Den 4. februar blev tidligere kirkeminister Manu Sareen folketingskandidat for De Radikale på Nørrebro i København. På sin Facebook-side skrev han ”jeg kan mærke, at det er det helt rigtige.”
I søndags skiftede han imidlertid til Alternativet, og nu lød det på Facebook-siden, at ”efter opstillingen (hos De Radikale, red.) kunne jeg mærke, at det føltes forkert.”
Følelser kan hurtigt skifte, men man leder forgæves efter uenighed med De Radikale om det politiske indhold.
Han hylder Uffe Elbæk for politisk mod til at komme med nye bud på samfundets udfordringer, og han ser en ”fantastisk pionérånd” i det nye parti.
Han har fået følgeskab ind i Alternativet af en anden nu forhenværende radikal folketingskandidat, nemlig ph.d. i forfatningsret og juridisk forsker ved Roskilde Universitet, Pernille Boye Koch.
Hun giver i modsætning til Manu Sareen udtryk for konkret politisk uenighed på en række områder med sit tidligere parti:
”På en række kerneområder har jeg haft det svært med den kurs, som ledelsen i Radikale Venstre har udstukket,” siger hun.
”Udover sager om for eksempel offentlighedslov og øremærket barsel er det særligt uddannelsespolitikken, som jeg synes har bevæget sig væk fra tidligere radikale kerneværdier. For eksempel blev folkeskolereformen hastet igennem, og fremdriftsreform og dimensionering indført af en radikal minister. Jeg har savnet fokus på, at vores uddannelsessystem skal uddanne dygtige og livsduelige samfundsborgere; ikke kun præstationsorienterede konkurrencemennesker til produktionssamfundet.”
Pernille Boye Koch deler dog kritikken af, at den politiske proces er blevet alt for topstyret, både hos De Radikale og andre partier.
”Der er et stigende fokus på strategiske og PR-mæssige overvejelser, og baglandet kan have nok så mange holdninger, til hvordan politikken skal være, men det bliver ikke hørt. Den måde at tænke politik på er ikke særlig sund,” siger hun.
I deres kritik af proces er de to politikeres forklaringer som dem, andre partihoppere typisk har givet de senere år. Et gennemgående træk for dem er dels at nævne uenighed om den politiske substans, dels forsøg på at nedtone, hvor stort skiftet er.
Da den tidligere SF’er Astrid Krag skiftede til Socialdemokraterne i 2014, sagde hun til Dagbladet Roskilde, at ”jeg kan nu se, at jeg er socialdemokrat, og det har jeg jo nok i virkeligheden altid været”. Da det tidligere radikale folketingsmedlem og stifter af Ny Alliance Naser Khader blev konservativ i 2009, kaldte han det et ”naturligt skift” og henviste til, at han allerede i 2001 havde sagt til den konservative Per Stig Møller, at han selv ”på mange måder var konservativ”.
Europaparlamentarikeren Jens Rohde skiftede i december til De Radikale, og han kaldte skiftet et ”værdipolitisk imperativ”. Mange af partiskifterne henviser til, at de egentlig ikke har skiftet standpunkt, men at deres parti har flyttet sig.
Ifølge professor Rune Stubager fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet ved man ikke, i hvor høj grad vælgerne køber et argument om, at et bestemt parti ”føles forkert”, som Manu Sareen skriver. Og i hvor høj grad de forventer substantielle politiske begrundelser.
”Lige i relation til Alternativet er det dog en selvstændig pointe, at partiet mener, at den politiske proces er vigtig, og at man vil arbejde for en ny politisk kultur,” siger Rune Stubager.
Analyserne af folketingsvalget i 2015 viser, at Alternativet fik omkring en tredjedel af sine vælgere fra De Radikale, og det tyder på, at der i det radikale bagland er lydhørhed for Alternativets kritik af den politiske kultur, mener han.
Det lykkedes ikke i går at få Manu Sareen til at uddybe sine synspunkter vedrørende partiskiftet.