Man må ikke slå på piger

Peter Lund så far tæske mor gennem hele sin barndom. Som voksen begyndte han selv at slå sin kæreste. Og han holdt først op, da hans lille søn Matias tiggede ham om at lade være

Peter Lund slog sin kæreste, indtil han kom i behandling i Manderådgivningen i Aalborg. Her lærte han at kommunikere uden vold. –
Peter Lund slog sin kæreste, indtil han kom i behandling i Manderådgivningen i Aalborg. Her lærte han at kommunikere uden vold. –. Foto: .

Som barn var Peter Lund aldrig i tvivl. Man måtte ikke slå på piger. Det var simpelthen for fejt, fordi kampen var så ulige.

Han havde set det så mange gange, når hans far slog hans mor. Og han svor, at han aldrig selv ville gøre det. Han kan stadig huske, hvordan hun græd, og hvor hårdt han slog. Og han kan huske den nat, da hans far rev hans sovende mor ud af sengen for at kommandere hende til at lave et måltid mad til ham. Klokken var tre om natten. Den seksårige Peter og hans fire søskende fulgte søvndrukne og forvirrede efter forældrene ned til køkkenet. Og fra deres plads i døråbningen så de til, mens deres mor i natkjole, med uglet hår og et par briller, der sad helt skævt over næsen, begyndte at tage pander ud af skabe og tænde komfuret.

Hun så helt forpjusket og meget skrøbelig ud, som hun stod der. Og han var bare rasende. Vi kunne mærke det. Raseriet fyldte hele rummet. Og vi var alle sammen helt afsindigt bange, fortæller Peter Lund.

På trods af frygten lykkedes det den aften de fem børn at overmande faderen, da han ville slynge en tallerken i ansigtet på deres mor. Moderen slog ham ud med en stegepande. Og for en kort stund havde de vundet. De havde for et øjeblik fået fred fra deres voldelige plageånd. Men det var en stakket frist og et enkeltstående tilfælde. Hverdagen var en helt anden. I 10 år så Peter Lund forsvarsløst til, mens hans mor eller en af hans søskende blev gennemtævet af en fuld og rasende far. Nogle gange var det ham selv, der stod for skud.

Først da moderen endelig fik kræfter til at flytte sig selv og sine børn ud af hjemmet og væk fra volden, blev hverdagen nogenlunde normal. Men da var skaden allerede sket, mener Peter Lund.

Jeg tror, at det allerede var i mig på det tidspunkt. Fornemmelsen af, at jeg kun kunne få kontrol over mit liv ved at bruge vold, siger han.

I begyndelsen gjorde Peter Lund ellers som de fleste andre. Han voksede op, flyttede hjemmefra, uddannede sig og forelskede sig i en ung pige. De flyttede sammen. Og alt var godt i den første tid, indtil tingene begyndte at blive lidt besværlige. Hun ville ikke altid det, han ville. Hun ville se sine venner. Ikke kun ham. Peter Lund kunne mærke, at han ikke var i fuld kontrol. Og han begyndte af tvivle på, om der var undtagelser fra reglen om, at man ikke måtte slå på piger. Det fik han hurtigt overbevist sig selv om, at der var. Det var en undtagelse, når hun kom senere hjem, end hun havde sagt. Det var en undtagelse, når hun svarede ham igen. Det var en undtagelse, når hun ikke havde taget opvasken. I begyndelsen slog han kun med flad hånd. Men det udviklede sig hurtigt, og snart slog han med knyttede næver.

Jeg fandt ud af, at det var nemmere at styre hende med frygt og vold. På et tidspunkt kunne jeg næsten ikke andet. Jeg tændte af på selv det mindste og havde ingen kontrol over mine reaktioner. Jeg slog bare, fortæller han.

Og Peter Lund kunne ikke holde op igen. Han fortsatte, selvom hans kæreste fik nedsat hørelse på det ene øre og ar i ansigtet efter hans slag. Og han fortsatte, selvom hun fødte en lille søn, og de blev en familie på tre. Det var først, da deres lille dreng, Matias, voksede sig stor nok til at blande sig, at Peter Lund pludselig stoppede op, og tingene begyndte at ændre sig.

Matias var tre år, da han vågnede ved lyden af slagsmål fra køkkenet, gik derud og så sin far slå sin mor. Den lille dreng råbte og græd, at han skulle stoppe.

Det var sindssygt uhyggeligt. Han stod bare der og så på og var helt lille og bange. Det var som et deja vu. Jeg følte mig som et ondt ekko af min far, og det føltes fuldstændig forfærdeligt. Men det var også det, der skulle til, siger Peter Lund, der kort efter episoden tog en beslutning. Han flyttede sin kæreste ud af lejligheden, så hun kunne komme i behandling og komme væk fra ham og volden. Og efter et par tilløb lykkedes det også for Peter Lund selv at starte i behandling. Han begyndte til samtaler og terapi ved Manderådgivningen i Aalborg. Senere gik han også til børnesamtaler sammen med Matias.

I dag er det tre år siden, Peter Lund har slået sin kæreste. Parret er flyttet sammen igen, og Matias, der er fyldt seks år, er begyndt i skole. Han har det godt, og det har hans forældre også.

Han var blevet bange for mig. Og det blev først bedre, da vi begyndte til samtalerne. Det var vigtigt, at det ikke kun handlede om de voksne, men at han også fik luft for sine tanker og spørgsmål. Han kan stadig tegne vrede bamser til mig, og han stiller stadig en masse spørgsmål. Jeg kan ikke svare på dem alle sammen, for jeg leder stadig selv efter svarene, siger Peter Lund.

Han ved, at familiens liv har ændret sig. At både han, hans kæreste og Matias har fået hjælp. Alligevel kan han stadig ligge vågen om natten ved tanken om, hvad hans vold kan have gjort ved hans søn.

Vi har gjort meget for, at han skal komme godt ud af det. Men jeg ved jo, at volden er i ham. Og jeg ved, hvor fandens svær den er at slippe af med, siger han.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk