Massiv protest mod at give folk med psykiske problemer dødshjælp

Photo of woman supporting dying mother with

En 85-årig kvinde mistede sin datter og fik depression. Efter nogle måneder bad hun om aktiv dødshjælp - og fik det. Sagen vækker stor debat. Modelfoto Foto: Photographee.eu - Fotolia / Iris

Jeg kan godt forstå, at mennesker, hvis sygdom æder dem op, ønsker aktiv dødshjælp, men vi må holde fast i, at der inden for psykiatrien ikke er noget, der hedder livstidssygdomme
Thorstein Theilgaard

Vi kan ikke objektivt vurdere, om mennesker med psykiske lidelser har brug for aktiv dødshjælp, lyder det fra en lang række belgiske professorer, psykiatere og psykologer. Generalsekretær i Bedre Psykiatri er enig

En 85-årig belgisk kvinde mister sin datter og rammes af en depression. Da hun stadig har det psykisk hårdt efter nogle måneder, beder hun om aktiv dødshjælp og får det. Men hvordan kan man være sikker på, at kvindens ønske om dødshjælp var oprigtigt, og at hendes lidelser ikke ville ophøre eller blive mindre med tiden?

Historien om den 85-årige kvinde er det første tilfælde af aktiv dødshjælp i Belgien, hvor en læge kan blive sigtet for mord. Sagen er indtil videre sendt videre til anklagemyndigheden, som skal vurdere, om begrundelsen for aktiv dødshjælp var reel nok.

Samtidig har sagen nu fået en lang række belgiske fagpersoner inden for området til at råbe op om den ifølge dem stigende bagatellisering af aktiv dødshjælp til sindslidende. Det skete i et åbent brev, som i sidste uge blev bragt i den flamske avis De Morgen og var underskrevet af i alt 65 belgiske professorer, filosoffer, psykologer og psykiatere. Her opfordrede de den belgiske regering til at standse muligheden for aktiv dødshjælp for mennesker med psykiske lidelser, da man kun har den sindslidendes ord at vurdere behovet ud fra.

”Konklusionen er klar: Den gældende lov antager fejlagtigt, at der findes objektive kliniske kriterier for psykiske lidelser, der kan retfærdiggøre aktiv dødshjælp. Derfor kan aktiv dødshjælp grundet sindslidelser alene ikke reguleres ved lov,” skriver de blandt andet og advarer mod, at man gør døden til en alternativ terapiform.

I Belgien har man de seneste år set flere eksempler på, at belgiere har fået hjælp til at dø på grund af psykiske lidelser. I år fik en 24-årig kvinde med selvmordstanker eksempelvis godkendt sin anmodning om aktiv dødshjælp, og i 2013 fik en 44-årige transseksuel ydet aktiv dødshjælp efter en kønsoperation, der ikke gav de forventede resultater.

Det problematiske ved disse sager er, at man aldrig kan vide, om vedkommende kan få det bedre, siger generalsekretær i pårørendeforeningen Bedre Psykiatri, Thorstein Theilgaard.

”Uanset hvor syg man er, hvor mange år man er det, og hvor meget man har opgivet, så kan man blive rask. Jeg kan godt forstå, at mennesker, hvis sygdom æder dem op, ønsker aktiv dødshjælp, men vi må holde fast i, at der inden for psykiatrien ikke er noget, der hedder livstidssygdomme. Man kan ikke sige, at smerten varer for evigt, for der er altid håb og mulighed for at komme sig. Dette harmonerer ikke med aktiv dødshjælp.”

Ifølge formand for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, er muligheden for aktiv dødshjælp til sindslidende en naturlig udvikling for de lande, hvor dødshjælpen bliver lovliggjort.

”Man ser det også i Holland og Schweiz, hvor man ligesom i Belgien i mange år har diskuteret, hvem der skal have 'den værdige hjælp' til at dø. Vi kan se, at grænserne udvides, for hvis der er en åbning for mennesker med somatiske lidelser, hvorfor så ikke også for de psykisk syge eller de demente og kriminelle?”, siger han.

”Kernen i den her udvikling er, at man glemmer det vigtigste spørgsmål, nemlig hvordan vi hjælper uafvendeligt døende bedst muligt. Er det ved at hjælpe dem af med livet eller ved at hjælpe bedst muligt i det liv, der er? Her hælder jeg til det sidste.”

Professor i filosofi ved Syddansk Universitet Søren Harnow Klausen er fortaler for aktiv dødshjælp og mener ikke, at man uden videre skal udelukke dødshjælpen til sindslidende.

”Jeg kan godt se, at der kan være særlige problemer, hvad angår sindslidende, og derfor skal vi være ekstra forsigtige og omhyggelige med at vurdere, om deres dødsønske er oprigtigt og velbegrundet. Men jeg ser ikke nogen grund til at trække en helt principiel grænse, for vi ved, at nogle psykiske lidelser er mindst lige så smertefulde og ubærlige som fysiske lidelser, og vi ved, at de også kan være lige så uhelbredelige.”