Overskriftens spørgsmål er blevet aktuelt de seneste uger. Først kom en muslimsk friskole i kikkerten, fordi en skolepsykolog havde rådgivet eleverne til at vente med sex til ægteskabet. Siden er de kristne friskoler røget i mediemøllen – anført af Radio24syv – fordi et flertal af disse skoler har givet udtryk for, at de formidler en klassisk kristen seksualmoral, hvor sex hører hjemme inden for ægteskabet og homoseksuelt samliv er forkert.
Der er vel at mærke ikke tale om homofobi eller om, at mennesker med homoseksuelle følelser skal fordømmes. Der er ”blot” tale om, at man mener, det er forkert at leve sin homoseksualitet ud.
Et synspunkt, der indtil for får år siden var bredt anerkendt som et legitimt etisk synspunkt, men som nu er røget i samme kasse som diskriminering imod mennesker med en anden hudfarve.
Jeg synes, der ind i denne debat er brug for at ridse principperne for frie skoler i Danmark op. Så jeg vil argumentere for, at kristne (og muslimske) friskoler naturligvis har ret til at formidle en alternativ seksualmoral.
I Danmark giver Grundlovens paragraf 76 ret til at drive friskoler, der er båret af religiøse, politiske eller etiske mindretalssynspunkter. Det er selve meningen med friskoleidéen. Hvis friskoler tvinges til at have samme holdninger som folkeskolen – for eksempel vedrørende seksualmoral – er de overflødige og uden relevans.
Ud fra denne grundlovssikrede ret blev en række kristne friskoler rejst fra 1970’erne og fremefter, blandt andet i protest mod den integrerede seksualundervisning.
I friskoleloven af 2014 står der, at ”frie grundskoler giver undervisning (…) som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Skolerne skal efter deres formål og i hele deres virke forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.”
Derfor er det i orden, at der kræves et vist fagligt niveau på friskolerne, og at skolerne skal understøtte og respektere det danske demokrati og lære deres elever at gøre det samme. Derfor må en friskole ikke promovere racisme eller stening af kvinder. Men spørgsmål om seksualmoral hører på ingen måde hjemme i den kategori.
Mens man på demokratisk grundlag ikke kan argumentere for racisme og stening af kvinder, lader det sig let forene at være en god demokrat og bekæmpe homofobi, samtidig med at man mener, at sex hører til i ægteskabet, og at homoseksuelt samliv er forkert.
Demokratiet er nemlig ikke en ny religion, men – som K.E. Løgstrup sagde – en skikkelig måde at være uenige på, for eksempel om seksualmoralen, der er et grundlæggende samvittighedsspørgsmål.
Det er derimod imod demokratiets ånd 1) at kriminalisere homoseksuel adfærd og 2) at kriminalisere klassisk kristen seksualmoral. Det forekommer mig, at faren for det sidste er langt større end faren for det første nu til dags.
At råde eleverne på den kristne (eller muslimske) friskole til ikke at leve eventuelle homoseksuelle følelser ud er ikke det samme som at kriminalisere homoseksualitet.
Det er derimod en gylden anledning til at lære eleverne noget om åndsfrihed: at en friskole står for noget og har lov til at hævde det højt og frit, samtidig med at de tilkender andre retten til at fremme det modsatte synspunkt.
Det, som desværre sker for mange politikere, debattører og journalister, er, at de forveksler demokrati med sekularisering. Det er en katastrofal forveksling, som i dette tilfælde går ud over skoler, som efter såvel Grundloven som friskoleloven har ret til at give alternativ seksualundervisning. Ligesom andre friskoler og folkeskolen har ret til at give en seksualundervisning i pagt med deres overbevisning.
Lars Aslan Rasmussen (S) foreslår i Kristeligt Dagblad den 9. marts, at friskolerne gerne må formidle den seksualmoral, de vil. De skal bare ikke have statstilskud. Men i et land med et af verdens højeste skattetryk bliver der så kun en formel, ikke en reel frihed til at drive friskoler.
Hvis der var tale om, at friskoler vejledte deres elever til at foretage seksuelle overgreb på mindreårige, ville det rammes af den danske straffelov, men det er vist svært at argumentere for, at man bryder danske love eller driver landsskadelig virksomhed ved at råde børn og unge fra sex før ægteskabet eller til at undlade homoseksuel praksis.
Seksualmoralen – som i øvrigt ikke er identisk på de 35 kristne friskoler – fastholdes jo ikke af hensyn til traditionen, ikke engang af hensyn til religionen, men fordi man er overbevist om, at livets Gud har givet os gode anvisninger på, hvordan vi som skabte mænd og kvinder bedst lever vores – gudgivne – seksualitet ud.
Jamen skal eleverne ikke selv afgøre, hvilken seksualmoral de vil følge? Jo naturligvis. Det er med seksualundervisningen som med al anden undervisning i sager, der har med samvittigheden at gøre, at det er nedværdigende (og nytteløst) at bruge tvang.
Kristne friskoler kan og skal give den påvirkning, som man er overbevist om er den bedste og mest livsfremmende. Og argumentere for den. Men naturligvis skal man ikke tvinge eleverne ind i en bestemt seksualmoral. Det kommer der intet godt ud af.
Nogle vil måske mene, at man kan undervise objektivt og neutralt om disse emner. Og nogle tror, at det gør folkeskolen. Men det er et naivt synspunkt, som skyldes, at man forveksler sekularisering med objektivitet.
Man er blevet værkstedsblind og ser ikke alle de hedonistiske normer, der er i spil, når man opmuntrer unge til have sex før ægteskabet eller til at finde ud af, om man er til drenge eller piger.
Lad os være ærlige og vedgå, at alle skoler og lærere er bærere af normer på det seksuelle felt, og lad os gøre dem eksplicitte. Det er her, sekulariserede skoler svigter, fordi de tror, at når flertallet gør som os, så er vi neutrale. Men implicitte normer er langt farligere end eksplicitte, som man åbent kan tage stilling til.
Så kan vi nemlig også få rejst det vigtige spørgsmål: Hvordan påvirker vi så på en ordentlig måde? Nemlig i respekt for eleverne. Det har jeg skrevet en bog om ("Påvirkning med respekt"), hvis hovedanliggende er, at påvirkning på den gode måde – også når det drejer sig om seksualundervisningen – kendetegnes ved, at skolen og lærerne står for noget og argumenterer for deres sag, men altid i et rum, hvor eleverne har frihed til sige nej tak, uden at de af den grund bliver sat på B-holdet.
Påvirkning på den gode måde indebærer også, at en friskole viser respekt og omsorg for den elev, der har homoseksuelle følelser, så disse ikke tabuiseres eller skammes ud. Ideelt set skal en sådan elev kunne gå til sin lærer og føle sig rummet og respekteret.
Kristne (og muslimske) friskoler er altså i pagt med såvel demokratiet som de bærende principper ved friskolerne i Danmark, når de underviser i klassisk kristen seksualmoral i respekt for elevernes ret til at sige ja tak eller nej tak. Ved deres blotte eksistens er friskoler, der ikke blot er folkeskolen light, et flot udtryk for det demokrati, som også friskolerne skal værne.
Skoleledere, lærere og forældre på disse skoler har derfor ingen grund til at lade sig skræmme af journalister eller politikere, der ikke kender friskolernes ABC og derfor heller ikke værner om deres selvfølgelige ret til at formidle en anden seksualmoral end majoritetens.
Carsten Hjorth Pedersen er daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut