Lektor: Nyere dansk litteratur læses forkert

Digterne Michael Strunge og Pia

I en ny disputats nævner Marianne Stidsen digteren Michael Strunge som en af de forfattere, ”der forsøger at genfinde sjælen fra kroppens synspunkt” ved at fortælle os, hvor individet, identiteter og samfundet er på vej hen. Her ses han med kollegaen Pia Tafdrup. Arkivfoto Foto: Mini Wolff / Scanpix Danmark

Der er behov for at løfte det almenmenneskelige frem i kulturen og beskæftige sig med dét i litteraturen, som alle kan genkende i sig selv.
Marianne Stidsen, lektor

Bøger om identitet handler ikke kun om køn, magt og etnicitet, siger litteratur-forsker Marianne Stidsen

Bøger af forfattere som Martin A. Hansen og Søren Ulrik Thomsen har hidtil været udsat for en forsimplet læsning med fokus på køn, klasse og magtforhold frem for de individuelle kvaliteter.

Det mener lektor Marianne Stidsen fra Københavns Universitet, der i dag forsvarer sin doktorafhandling, der allerede har affødt stor debat i litterære kredse og beskrives som skelsættende.

Litteraturforskeren har nærlæst en lang række nordiske og danske værker og forfatterskaber fra Thorkild Bjørnvig og Martin A. Hansen til Bjørn Rasmussen og Ursula Andkjær Olsen.

I den 1300 sider store afhandling viser hun, hvordan spørgsmål om identitet har domineret litteraturen fra Anden Verdenskrig til i dag.

”Forskere kredser ofte om formelle eller tekniske spørgsmål om magtforhold og grupperinger, men det bidrager til kulturelle kløfter i samfundet. Der er behov for at løfte det almenmenneskelige frem i kulturen og beskæftige sig med dét i litteraturen, som alle kan genkende i sig selv,” siger Marianne Stidsen.

Hun har anvendt klassisk humanistisk psykologi i sin læsning, hvilket ifølge lektoren bidrager til en bæredygtig frem for en fastlåst forståelse af identitet.

Hun nævner forfattere som Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen, ”der forsøger at genfinde sjælen fra kroppens synspunkt” og dermed er med til at fortælle os, hvor individet, identiteter og samfundet er på vej hen. På den måde har hun også en politisk agenda:

”Der ligger et stort og overset dannelsespotentiale i litteraturen. Og jeg tænker især på uddannelsesinstitutionerne, hvor folk tilegner sig forskellige kompetencer, men får for lidt dannelse i at blive et helt demokratisk væsen. Litteraturen er et oplagt mødested for fællesmenneskelig samtale,” mener Marianne Stidsen, der håber, at afhandlingen kan være med til at genskabe et historisk blik i en ifølge hende historieløs tid.