I et skovområde i Midtjylland, syv kilometer fra den nærmeste by, Bording, ligger udrejsecenter Kærshovedgård, et tidligere fængsel som den 21. marts i år slog portene op i sin nye rolle. Her bor 35 afviste asylansøgere, som enten ikke vil skrive under på frivillig udrejse, er på tålt ophold eller er dømt til udvisning.
To af de førstnævnte er to kurdiske iranere, 20-årige Erfan Yari og hans bror på 28 år, Kaywan Yari. Deres asylsag er blevet afvist, men de vil ikke frivilligt rejse til Iran. Og eftersom Iran ikke tager imod afviste asylansøgere, der ikke frivilligt vil rejse hjem, kan brødrene på sjette år tilbringe deres liv i et dansk asylcenter fremfor i et iransk fængsel.
Storebror Kaywan har været i Kærshovedgård siden få dage efter dets åbning, mens Erfan kom til den 6. maj. Inden da har brødrene boet i asylcentrene Kongelunden og i Sandholmlejren.
Den 13. december 2010 satte den dengang 14-årige Erfan og 22-årige Kaywan deres fødder på den kolde danske vinterjord.
De flygtede fra byen Sarpol Zahab i det østlige Iran på grænsen til Irak. Brødrene fortæller, at de rejste væk fra en hverdag med chikane samt en udsigtsløs fremtid uden mulighed for arbejde eller uddannelse. Ikke blot fordi de er kurdere, men også fordi de tilhører den religiøse minoritet yari eller yarsani, som er forfulgt af det iranske styre og også i det daglige oplever chikane fra andre iranere.
Begge brødre taler og forstår dansk, men for den yngste bror Erfan flyder ordene hurtigst. Han var ofte tolk på asylcenteret Kongelunden, hvor begge brødre blev rost af frivillige for at engagere sig og hjælpe til. Også i dag påtager Erfan sig med jævne mellemrum at oversætte for Kaywan, når storebroderen ikke har tålmodighed til at forklare sig på dansk, men skifter til modersmålet.
“Som yari i Iran er det normalt at blive chikaneret. Jeg gik i skole, og mine lærere ville have mig til at læse fra Koranen. Jeg var beskidt, sagde de, og den eneste måde, jeg kunne blive ren på, var gennem islam. Når jeg nægtede, tævede de mig, og jeg fik at vide, at hvis jeg skulle fortsætte i skolen, så skulle jeg konvertere til islam. Det ville jeg ikke, og jeg stoppede med at gå i skole i femte klasse,” forklarer Erfan, der i Danmark genoptog sin skolegang og gik i 10. klasse, inden han blev sendt til Kærshovedgård.
For storebror Kaywan, der i Danmark har uddannet sig til frisør, var det samme historie.
”Kaywan havde svært ved at få arbejde. Han måtte skjule sin religion og fik endelig et job som maler ved at sige, at han var muslim. Men efter en måned fandt hans chef ud af, at han var yari, og derfor fyrede han Kaywan. Sådan er det for mange yarier, og mange vælger at konvertere eller skjule deres tro, men det ville vi ikke.”
Da Erfan og Kaywan flygtede, skete det uden deres forældre og to søskende, en storebror på 31 år og en lillesøster, som brødrene tror er fyldt 14 år. Der var ikke penge til at flere end to kunne rejse. De taler sjældent med resten af familien, for ifølge Erfan og Kaywan bliver deres forældre udsat for yderligere chikane fra myndighederne efter brødrenes flugt. Deres storebror var en af grundene til, at brødrene besluttede sig for at rejse, selvom de måtte forlade deres familie.
”Vi kunne se, hvordan hverdagen påvirkede vores ældste bror. Han blev udstødt og havde ingen udsigt til at få et arbejde eller en uddannelse. Han begyndte at isolere sig, også fra os, hans egen familie, og kunne få enorme vredesudbrud over ingenting. Han er 31 år, men han har ingen fremtid,” siger Kaywan Yari.
Der er få rapporter over religiøse mindretals forfølgelse i Iran, men kurdiske medier har tidligere i år meldt om overgreb på yarier. Og ifølge en rapport fra det amerikanske Udenrigsministerium er yarier en af en række minoriteter, der ikke blot har begrænset religionsfrihed, men som også oplever begrænset mulighed for uddannelse og arbejde. Ifølge Irans forfatning er der ganske vist religionsfrihed i landet, men kun for anerkendte religioner. Dem er der få af, og yarsanismen er ikke en af dem.
”Det betyder intet, hvad der står i forfatningen. Det iranske styre undertrykker en stor del af befolkningen på grund af deres etnicitet, religion eller køn. De er lige så slemme som Islamisk Stat. Som kurdere er vi blandt de laveste i samfundet, men se også bare på kvinder i Iran. Der står i forfatningen, at kvinder har samme rettigheder som mænd, men spørg du en kvinde, om hun må bevæge sig frit, hvor hun vil,” siger Erfan Yari.
De sidste tre år har brødrene været involveret i mange demonstrationer mod det iranske styre. I nogle tilfælde er der blevet taget billeder af brødrene ved demonstrationer, og disse billeder er blandt andet blevet vist i kurdiske medier. De frygter derfor ikke blot et liv med undertrykkelse, hvis de vender hjem, men at de vil blive retsforfulgt. Alligevel afviste Flygtningenævnet brødrenes ankesag i december sidste år. De vurderer ikke, at brødrene er i risiko for at blive forfulgt i den grad, Erfan og Kaywan giver udtryk for.
”Jeg ved ikke, om de danske myndigheder lukker øjnene, men virkeligheden er, at hvis man demonstrerer mod det iranske styre, så bliver man straffet hårdt. Vi vil blive tortureret, fængslet og til sidst hængt,” siger Kaywan Yari.
Det skete ifølge Erfan Yari for fem kurdiske demonstranter for mindre end en uge siden.
Sammen med deres advokat arbejder brødrene derfor på at få deres sag genoptaget. Afgørelsen ventes truffet inden udgangen af 2016, og indtil da kæmper brødrene med uvisheden i omgivelser, hvor det ikke er let at finde adspredelse. Der er endnu kun få muligheder for aktiviteter i centeret, og på grund af centerets afsides beliggenhed er der heller ikke mange muligheder for at rejse udenfor. Det har sat sine spor på brødrene. Erfan sover kun en håndfuld timer i døgnet, og Kaywan har mærket det på krop og sind.
”Man har så mange tanker hele tiden, som man ikke kan styre. Jeg sover og spiser ikke længere, og jeg har tabt 10 kilo, siden jeg kom til centret. Det er meget hårdt at være her i centret, og vi håber bare, det går op for myndighederne, hvor stor en fare, vi er i.”
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Flygtningenævnet, der ikke må udtale sig om specifikke sager.