I sin store, turkise dynejakke med pelskant på huen og rygsækken kækt svunget over den ene skulder ligner Bjørn Lomborg en, der lige er kommet ind med flyveren fra Arktis. Smilet er entusiastisk som hos et barn, der er ved at boble over af noget, det straks må fortælle videre.
Bjørn Lomborg er dog ikke fløjet ind fra gletsjerland, men fra Sverige. Til daglig har statistikeren og debattøren base i Prag i Tjekkiet og rejser jævnligt til og fra sit forskningscenter Copenhagen Consensus Center, der, modsat hvad navnet antyder, ligger i Washington, USA. Grunden til, at han er i Danmark disse dage, er en række foredrag, han skal holde for Christiansborgs politikere.
Det er godt 15 år siden, Bjørn Lomborg kom i vælten med sine kontroversielle udsagn om global opvarmning i ”Verdens sande tilstand” (1998) og senere i bogen ”Cool it” (2004), hvor han bad klimaforskerne om at skrue ned for deres dommedagsprofetier.
Budskabet har ændret sig en smule siden. I hans nyeste bog ”Prioritizing the World” (2014) er det nemlig ikke længere klimaet, der er omdrejningspunkt for Lomborgs cost-benefit-analyser, men udvikling af verdens fattigste lande.
Til september skal FN's generalforsamling fastsætte de nye udviklingsmål for verden frem mod år 2030, de såkaldte 2030-mål. Udfaldet af det møde forsøger Bjørn Lomborg at påvirke med alt, hvad han har.
FN har lagt 169 mulige mål for verden frem i et udkast, men det er alt, alt for mange, mener han. Der er brug for en grovsortering og en ”fornemmelse af størrelsesorden”, som han siger. Hvilket af verdens mange problemer, fra børnedødelighed til indendørs partikelforurening, er det vigtigst at løse først? Lomborg har sat en række økonomer til at finde frem til ”de smarteste valg”.
Tre partier har takket ja til at høre hans oplæg om 2030-målene de kommende dage: Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Socialdemokraterne og Radikale har venligt takket nej.
Det irriterer Bjørn Lomborg, at han stadig betragtes som højrefløjens skødehund, et mærkat, der sidder lidt for godt fast fra dengang, den borgerlige Anders Fogh-regering gjorde ham til direktør i det såkaldte ”Institut for Miljøvurdering” under Miljøministeriet. Instituttet er i dag nedlagt.
”'Bjørn og det, han siger' er blevet til en sag om højre eller venstre. Jeg ved godt, at mange på venstrefløjen mener, jeg vil ødelægge klimaet. Men det er en parodi,” siger han.
Han vil hellere betragtes som en ”intellektuel entreprenør”, der indsamler viden fra verdens klogeste mennesker og gør den overskuelig.
”Klimaet vækker mange følelser rent politisk. Jeg prøver at fokusere snakken væk fra klima og hen på, hvordan vi i det hele taget får mest ud af hver brugt krone. Vi vil gerne sætte priser og størrelser på menuen, så det er lettere for politikerne at vælge, hvad de skal have, og hvor meget af det,” siger han og folder et imaginært menukort ud.
På restaurant bliver man ikke særlig mæt af at spise champagne og hummer, selvom det er dejligt, forklarer han. På samme måde er udviklingspolitik i høj grad styret af valg, der føles gode, men som ikke er det i udpræget grad. Et nyligt eksempel på det kan findes i Vestafrika, påpeger han.
”I et halvt år har ebola nu taget al fokus og enormt mange penge. Men selv i de værste scenarier for ebola ville den dræbe færre, end hvad tuberkulose dræber på et år. For nylig mødtes jeg med en cheføkonom i det amerikanske udviklingsministerium for at tale om de nye FN-mål. Men han indledte med at sige: 'Du må undskylde, jeg har ikke rigtigt fulgt med, for de sidste tre måneder har jeg brugt på ebola'.”
Bjørn Lomborg tager sig til hovedet og spærrer øjnene op.
”Man er bare sådan: 'Hvad tænker I på?'.”
”Jeg siger ikke, at vi bare skal lade dem dø dernede. Men vi er nødt til at have diskussionen om, hvad der bedst betaler sig. Når folk siger, at et meget lidt effektivt forslag skal prioriteres, er jeg nødt til at spørge: hvorfor? Ellers løber følelserne af med det hele.”
Der er masser af steder, det er vigtigere og mere ”moralsk rigtigt” at tage fat, mener Lomborg og hans Copenhagen Consensus Center. For eksempel ville verden spare penge på i højere grad at forebygge vold mod kvinder og børn end på at løse etniske og religiøse konflikter. På at beskytte koralrevene. Og Afrika, et af de kontinenter, der vurderes mest udsatte for menneskeskabte klimaforandringer, bør, ifølge Lomborgs økonomer, have bedre adgang til fossile brændstoffer som olie og gas.
Den slags konklusioner er der masser af folk, der er uenige i. For eksempel den engelske klimadebattør Graham Readfearn, der i avisen The Guardian i december revsede Lomborgs udregninger for at være ”dødforkerte” og alt for risikable at satse på. Readfearn fik opbakning fra flere universitetsfolk.
Lomborg mener selv, at han fremlægger fakta, og at modstanden mod at høre det, han siger, skyldes magtstrukturer.
”Det opleves nok som kontroversielt eller uhøfligt, fordi de, der sidder på pengene, og de, der har magten, oftest er dem med de sødeste dyr og de største PR-apparater. Der er rigtig mange, der bliver sure, når man beder dem rykke rundt på prioriteringerne. Prioritering betyder jo ikke kun, at noget rykkes op i toppen, men også, at noget ryger ned i bunden.”
Bjørn Lomborg vil en bedre verden. Men han mener samtidig ikke, det er hans job at bestemme, hvad det gode er.
Han er faktisk blevet opfordret til at gå ind i politik flere gange, men har takket nej, siger han.
”Men nej. Jeg duer ikke til at agitere i det spil. Folk stemmer nej til EU, fordi der er huller i vejen. Politikere skal nikke til en masse tåbelige pointer og lave kompromiser, som kun er halvt i orden. Det er dejligt, at Danmark har en rimelig debatkultur, hvor politikere faktisk kan tale sammen på tværs af partier. Men hvor ville jeg være anstrengt af alle de dårlige argumenter.”
Bjørn Lomborg ser først og fremmest sig selv på en mission for at få folk til at tænke rationelt og ikke lade følelserne bestemme.
”Jeg har stor respekt for de store størrelser som demokrati, ytringsfrihed og så videre. Jeg kan godt forstå, at vi kan få lyst til at ofre en masse for et princip. Men generelt har jeg svært ved at forstå, at en eller anden regel skulle stå over eksempelvis menneskeliv nu og her,” siger han.
Rationalitet betyder også evnen til at kunne skifte holdning ved et godt argument, mener Bjørn Lomborg. Det sker af og til for ham selv, hvis en analyse viser noget andet end det, han havde regnet med. For eksempel troede han først, at det ville være hul i hovedet at satse på at redde koralrevene. Men da hans økonomer så havde kalkuleret med betydningen for turisme og lokal fødeproduktion, viste det sig, at verden i længden ville kunne spare på at beskytte revenes nuttede lyserøde og neongule fisk.
Han kan ikke huske, hvornår han sidst er stødt på et godt argument, der ikke handlede om tal.
”Det er for længe siden, jeg har levet i en verden, hvor man tænkte sådan. Da jeg gik på universitetet, havde vi masser af den slags filosofiske snakke. Jeg havde også engang en idé om, at jeg ville skrive en bog om kærlighed. Min forlægger ringer indimellem og siger: 'Skal du ikke have skrevet den bog?'.”
Han griner og afslutter interviewet. Han skal mødes med pressesekretæren for en minister, bedyrer han:
”På den måde tænker jeg nok også mit eget liv som cost-benefit. Nu handler det om 2030-målene. Kan jeg påvirke dem, vil jeg være stolt.”