Løkkes vanskeligheder kan blive hans chance

Statsministeren står foran store udfordringer, ikke mindst på grund af flygtningestrømmen, men han kan vende det til egen fordel

Løkkes nytårstale med de stadige appeller til sammenhold og samtale blev af mange opfattet som kedelig og for generel, men afspejler nok regeringschefens plan om at blive den, der kanaliserer et bredt og ambitiøst samarbejde om de store udfordringer, han og landet står overfor.
Løkkes nytårstale med de stadige appeller til sammenhold og samtale blev af mange opfattet som kedelig og for generel, men afspejler nok regeringschefens plan om at blive den, der kanaliserer et bredt og ambitiøst samarbejde om de store udfordringer, han og landet står overfor. . Foto: Scanpix.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mødtes i mandags med sine ministre til seminar på baggrund af dårlige meningsmålinger, stadig meget lave personlige popularitetstal og åbenlyse stridigheder i sit parlamentariske grundlag om skattepolitikken. Men han kan være kommet i en position, der nu giver ham enestående muligheder for at blive en succesrig regeringschef.

Løkkes nytårstale med de stadige appeller til sammenhold og samtale blev af mange opfattet som kedelig og for generel, men afspejler nok regeringschefens plan om at blive den, der kanaliserer et bredt og ambitiøst samarbejde om de store udfordringer, han og landet står overfor.

Løkke fremlagde en plan for at gennemføre et treparts-forhandlingsforløb i flere faser. Allerede i næste måned går starten, og første fokus er den altdominerende flygtningekrise. En stadigt mere påtrængende opgave er en dramatisk fordring om integration af flygtninge og migranter, og den mest iøjnefaldende mulighed er at bringe indvandrere meget hurtigere ud på arbejdsmarkedet end hidtil.

Det er en udbredt opfattelse, at problemet ligger i, at indvandrere har svært ved på kort sigt at levere en arbejdsindsats, som vil svare til det høje danske lønniveau. Risikoen er, at indvandrere på lavere lønninger kan slå den danske arbejdsmodel i stykker og skabe et lavtlønsarbejdsmarked, som på langt sigt kan ødelægge den danske samfundsmodel med dens relativt høje grad af økonomisk lighed.

Derfor er det en logisk tankegang at involvere arbejdsmarkedets parter i disse bestræbelser. En anden dimension er den sociale dumping fra indvandret EU-arbejdskraft især fra østlandene, en af mange ingredienser i den voksende EU-skepsis i befolkningen. Det bliver også et tema i trepartsforhandlingerne.

Løkke kan have stor interesse i at lægge vigtige forhandlingsforløb udenfor Folketinget, da han er leder af et svagt parti. I trepartsforhandlingerne sidder han som statsminister for bordenden. Og forhandlingsresultater her vil typisk kunne samle et bredt flertal i Folketinget.

De vigende meningsmålinger kan læses som et resultat af den objektivt meget vanskelige position, Løkke er havnet i med en tilsyneladende stadigt voksende flygtningestrøm med så store udgifter, at det truer ikke bare hans valgløfter om skattelettelse, men kan umuliggøre opretholdelsen af velfærden. Og med en grænsekontrol i Sverige og Danmark, som truer med at sprede sig og opløse centrale dele af EU-samarbejdet, kan det se ud som om, at statsministeren står magtesløs overfor den nationale og internationale krise.

Men forløbet kan også befordre en større forståelse for statsministerens dispositioner på længere sigt. Dertil kommer, at der i det folketing, som blev sammensat i sommer, er opstået en konkurrence om vælgere mellem de tre største partier. Løkke har ingen interesse i at give Dansk Folkeparti mulighed for at udøve afgørende indflydelse. Dertil har DF stjålet for mange af hans vælgere. Samme position er Mette Frederiksen i.

Der er ingen grund til at tro, at den klare socialdemokratiske opbakning bag udlændingepolitiske stramninger er en ren taktisk manøvre. Snarere er det en erkendelse, som er groet i partiet gennem mange år, at DF's succes skyldes, at ”sosserne” svigtede en betydelig del af deres kernevælgere i den tid, hvor de dæmoniserede DF. Og en erkendelse af de trusler mod velfærd og lighed, som flygtningestrømmen kan rumme.

Tilsammen skaber det muligheder for brede forlig om perspektivrige, langsigtede indsatser for integration og vækst. Løkke har set de unikke muligheder for at blive manden i centrum af et sådant forhandlingsforløb.