Det frie samfund må ikke lade sig kue

Intet land kan gardere sig mod et terrorangreb som det, der nu har ramt hovedstaden. Men vi skal bekæmpe frygten, ruste os med omtanke og reagere moderat, skriver Kristeligt Dagblads chefredaktør

Erik Bjerager, chefredaktør og direktør for Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen
Erik Bjerager, chefredaktør og direktør for Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen. Foto: .

Terrorangrebene på først et offentligt debatmøde om ytringsfrihed lørdag og senere natten til søndag på den jødiske synagoge i hovedstaden er en skræmmende påmindelse om, at der er mennesker i landet, der ikke vil Danmark eller de grundlæggende frihedsværdier det godt.

Terroren viser med skræmmende tydelighed, at Danmark er blevet hjemsted for en konflikt mellem en formørket og formentlig islamistisk intolerance og det frisind og den tradition for åben debat, der præger vores land. Det er en konflikt, der rækker mindst et årti tilbage til krisen om de danske Muhammed-tegninger, og desværre med al sandsynlighed vil vare ved i mange år.

Ikke bare det danske, men alle europæiske samfund, befinder sig i en kulturkamp, hvor modstanderne af de vestlige værdier ikke tøver med at bruge vold. Udviklingen dominerer allerede den offentlige debat, den præger det politiske liv, og den vil i stigende grad præge måden, hvorpå vi indretter samfundet og i fremtiden stiller krav til landets borgere.

Men vi må ikke lade os kue, og vi må ikke – sådan som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) klogt sagde det på et pressemøde søndag formiddag – lade frygten slå rødder. Det danske samfund skal reagere besindigt. Vi skal kæmpe for at bevare den åbenhed, der kendetegner samfundet, og vi skal ikke modsvare det had, som terroren er udtryk for, med et omvendt had, der er lige så primitivt og generaliserende.

Dette er ikke en kamp mellem kristendom og islam, mellem kristne og muslimer. Det er en kamp mellem det frie, åbne samfund og de mørke kræfter, der ikke tåler modsigelse eller tolererer anderledes tænkende.

Vi kender endnu ikke baggrunden for terroren, men kan konstatere, at den var rettet mod islamismens to store fjendebilleder: Den vestlige frihed og den jødiske befolkning. Målet for det første angreb var formentlig den svenske tegner Lars Vilks, der havde tegnet profeten Muhammed som hund. Det andet angreb rettede sig mod synagogen og de danske jøder, der i 70-året efter Anden Verdenskrigs afslutning er offer for en uacceptabel og voksende antisemitisme, der blandt andet har rod i Mellemøstkonflikten.

Ligesom i det øvrige Europa holder dele af den herboende arabiske befolkning helt urimeligt landets jøder ansvarlige for den israelske stats politik. Israels premierminister Benjamin Netanyahu har midt i den israelske valgkamp højst upassende brugt terrorhandlingen i København til at opfordre alle Europas jøder til at udvandre til Israel, som han har kaldt for jødernes rigtige hjem. 

Den opfordring skal ikke efterleves, for jøderne hører til her, ligesom de hører til i alle andre europæiske lande. Det er den danske regerings opgave at bekæmpe antisemitismen og yde jøderne og de jødiske institutioner sikkerhed. 

Alles medfølelse må gå til de to dræbte for terrorhandlingen og de fem sårede betjente. Der er grund til at rette stor tak til politiet for det dygtige arbejde, der er blevet gjort, og som formentlig var årsag til, at en egentlig massakre blev afværget. 

Intet land kan gardere sig mod et terrorangreb som det, vi har oplevet. Vi må som borgere ruste os med omtanke, vi må reagere moderat, vi må bekæmpe frygten, og så må landets politikere sørge for, at politiet og efterretningstjenesten har de nødvendige ressourcer, der skal til for både at forebygge terror og opklare den, når det ikke lykkes at forhindre den.