”Med hiv og sving nåede vi frem til i dag, og vores liv her er ved at være slut. Da jeg kom her, var jeg 23-24 år, og nu er jeg i 70’erne. Dette land fortærede vores liv. Vi visnede her. Du er en fremmed – for altid fremmed i Danmark. Danmark vil aldrig acceptere dig. Det er ikke muligt.”
Ordene kommer fra den ældre tyrkiske indvandrer Mihtat (navnet er et pseudonym), der føler, at hans liv som migrant har været hårdt og slidsomt, uden at det har givet ham meget igen. Mihtat er en af de tyrkiske ældre, der interviewes i den ny bog ”Ældre fra Tyrkiet”.
Bogen er skrevet af de to seniorforskere Anika Liversage og Vibeke Jakobsen fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, og den kombinerer 39 kvalitative interviews med ældre, tyrkiske indvandrere med en registerundersøgelse blandt knap 3000 herboende ældre med tyrkisk baggrund.
Mihtat kom som omkring 8000 andre tyrkiske gæstearbejdere til Danmark, da de økonomiske hjul for alvor begyndte at dreje hurtigere i slutningen af 1960’erne. Der var brug for deres arbejdskraft, og de knoklede på jernstøberier, slagterier og fabrikker. Hovedparten af de tyrkiske mænd havde kun gået fem år i skole, og deres koner, som senere kom til Danmark, var ofte analfabeter. I dag udgør de tyrkiske gæstearbejdere og deres efterkommere ifølge Danmarks Statistik godt 32.000 personer. Heraf er 12 procent over 60 år.
Netop de manglende skolekundskaber er ifølge Anika Liversage en del af forklaringen på, at mange tyrkiske gæstearbejdere har haft et svært liv i Danmark. En stor del af kvinderne lærte aldrig dansk, og mændene blev ofte udstødt tidligt fra arbejdsmarkedet på grund af deres ringe danskkundskaber.
”Vi har talt med ældre tyrkiske indvandrere i alderen 70 til 72 år, altså på et tidspunkt i livet, hvor en hel del danskere stadig arbejder. På stort set alle parametre er de dårligere stillet end danske ældre. De har meget færre penge, de bor på mindre plads, og mange taler dårligt dansk. De er afskåret fra det almindelige liv, der kommer mange andre ældre til gode,” fortæller Anika Liversage.
SFI-forskeren betegner mødet med de ældre, tyrkiske indvandrere som ”hyppigt en lidt trist historie”. I nogle tilfælde er ferien til Tyrkiet årets højdepunkt. Her behersker de sproget og kan nyde klimaet. Andre føler sig som fremmede både i Danmark og i Tyrkiet.
”Deres liv afhænger meget af, om de har et godt ægteskab og en god familie. Ofte er familien det store lyspunkt. Hvis ikke familielivet fungerer, så er de dårligt stillet,” forklarer Anika Liversage og henviser til, at næsten en fjerdedel af de tyrkiske ældre i undersøgelsen deler bolig med en søn eller en datter.
Netop relationerne til de voksne børn kan være et problem. Flere fortæller i bogen, hvordan forholdet til børnene har været indvandringens højeste pris. Nogle har haft konflikter på grund af de voksne børns skilsmisser eller holdninger til børneopdragelse. Det er de ældre tyrkiske kvinder, der er mest isolerede. Hvor mændene i mange tilfælde har en stor del af deres sociale liv i moskéen, så tilbringer mange af kvinderne det meste af tiden i hjemmet.
Selvom indvandrere fra ikke-vestlige lande i gennemsnit lever længere end danskere, så er deres alderdom ofte præget af mange kroniske sygdomme. På trods af et ældreliv med mange fysiske skavanker er det få ældre tyrkere, der modtager hjemmehjælp.
”I den tyrkiske tradition er det sønnens kone, som passer svigerforældrene. En del af de kvinder, som er kommet hertil fra Tyrkiet, har ikke fået ordentligt fodfæste på det danske arbejdsmarked. Men mange laver til gengæld et stort omsorgsarbejde. Svigerdøtre og døtre tager sig ofte af de gamle og letter på den måde presset på ældreplejen. Om 10 år, når de ældre indvandrere måske for alvor bliver plejekrævende, bliver det en stor udfordring at yde omsorg, og vi skal passe på, at familierne ikke knækker sammen under presset,” siger Anika Liversage.
Hun peger på, at de ældre indvandrere er en overset gruppe, der ikke er repræsenteret i stærke interessegrupper som Ældre Sagen, men hun håber, at bogen kan rejse debat om ældre indvandreres vilkår.
”Man kan selvfølgelig spørge, hvorfor de ikke rejser tilbage, hvis de har en presset økonomi og savner hjemlandet. Men deres børn og børnebørn er her i landet, og derfor kan de ikke forlade Danmark. Det gratis danske sundhedssystem spiller også en stor rolle for deres beslutning om at blive her i landet. Mange har ikke råd til en sundhedsforsikring i Tyrkiet.”
Et af bogens mest forstemmende budskaber er, at mange af de tyrkiske ældre føler, at de har tabt mere på indvandringen til Danmark, end de har opnået.
”Der er meget sorg i de ældre tyrkeres liv. Nogle siger: ’Gid jeg var blevet herhjemme’. Enhver immigrant drømmer om at kunne sige: ’Se, hvor godt det er gået i det nye land’. Men der er ikke mange, der siger: ’Jeg kom til Danmark for at tjene en masse penge og se et fantastisk stort hus, jeg har i dag’. Tyrkerne har ikke fået så meget ud af deres store mod og den arbejdsomhed, der oprindelig fik dem til at rejse til Danmark. Flere peger på, at de kender jævnaldrende, som blev i Tyrkiet, og som har klaret sig godt takket være den økonomiske udvikling,” lyder det fra Anika Liversage.
I et af bogens sidste kapitler fortæller Ahmets kone, at hun er ked af, at familien i sin tid udvandrede til Danmark.
”Jeg savner mit hus. Jeg savner alt det, jeg havde travlt med. Vi havde travlt med at skulle ud og hente får. Om foråret var der høns, der var haven – det havde vi travlt med. Så de gamles tid gik. Men nu er vi inden døre, og tiden går så langsomt. Og i gamle dage var børnene små, og der var vi optaget af dem. Børnene er langt borte nu – de er taget forskellige steder hen. Man udvandrede og alting blev knust i tusinde stykker. ”