger’ og havde læst en masse historier om folk, der fortalte, at de følte sig presset til, at fosterantalsreduktion var det rigtige at gøre. Så jeg havde alle forsvarsværker fremme, da vi mødte til den standardscanning. Jeg forventede, at de ville vride armen om på os.”
Faktisk er teknologien allerede så forfinet, at man kan undgå de fleste graviditeter med flerlinger, siger professor Jakob Ingerslev. I hvert fald for dem, der ulig Lotte får sat æg op i livmoderen, der er befrugtet uden for kroppen.
Jakob Ingerslev har selv ledet en offentlig fertilitetsklinik på Aarhus Universitetshospital, der er lukket nu. Her opnåede lægerne en høj graviditetsrate med nye teknikker for at dyrke befrugtede æg og fryse dem. Samtidig lagde de kun ét befrugtet æg tilbage i næsten alle kvinder i behandling. Tvillingeraten var på to procent. Til sammenligning var den 1,9 procent blandt alle fødsler i Danmark i 2014.
”Man kan altså undgå flerfoldsgraviditeter med meget stor sikkerhed, hvis man vil. Med hensyn til insemination kan en større opmærksomhed på antallet af æg godt reducere risikoen. Dernæst kan man undlade at hormonstimulere enlige og lesbiske, som jo basalt set har normal frugtbarhed,” siger han.
På Rigshospitalet blev Lotte scannet grundigt. Parret fik at vide, at alle fostre levede, og at sandsynligheden for sygdomme og handikap var lille. Lottes kampparathed druknede i scanningslægens varme professionalisme.
”Hun var simpelthen så sød og menneskelig. Hun sagde, at det var muligt at reducere antallet af fostre, men at det var vores beslutning, og os, der skulle kunne leve med den. Vi fik rådgivning og svar på nogle spørgsmål,” husker hun.
Parrets to drenge og en pige blev født i august 2013 ved akut kejsersnit i uge 33. De vejede hver især cirka 1500 gram. Lotte havde svangerskabsforgiftning og mødte først sine børn for alvor efter adskillige dage.
Nu vågner de én efter én efter en middagslur en dag i efterårsferien. Drengene kravler op på Bos skød og får læst en bog. Deres søster dækker køkkenbordet med legetøjsbestik. Der var aldrig tvivl, om at alle tre skulle fødes, efter at scanningslægen vurderede, at graviditeten gik godt. Men forløbet har gjort indtryk. Lotte er blandt andet skeptisk over for den chance, lægen tog, da han vurderede, at det tredje æg ikke kunne blive befrugtet.
”Jeg synes godt, man kan overveje, om man skal inseminere, når der er tre æg. Især når jeg også er bekendt med enlige, hvor det samme er sket. Det forstår jeg slet ikke.”
Men værst var den 15 minutter lange konsultation, hvor trillingerne blev konstateret og parret sendt på gaden med en henvisning til at få et dem ombragt igen.
”Det virker besynderligt, at man laver nogle børn, og så fjerner man dem bare igen. For mennesker, der har svært ved at blive gravide, er de to streger (på graviditetstesten, red.) et mirakel. Men så bliver de bare kastet videre ind i et nyt mareridt,” siger Lotte.
Lotte og Bo er opdigtede navne, men parrets rigtige navne er redaktionen bekendt.