Lige nu er det bare træls

For partiformand i SF Aarhus Midt, Kirstine Pedersen, kom nyheden om SFs regeringsexit som en stor overraskelse. Nu vil hun lægge hovedet i blød for at finde ud af, hvordan medlemmerne bedst kan se fremad

Kirstine Pedersen, formand for SF Aarhus Midt, læser dagens emails. Nogle af dem er fra folk, der vil melde sig. – Privatfoto.
Kirstine Pedersen, formand for SF Aarhus Midt, læser dagens emails. Nogle af dem er fra folk, der vil melde sig. – Privatfoto.

Så skal vi til det, siger Kirstine Pedersen og klikker ind på sin mail.

Den 24-årige formand for partiforeningen SF Aarhus Midt har taget tilløb hele formiddagen til at tjekke sine beskeder ovenpå morgenens nyhed om SFs regeringsexit og formand Annette Vilhelmsens afgang.

Da hun gik i seng, var det til nyheden om, at SFs landsledelse bakkede op om det omdiskuterede salg af dele af energiselskabet Dong til den amerikanske investeringsvirksomhed Goldman Sachs.

Da hun vågnede, var der kaos på de sociale medier.

Og nu er det så tid til at tjekke mailen. En række nye beskeder dukker op på hendes skærm. Tre udmeldelser fra SF Aarhus Midt konstaterer Kirstine Pedersen først. Så et par mails, en opdatering fra SF og nogle beskeder fra Morgenavisen Jyllands-Posten og Radio24syv, der beder hende henvende sig. Derudover har hun fået en mail sendt til samtlige medlemmer af fællesbestyrelsen i SF Aarhus, hvori Dong-sagen diskuteres.

SF Aarhus Midt har cirka 260 medlemmer og er en ud af fem partiforeninger i Aarhus. I hele området har medlemmerne ifølge Kirstine Pedersen været meget utilfredse med salgsaftalen med Goldman Sachs. Men man havde ikke forudset eller ønsket, at SF skulle trække sig ud af regeringen, siger hun.

Vi havde møde med landsledelsen tirsdag, hvor idéen om at trække sig hurtigt blev manet i jorden. Der har været andre bedre tidspunkter at forlade regeringen på, som for eksempel folkeskoleforliget. Denne gang var det ikke oplagt, for SF må stå ved et gammelt indgået politisk forlig om at sælge Dong-aktier, selvom vi er fundamentalt imod, at det er til Goldman Sachs. Salget ændres ikke, fordi vi trækker os.

En bestemt mail, synes Kirstine Pedersen, mangler i hendes indbakke. Nemlig en om, hvornår SF vil holde et ekstraordinært landsmøde, hvor en ny formand skal vælges. Så snart datoen kommer, har hun en del praktiske ting at få ordnet som eksempelvis at finde medlemmer fra sin forening til at tage med. Derudover vil hun selv lægge hovedet i blød i forhold til, hvad hun skal gøre med sin egen partiforening, som har generalforsamling om nogle uger.

Men ellers er der ikke meget, vi kan ikke gøre nu. Det bliver spændende at se, hvem der stiller op som formand, men lige nu er det bare træls, at vi har trukket os. Jeg håber, vi stadig husker at byde ind og vise, vi har indflydelse, siger Kirstine Pedersen, som senere på aftenen skal til SFs Ungdoms ugentlige møde, hvor hun håber på en debat, om hvad SF og SFUs rolle skal være fremover.

Jeg ved ikke, om medlemmerne stadig er for chokerede til at kunne tage den diskussion. Men det vigtige er nu, at vi får snakket sammen om det i foreningerne og får det debatteret ud, siger hun og tjekker igen sin mail for at se, om en dato for landsmødet skulle være kommet.

Det er ikke tilfældet, konstaterer hun. Bare endnu en udmeldelse.