”For mig handler det her ikke om næste folketingsvalg. Det handler om næste generation.”
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var meget optaget af at betone regeringens økonomiske ansvarlighed, da han præsenterede den nye 2025-plan for dansk økonomi, som har fået overskriften ”Helhedsplan – for et stærkere Danmark”.
Ser man historisk på det, har skiftende regeringers langsigtede økonomiske planer lige akkurat haft det formål at sende et signal om ansvarlighed og mane til mådehold. Ser man derimod på, om planerne er blevet fulgt, om prognoserne for 4 eller 10 års økonomisk udvikling har holdt stik, er svaret nej.
”Over en tiårig periode sker der meget, som ikke er til at forudse, og en siddende regering har vanskeligt ved at binde fremtidige regeringer til at følge planen. Derfor kan man godt spørge, hvad vi skal med en 2025-plan, når den alligevel ikke kommer til at holde,” siger Tim Knudsen, professor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet.
Og giver selv et bud på et svar:
”Der er en stor del psykologi i det. Ved at lægge en plan frem, som fremskriver udviklingen over 10 år, kaster regeringen et skær af rationalitet over beslutningsprocesserne. Det kan fungere som en fornuftig påmindelse til alle om, hvor de offentlige finanser risikerer at ende. Men bagsiden er, at fordi det er urealistisk at se 10 år frem, kan det være med til at fremmedgøre borgerne over for den måde, der føres politik på.”
Den første økonomiske 10-årsplan blev i 1995 fremlagt af SR-regeringen for at styre økonomien frem til 2005, og siden er der kommet 2010-, 2015-, 2020- og 2025-planer.
Tim Knudsen udpeger dog en departementchef i Finansministeriet i 1960’erne og 1970’erne Erik Ib Schmidt som planernes stamfader, idet han var hjernen bag de to såkaldte perspektivplaner fra 1971 og 1974, som prøvede at se fire år frem i dansk økonomi.
”Under Jens Otto Krags socialdemokratiske regering og endnu mere under Hilmar Baunsgaards VKR-regering var situationen, at alting skred. Derfor skulle perspektivplanerne virke til skræk og advarsel om, hvor galt det ville gå frem til 1985, hvis man ikke strammede op. Men da man så nåede frem til 1985, var det alligevel gået endnu værre end forudsagt,” beretter Tim Knudsen.
At der historisk har været stor forskel på 10-årsplanernes hensigter og den førte politik, har den borgerligt-liberale tænketank Cepos meget specifikt regnet på.
Ser man samlet på Poul Nyrup Rasmussens (S) og Anders Fogh Rasmussens (V) regeringstid fra 1993 til 2010, brugte regeringerne samlet set 84 milliarder kroner mere, end de havde lagt op til i deres egne 10-årsplaner.
”Men det er vigtigt at hæfte sig ved, at der i 2010 skete et helt afgørende paradigmeskift, da der i forbindelse med genopretningspakken blev indført bøder på budgetskred. Siden har vi kunnet se, at det offentlige holder budgetterne, hvilket både har været tilfældet under Helle Thorning-Schmidts (S) og Lars Løkke Rasmussens regeringer,” siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos.
Han tilføjer, at Helle Thorning-Schmidt i sin 2020-plan, ”Danmark i arbejde” fra 2012, lagde op til at øge Danmarks velstand med 40 milliarder kroner, og allerede havde nået de 32,5 milliarder kroner, da hun måtte gå af tre år efter. På den baggrund ser han det ikke som urealistisk, at Lars Løkke Rasmussen nu lægger op til over ni år at øge Danmarks velstand med 65 milliarder kroner.
”Vi kan være meget glade for, at økonomien på denne måde er sat først, så vi ikke risikerer græske tilstande,” siger Mads Lundby Hansen.
Helt så begejstret er Lotte Jensen ikke. Hun er professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved CBS Handelshøjskolen i København og forfatter til bogen ”Væk fra afgrunden” om Finansministeriets rolle i nyere dansk politik.
”Selve overvågningen af, at budgetterne bliver holdt, kræver mange ressourcer både centralt i regeringen, i institutionerne og i kommunerne. Det betyder samtidig, at præmissen for en god politik i høj grad bliver, om den rammer budgetmæssigt rigtigt og dermed ikke skaber unødvendige problemer i forhold til besparelser andre steder.
Ifølge Lotte Hansen har der i perioden efter krisen i 1970’erne og igen i tiden efter finanskrisen i 2000’erne været ført en kamp om ejerskabet til begrebet ”økonomisk ansvarlighed”. I begge de nævnte perioder havde budgetoverholdelsen været elendig, og finanskrisen gav kræfter i især Finansministeriet en gylden mulighed for at få budgetoverholdelse lovfæstet i en egentlig budgetlov, som man ikke tidligere har haft i Danmark. Men dermed er det også blevet en præmis for al anden politik,” påpeger hun:
”Definitionen af økonomisk ansvarlighed er i dag knyttet til den langsigtede planlægning, som er konstrueret på den måde, at man med henvisning til EU-kravene om underskud og gældsbegrænsninger, som forankring af Danmarks internationale troværdighed, binder sig til en mådeholdets mast for at opnå budgetbalance i fremtiden,” forklarer hun.
Lotte Jensen påpeger samtidig, at det forholdsvis lange perspektiv i en 10-årsplan muliggør, at en regering kan afsætte penge til sine projekter her og nu – for eksempel skattelettelser – og fremrykke en del af den økonomiske ansvarlighed til senere.
”Der har altid været en tendens til at politikerne ’skubber’ deres mådehold ud i fremtiden på alle mulige kreative måder, så de både høster vælgeropbakning på at levere varen, hvad det så end er, og på at levere ’økonomisk ansvarlighed’, som jo kan fortolkes på en række forskellige måder, ved tiltag, der ligger længere fremme.”