Det er aldrig til at vide, hvordan en dag med sociolancen kommer til at forløbe. Nogle dage er der ikke mange opgaver, andre dage er der den ene tur efter den anden. Denne fredag falder i sidstnævnte kategori.
Nogle timer efter, at Kristeligt Dagblad er hoppet om bord på sociolancen, er der nemlig pludselig mange bolde i luften. Sociolancen holder på Istedgade i København ud for Mændenes Hjem, og der skal holdes styr på den psykotiske kvinde, der står blandt to politibetjente og råber hidsigt. Så er der færingen, som ryster af sine abstinenser og sidder inde i vognen. Og nu er der også en selvmordstruet portugiser, der sidder og græder i et rum i Mændenes Hjem.
Siden den 1. december 2015 har sociolancen kørt rundt i Københavns Kommune. Den er ikke en ambulance, men et tilbud til borgere, der måske har mere brug for social hjælp end sundhedsfaglig hjælp. Det kan være en hjemløs mand i en park, der har det skidt.
En almindelig ambulance kan køre manden til afrusning, men måske vil manden slet ikke tage imod hjælpen, eller han har brug for noget andet. Så kan ambulancen ringe til sociolancen. Den kan hjælpe manden med social førstehjælp som en nat på et herberg, et varmt måltid mad eller en kontakt til det sociale system, som kan hjælpe ham videre.
”Før sociolancen kom til, ville man kunne sende en ambulance eller politiet. Ambulancen ville køre, så snart man havde set, at der ikke var brug for medicinsk hjælp, og politiet ville konstatere, at manden ikke havde gjort noget kriminelt og også hurtigt køre videre,” forklarer Andreas Corell.
Han er paramediciner og en af initiativtagerne til sociolancen.
”Der er mange tilfælde, hvor man på den måde falder mellem to stole, og der kan sociolancen tilbyde en anden slags hjælp. En løsning, der kan sende personen videre på en måde, så han ikke står der igen næste dag,” siger han.
41-årige Andreas Corell har kørt ambulance i København i 18 år, og sidste år blev han kaldt ud til en alkoholiker på Christianshavns Torv, der skulle på hospitalet. Hos alkoholikeren var allerede en socialmedarbejder, og Andreas Corell foreslog, at han kørte med til hospitalet som hjælp til manden.
Socialmedarbejderen var 46-årige René Pedersen, og på vej i ambulancen kom de til at tale om de mange tilfælde, hvor ambulancemandskabet får dårlig samvittighed over ikke at kunne hjælpe mænd som alkoholikeren videre i systemet. Idéen til sociolancen var født, og få måneder senere fik de bevilget midler fra sats-puljen. Sociolancen kører nu som forsøg til og med marts 2017.
Sociolancen er indrettet i et køretøj, der tidligere har været brugt som sygetransport. Den har en båre og udstyr til at kunne give basal medicinsk behandling. Men sociolancen kan ikke tænde det blå blink og køre med udrykning. For den skal ikke erstatte en ambulance, men er et supplerende tilbud, som kan afdække, om socialt udsatte borgere har brug for en sundhedsfaglig eller socialfaglig indsats.
Denne fredag kører sociolancen af sted lidt efter klokken 13. Med er Andreas Corell, René Pedersen og Tejs Knudsen, der er med på en følvagt. Han er paramediciner til daglig og skal fremover også køre ture med sociolancen.
Vagtcentralen ringer om en beruset mand ved Rundetårn, som har brug for hjælp. Det er politiet, der har givet dem besked, og vagtcentralen oplyser, at flere borgere ringer ind til dem for at få assistance.
Ved Rundetårn råber den polske mand op, da sociolancen holder ind. Flere folk er samlet omkring ham, men holder afstand, for han forstår hverken engelsk eller dansk, og han er så beruset, at han er svær at komme i kontakt med. Han ser truende ud, og han råber og ser ud til at kunne slå fra sig, hvis man kommer for tæt på.
”Hvor er det godt, I kom,” siger flere og bliver hængende for at se, hvad der videre sker.
Andreas Corell, Tejs Knudsen og René Pedersen går alle hen til ham og forsøger at komme i kontakt med ham.
”Taler du engelsk? Hvad hedder du?”, spørger de på både dansk, engelsk og tysk. Men manden snøvler uforståeligt videre og forsøger at komme væk.
”Skal vi ikke tage ham med og prøve at finde nogen, der kan snakke med ham?”, spørger René Pedersen.
Manden bliver hjulpet ind i sociolancen og lagt på båren. Han råber stadig og forsøger at sige noget, men ingen forstår, hvad han siger. Han har ingen papirer på sig, og ingen ved, hvem han er.
René Pedersen ringer til herberget på Stengade på Nørrebro, for der ved han, at der muligvis er en polsk tolk. Og da han kommer igennem, er tolken tilfældigvis på arbejde den dag.
”Vi kører ham til Stengade,” siger René Pedersen så og forklarer:
”På Stengade kan han få noget mad og sove den ud, og der er nogle, der kan tale med ham og finde ud af, hvorfor han er her, og hvad der skal ske med ham.”
Manden råber videre bag i sociolancen, da den kører ham til Nørrebro.
På Stengade kommer tolken ud og tager imod. Han læner sig ind i sociolancen og siger nogle ord på polsk, og manden derinde bliver lydhør.
”Jeg har set ham før,” siger en kvinde fra herberget og forklarer, at hun har set ham ved det polske bord af og til, men aldrig set ham fuld på den måde før.
Andreas Corell og René Pedersen får hjulpet ham ind på herberget, hvor forskrækkede folk fortrækker, så der bliver et bord frit. Her sætter polakken sig ned og får en varm kop kaffe. Han er stadig ophidset og råber, gør hele tiden ansats til at ville slås med René Pedersen, der forsøger at berolige ham og forklare, at ingen vil ham det ondt, men at de gerne vil sikre sig, at han har det godt.
René Pedersen går udenfor, for måske er det hans neongule sociolancejakke og autoritet, der gør manden ophidset, forklarer han. Og få minutter efter er der faldet ro over land. Den polske tolk taler roligt med manden, og sociolancen kører videre. Nu har manden fået tag over hovedet en nat, og der er nogle, der tager sig af ham og finder ud af, hvad der videre skal ske.
På hjørnet af Vermlandsgade og Uplandsgade i begyndelsen af Amager ligger 12 små, blå hytter. Området hedder På Sporet, og hytterne er til hjemløse og skæve eksistenser.
Her bor de på almindelige lejevilkår, og der er en socialvicevært tilknyttet, som holder øje med beboerne. I den seneste uge har han dog været syg, og han har bedt sociolancen om at se til en af beboerne. Når sociolancen ikke er kaldt ud til en situation, kører den nemlig rundt i byen og laver opsøgende arbejde.
Det kan være ved at tage kontakt til de forskellige organisationer og sundhedsfaglige instanser og gøre opmærksom på sociolancen, eller det kan være som i dag at køre ud til På Sporet og se efter en beboer. Han er nemlig ikke mødt op til en aftale på Hvidovre Hospital.
Ib, som beboeren ikke hedder, men gerne vil kaldes i avisen, sidder hutlet sammen i sin seng i stuen, som også er et køkken og et soveværelse. Derudover er der et badeværelse i hytten. Der lugter ikke rart, og alle vinduer er dækket til med FC Barcelona-tæpper. På fjernsynet kører DR Ramasjang, og der er ting overalt. Gammel mad og brugte klude.
Ib er bare 46 år, men han ser mindst 20 år ældre ud. Hans hud er bleg og gullig, og han taler, som om nogen har skruet gevaldigt ned for hastigheden. Han er narkoman og alkoholiker, men siger stolt, at han ikke har drukket i 10 dage. Ib har haft tre hjertestop, og hospitalerne ved, at de ikke skal genoplive ham, hvis han kommer ind. Hans krop er så skadet af årtiers misbrug, at der ikke er meget at gøre.
I dag er Ibs fødder hævet gevaldigt, og han forklarer, at han hverken kan gå eller stå.
”Hvordan kommer du så rundt?”, spørger René Pedersen, mens Tejs Knudsen foretager et lægetjek på fødderne for at se, om det er noget, der kræver en hospitalstur i dag. Det er det ikke.
”Jeg kravler,” svarer Ib på René Pedersens spørgsmål.
”Det dur altså ikke. Du er vist vokset ud af det her sted,” siger René Pedersen.
Kommunen er i gang med at finde en plads til Ib på et plejehjem, hvor han kan få mere hjælp, end han får nu. Det kan for eksempel være E-huset på Nørrebro, som er et plejehjem for aktive alkoholikere.
Ibs seng er gået i stykker, og René Pedersen og Tejs Knudsen hjælper med at få noget ind under den, så den kan stives lidt af. Det er en midlertidig løsning, forklarer de, men den kan holde. Ib sidder i sengen, mens de bakser med madrassen. Han kan ikke huske, at han skulle have været på Hvidovre Hospital.
Ude i sociolancen har de ringet fra sundhedsrummet på Halmtorvet. Sundhedsrummet er en afdeling af Mændenes Hjem, der er et værested for udsatte borgere, misbrugere og hjemløse. I sundhedsrummet sidder en færing, der har stærke abstinenser, har mistet sit tøj og sine penge og ikke har noget sted at bo over weekenden. Han skulle have været tilbage på Færøerne dagen forinden, men mødte fuld op i lufthavnen og kunne ikke komme med flyet. Personalet i sundhedsrummet har været i kontakt med hans mor, som har sørget for en ny billet, men den er til mandag, og nu er det fredag.
Først aftaler Andreas Corell og René Pedersen, at færingen skal til afrusning. Men da de er ved at starte sociolancen med den rystende og stille færing om bord, bliver planerne ændret.
”Hvorfor finder vi ikke et herberg til ham i stedet?”, spørger Andreas Corell fra sociolancens førerhus ud i baglokalet, hvor René Pedersen og Tejs Knudsen sidder med færingen.
”Han er så rolig, at de alligevel ikke kan gøre andet på Bispebjerg Hospital end at afruse ham og udskrive ham, og så står han stadig uden tag over hovedet indtil mandag,” forklarer Andreas Corell.
”Du er god, Andreas!”, udbryder René Pedersen og forklarer, at det netop er et eksempel på, hvordan sociolancen kan gøre andet og mere end en almindelig ambulance. René Pedersen ringer derfor til herberget Himmelekspressen i Sydhavnen, som gerne vil tage imod færingen over weekenden.
Knap er det aftalt, før de ringer ovre fra Mændenes Hjem på Istedgade. Her står en kvinde og råber op, og politiet har brug for, at sociolancen kommer og finder ud af, hvad der skal ske med hende.
Hun er rasende og råber ad to politibetjente, som står roligt ved siden af hende. Hun har ingen tænder og trækker hidsigt en dåseøl op af tasken. René Pedersen begynder at tale med hende stille og roligt for at finde ud af, hvad hendes historie er. I mellemtiden tager Tejs Knudsen i sociolancen færingens blodtryk og blodsukker og laver en journal på ham.
Kvinden, der råber, er stadig gal, og René Pedersen taler med hende, mens hun sidder på en elkasse. Hun er psykotisk, forklarer han senere, for hun forholder sig ikke til virkeligheden og taler i vest, når der bliver spurgt i øst. Der bliver ringet efter en psykiater, som skal følge hende på psykiatrisk afdeling.
I mellemtiden er en af de ansatte på Mændenes Hjem kommet ud for at få hjælp. Inde i et lille aflukke i bygningen sidder en portugiser og græder og siger, at han vil slå sig selv ihjel. René Pedersen sætter sig ind til ham, mens de to politibetjente passer på kvinden ude på Istedgade.
Portugiseren har været i Danmark i fem måneder, forklarer han. Hans kone har forladt ham og er i London med deres døtre. Han ved slet ikke, hvordan han skal leve.
”De siger, at du tænker på selvmord”, siger René Pedersen.
”Hele tiden,” svarer portugiseren.
”Jeg kan ikke klare det. Jeg føler mig så ensom her i dette fremmede land, og mine forældre er døde, der er ingenting i Portugal,” siger han. ”Jeg er træt af det her forbandede liv.”
René Pedersen får ham overtalt til, at sociolancen hjælper ham til et psykiatrisk hospital, hvor han kan få noget hjælp. Han græder stadig, men går med ud på gaden og får noget frisk luft, indtil sociolancen kan køre ham af sted.
Ude på gaden er psykiateren ankommet til kvinden. Hun er faldet ned og står roligt og drikker sin øl. Psykiateren har slået hende op i det sociale system og konstateret, at hun er i gang med et psykiatrisk forløb. Derfor beslutter psykiateren og sociolancefolkene, at hun skal have lov til at tage hjem til sin lejlighed, og hun forsvinder ned ad gaden for at tage bussen.
Der er gået en halv time, siden René Pedersen sad inde på Mændenes Hjem med portugiseren, og kvinden er sendt hjem, så nu er sociolancen klar til at køre færingen til Himmelekspressen og portugiseren til psykiatrisk hospital. Men portugiseren har brugt ventetiden på at drikke så meget øl, at han har brug for hjælp til at komme ud til sociolancen.
René Pedersen, Andreas Corell og Tejs Knudsen får manøvreret ham op på båren, og idet han lægger sig ned, falder han i søvn. Han spændes fast og køres ind ved siden af færingen, som sidder forstenet på et sæde i sociolancen. Han ryster ikke længere, men kigger bare lidt forsigtigt på den sovende portugiser på båren.
Dagen er ved at blive til aften, og sociolancen kører ned ad Istedgade. Det har været en af de mere hektiske dage, fortæller René Pedersen og Andreas Corell, men tilføjer, at jo mere hospitalerne, værestederne og de frivillige socialmedarbejdere ude i byen får øjnene op for sociolancen, jo mere arbejde vil der blive. Indtil videre har sociolancen kørt på forskellige tidspunkter nogle dage om ugen for at finde ud af, hvornår der er mest brug for den. Fra 1. maj vil den køre 12 timer hver dag.
For Tejs Knudsen har det været en lærerig første vagt med sociolancen. Han har både set en uregerlig polak, været på besøg hos Ib i hans blå hytte på Amager og hjulpet en hidsig kvinde videre. Nu bliver færingen og portugiseren kørt af sted. Der er blevet sørget for dem det næste stykke tid, så de har en bedre mulighed for at komme videre i livet på den ene eller den anden måde.
I morgen kører sociolancen igen.