Mænd flygter alene uden kvinder og børn

Mere end to tredjedele af de flygtninge, der er kommet til Danmark de seneste ti år, er mænd, og tendensen er også tydelig blandt de syriske asylsøgere. Teologiprofessor advarer mod at fælde dom over mænd, der flygter alene og efterlader familien

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Wassilis Aswestopoulos/NurPhoto/Sipa USA.

Det er mændene, der flygter. Kvinder og børn bliver tilbage - eller kommer først senere via familiesammenføring.

Syv ud af ti af de knap 12.000 flygtninge over 18 år, der de seneste ti år har fået opholdstilladelse i Danmark, er mænd. Det viser en opgørelse fra Udlændingestyrelsen, der er sendt til Folketingets integrationsudvalg. Tendensen til, at mændene flygter, mens kvinder efterlades i hjemlandet eller i en flygtningelejr i nabolandet, gælder også de 6781 syrere, der de første 11 måneder af 2014 kom til Danmark.

Tidligere på året viste en opgørelse fra Udlændingestyrelsen, at 96 procent af de syrere, der søger familiesammenføring med flygtninge i Danmark, er kvinder og børn.

Rejsen til Europa er blevet så risikabel, at mændene tvinges til at efterlade kone og børn til en usikker tilværelse i hjemlandet i håb om, at de så senere kan søge familiesammenføring. Sådan lyder vurderingen fra en række eksperter.

Talsmand Markku Aikomus fra FN's Højkommissariat (UNHCR) i Stockholm forklarer, at den intense bevogtning af Europas grænser har gjort det meget vanskeligt for asylsøgere at komme ind i Europa på legal vis. Ifølge UNHCR er mindst 200.000 flygtninge rejst illegalt over Middelhavet i år. Det er mere end tre gange så mange illegale immigranter som i 2013, hvor 60.000 skønnes at have krydset Middelhavet. UNHCR vurderer, at mindst 3400 flygtninge er druknet i år.

”Familier skilles, fordi rejserne er dyre, og fordi det som regel er meget vanskeligt at komme til Europa uden en menneskesmugler. Ofte står familierne i den situation, at de kun har råd til at lade en person rejse. Kvinderne er meget udsatte for seksuelle overgreb og voldtægter under disse rejser, og det er en af grundene til, at mændene tager af sted alene. Problematikken understreger, at der er behov for flere legale indrejsemuligheder og humanitære bosættelsesprogrammer for hele familier,” siger Markku Aikomus, der betegner det som en menneskelig tragedie, at familier på flugt fra krig risikerer at skulle leve adskilt i flere år.

Den danske regering er for eksempel på vej med et lovforslag, der betyder, at syriske flygtninge først kan søge om familiesammenføring efter et års ophold i Danmark.

Kommunikationschef i Dansk Flygtningehjælp Peter Kamph mener, at de mænd, der efterlader koner og børn, ofte står over for et næsten umuligt valg.

”Det handler typisk om, at manden tager den farlige rute over Middelhavet, så han bagefter kan opnå familiesammenføring. Det er et dilemma, at manden i familien må efterlade kone og børn til en usikker tilværelse i Syrien eller i et naboland. Der er ikke tale om, at manden redder sig selv. Rationalet er, at manden tager en stor risiko i håb om på et senere tidspunkt at kunne bringe familien i sikkerhed. Mange af de mennesker, der flygter til Europa, står i en næsten umulig valgsituation,” siger Peter Kamph.

Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen fortæller, at han ved møder rundt om i landet støder på mange danskere, der finder det usympatisk, at asylsøgende mænd efterlader kone og børn, mens de selv bliver reddet.

”Jeg tror, mange danskere deler den opfattelse, og det kan jeg godt forstå. Samtidig skal man være varsom med at udtale sig om, hvordan man selv ville reagere i en sådan situation. Det kan jo også være udtryk for, at kvinder og børn er kommet i sikkerhed i en flygtningelejr, og at mændene så tager videre. Spørgsmålet er så, om manden har ret til asyl, hvis familien befinder sig i en flygtningelejr, hvor der er roligt,” siger Martin Henriksen.

Svend Andersen, der er professor i teologi ved Aarhus Universitet, advarer mod, at den enkelte dansker fælder domme over de mænd, der flygter alene og efterlader familien.

”Når vi sidder trygt og godt i Danmark, er det meget svært at vurdere de motiver, en syrisk flygtning kan have. I en kristen sammenhæng hedder det i Bibelen: 'Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?'. Og det tror jeg gælder her. Hver flygtning har sin egen personlige historie, og vi kan ikke udtale os generelt eller bedømme flugten etisk og moralsk,” mener Svend Andersen.