Birgit Søderberg, hvad er det for en hjælp, psykologerne kan give kvinderne, som I ikke i forvejen kan tilbyde på kvindekrisecentrene?
"Man skal forstå, at størstedelen af de kvinder, der ender på landets krisecentre, har været udsat for grov og massiv vold – en form for intim-terrorisme – der typisk har stået på mellem tre til fem år. De kan være klinisk traumatiserede og slås med svære og dybe problemstillinger. At bearbejde de traumer, der kan opstå som følge af denne form for vold, kræver professionel hjælp, som skal gives af fagprofessionelle med uddannelse til den slags. Når du har svære traumer af volden, vil jeg faktisk mene, at det er et væsentligt første skridt og en forudsætning for, at de kvinder kan lykkes med at flytte sig psykisk og blive hele mennesker igen. Det har vi sådan set været helt klar over i lang tid, og vi har derfor også gennem en del år efterspurgt midler, der kunne understøtte et psykologtilbud. Når man sløjfer det tilbud, svigter man en sårbar og udsat gruppe."
Omkring en tredjedel af de kvinder, der er blevet tilbudt psykologhjælp, har taget imod tilbuddet. Hvad har det betydet for de kvinder?
"Som det også fremhæves i ministeriets egen rapport, fortæller kvinderne, at hjælpen er meget brugbar, og at de oplever, at den hjælper dem til at komme videre. Terapien kan være med til at løsne op for følelser af skyld og skam og til at få nye perspektiver på deres liv og deres muligheder. Og så er den selvfølgelig afgørende for, at de kvinder, der ofte har været fanget i mønstre af vold gennem et helt liv, får redskaberne til at identificere de mønstre og bryde dem."
Forsøget var finansieret af satspuljemidler, og socialminister Karen Ellemann (V) forklarer, at der hele tiden har været tale om et midlertidigt forsøgsprojekt, der i sidste ende skulle forankres som et tilbud hos kommunerne. Hvad siger du til det?
"Det er jeg da helt enig i. Problemet er bare, at det ikke er sket. Der var stadig penge i puljen, og man burde have givet os et år eller to til at forankre ordningen – eksempelvis som en tilføjelse i serviceloven, så stat og kommuner blev forpligtede på at fortsætte tilbuddet i fælleskab."
"I stedet har man bare lukket for kassen og sagt ’nu må I klare jer selv!’."
"Det lyder meget flot at sige, at kommunerne kan overtage de gode erfaringer og bygge videre på de gode resultater, men vi ved jo alle sammen, at der ikke findes kommuner, der af sig selv vil hive pengepungen frem i en tid, hvor alle slås om smulerne. Jeg synes, det er helt absurd og et svigt af dimensioner at trække midlerne fra de her meget sårbare kvinder, som intet har at kæmpe med og er dybt afhængige af at få hjælp til at forsøge at komme på benene igen. Det giver ingen mening."
Socialministeren peger også på, at alle borgere har ret til at opsøge deres praktiserende læge og få en henvisning til en psykolog. Hvorfor er det ikke en mulighed for kvinderne på krisecentrene?
"Det er korrekt, at der er mulighed for at kontakte din praktiserende læge for en henvisning til en psykolog. Men igen må jeg vende tilbage til, at disse kvinder er svært traumatiserede og meget sårbare. Overskuddet til at række ud og organisere hjælp er meget lille. Det er blandt andet en af grundene til, at ordningen med de tilknyttede psykologer har fungeret så godt. Vi har faktisk været i stand til at hjælpe kvinderne lige der, hvor de var."
"Der er samtidig lange ventelister på psykologer, der dels har de rigtige kvalifikationer til at behandle traumer og samtidig er dækket af sygesikringen. Og disse kvinder har på grund af deres svære traumer brug for specialiseret hjælp. Alt det var netop faldet på plads med den ordning, der nu er sløjfet. Det er ubegribeligt."