Når vi dør, efterlader vi os ofte en masse fysiske ejendele, som de pårørende skal tage stilling til. Hvem skal arve det kongelige porcelæn, smykkerne og møblerne? Anderledes er det med den uendelige liste af digitale arv, som fotos, hjemmesider, blogs, smser, sange, taler, dagbøger, musik og breve.
På trods af at omfanget af de digitale ejendele stiger, i takt med at vi lever i en mere og mere digital tidsalder, glemmer vi ofte at tage stilling til, hvad der skal ske med denne arv, som ofte gemmer sig bag brugernavne og adgangskoder, og som derfor risikerer at gå i graven med den døde.
LÆS OGSÅ: Fremtidens arv ligger gemt på nettet
Det viser en specialeafhandling Døden i Den Digitale Tidsalder af cand.it. Astrid Waagstein fra IT-Universitetet. Hun har blandt andet interviewet såkaldte dødsbevidste danskere herunder sygeplejersker på Diakonissestiftelsens hospice og efterladte, der har mistet en nærtstående.
Selv dødsbevidste mennesker er på ingen måde opmærksomme på, at de selv har en digital arv, de kan risikere at efterlade ved deres død. Det er derfor mit generelle indtryk, at der ikke er særlig mange, der tænker på, at vi er ved at opbygge en kæmpe digital arv, som vi ikke har noget system for, hvordan vi videregiver til pårørende. Det er ved at være ret personlige ting, der ligger i cyberspace, siger Astrid Waagstein og fortsætter:
Det kan få historisk betydning. Vi risikerer at få et stort sort datahul, hvis ikke vi sørger for at gemme danskernes personlige arv. Hvordan skal man kunne læse om, hvad der skete i danskernes liv i 2013, hvis ingen har adgang til materialet?.
LÆS OGSÅ: Internettet holder dig fanget i fortiden
Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi ved Aalborg Universitet og forsker i døden, er enig. Han peger på, at de færreste tror, de skal dø lige med det samme, og derfor kan den digitale arv nemt gå i glemmebogen for mange mennesker. Og det kan blive et problem for historieskrivningen:
Det gælder både den historieskrivning, som omhandler kendte og offentlige skikkelser, men mindst lige så meget den mikrohistorie, som ethvert menneskeliv udgør. Vores liv leves jo i en vis grad på nettet, og derfor er store dele af vores omgang med andre også virtuel. Det betyder, at hvor man tidligere udforskede breve og dagbøger for at forstå menneskers liv, kan man fremover forvente, at det bliver mere meningsfuldt og interessant at udforske den digitale arv.
Landsforeningen Liv og Død, der er medejer af bedemandskæden Danske Bedemænd, er opmærksom på problemet. Derfor har foreningen netop tilføjet den digitale arv som et punkt, man kan udfylde i det dokument, Min Sidste Vilje, som mere end 5000 danskere årligt rekvirerer for at tage stilling til egen død. Nu kan man skrive private adgangskoder og brugernavne i Min Sidste Vilje:
Det er vigtigt, at folk får en snak om det hjemme i stuerne. Jeg tror ikke, mange har tænkt på, at de risikerer at miste fotos og andre vigtige værdier den dag, de ikke er her mere. Der går meget familiekultur tabt, hvis man ikke er opmærksom på det, siger direktør Mogens Balling.
Socialdemokraternes it-ordfører, Karin Gaardsted, er ikke umiddelbart indstillet på at lovgive på området.
Det vigtigste er at sikre, at der kommer information ud, så folk selv kan beslutte, om der skal ske en overlevering af den digitale arv. Vi skal passe på med at lovgive på det private område.