Mærsk afslører sine politiske donationer

A.P. Møller-Mærsk fortæller for første gang om sine donationer. -
A.P. Møller-Mærsk fortæller for første gang om sine donationer. - . Foto: Scanpix.

Tre dage før sin generalforsamling løfter A.P. Møller-Mærsk for første gang sløret for de politiske pengestrømme, skriver Finans.

Op til valget til Europaparlamentet i maj 2014 donerede rederiet 500.000 kr. Pengene gik til De Radikale, Liberal Alliance, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti, der selv havde ansøgt om støtte, og pengene var ”nogenlunde ligeligt fordelt”, altså cirka 100.000 kroner til hvert parti.

Oplysningerne er kommet frem som følge af en række spørgsmål fra Frank Aaen, formand for foreningen Kritiske Aktionærer.

”Det er en åbenhed, som er ny, og det er vi selvfølgelig tilfredse med,” siger Aaen, der også er folketingsmedlem for Enhedslisten, til Finans.

A.P. Møller-Mærsk skriver i svaret til Frank Aaen, at man kun svarer på de politiske donationer for 2014, fordi generalforsamlingen omhandler det år. Koncernen understreger, at man ikke stiller betingelser sammen med sine bidrag til politiske partier.

Anders Würtzen, chef for public affairs, siger til Finans:

”Vi finder, at det er naturligt at yde støtte til det politiske arbejde, særligt i valgår. Ved dialog med politikere håber vi at opretholde viden om og interesse for de politikområder, der er vigtige for vores forretningsaktiviteter.”