Med terror på skoleskemaet

I skyggen af terrorangrebet i Paris har flere danske skoler haft fredagens hændelser på dagsordenen. På skoler med mange tosprogede elever har terror været et særlig følsomt emne

De fleste børn har ikke kunnet undgå at opsnappe informationer om bombeangrebene og skudepisoderne i Paris. Det har fået flere skoleledere til at opfordre lærere til at tale med eleverne.
De fleste børn har ikke kunnet undgå at opsnappe informationer om bombeangrebene og skudepisoderne i Paris. Det har fået flere skoleledere til at opfordre lærere til at tale med eleverne. Foto: Steffen Ortmann.

Nyhedsdækningen og de sociale medier har siden fredag aften været farvet i blåt, hvidt og rødt efter terrorangrebene i Paris, der kostede mindst 129 mennesker livet. De fleste børn har ikke kunnet undgå at opsnappe informationer om bombeangrebene og skudepisoderne. Det har fået flere skoleledere til at opfordre lærere til at tale med eleverne.

På Tovshøjskolen nær Aarhus er størstedelen af eleverne tosprogede, og derfor er det ifølge skoleleder Aase Conny Nielsen særlig vigtigt at tale med eleverne om terrorhændelserne i Paris.

”Jeg har mødt elever, der som alle andre unge er forundrede over, at mennesker kan handle, som de gjorde i Paris. Men eleverne kan også være bange og nervøse for, hvad det kommer til at betyde for dem,” siger hun og henviser til den generalisering, hvor muslimer gøres ansvarlige for terror.

”På de andre skoler, hvor jeg har været leder, ville man tage en snak om, at der er sket noget forfærdeligt i verden, og hvilke tanker og følelser eleverne sidder med. Desværre ved vi, at nogle vil placere skylden på muslimer i al almindelighed, og derfor er vi nødt til at have den dimension med, at vi ikke skal have et samfund med 'os' og 'dem'. Jeg har opfordret lærerne til at tale om, at det, der er sket, ikke er en krig mellem kristne og muslimer. Det er yderligtgående muslimer, som er i konflikt med alle, og deres angreb rammer også andre muslimer,” påpeger Aase Conny Nielsen.

Skoleleder Morten Østergaard Jensen på Nørre Fælled Skole i København har ligeledes opfordret lærerne til at tale med eleverne om fredagens hændelser.

”Særligt de større klasser har haft nogle lange diskussioner om terrorangrebet, hvad der ligger bag, og hvad det kan komme til at betyde, fordi Paris er et symptom på en voldsom verdenskonflikt,” siger han. Ligesom Tovshøjskolen har Nørre Fælled Skole et højt antal tosprogede elever. Siden terrorhandlingen ved Krudttønden i København har man på skolen talt med eleverne om de kulturelle udfordringer, der kan opstå i lyset af terrorhandlinger.

”Ved terrorangrebet i februar gjorde vi meget ud af at gå rundt i alle klasser og tale med eleverne. Flere af dem bor i Mjølnerparken, hvor nogle havde set bevæbnet politi sparke naboens dør ind,” fortæller han og påpeger, at hvor terrorangrebet i Paris bringer konflikten med Islamisk Stat tæt på etniske danskere, oplever flere af de tosprogede elever jævnligt, at konflikten i Mellemøsten rykker tæt ind på livet.

”Vi taler også i skolen om de sager, der ikke optræder så meget i medierne, for eksempel hvis der er eksploderet en bombe i Palæstina eller andre steder. Mange af vores elever har familie i Mellemøsten og er direkte berørte af det, der finder sted, hvor familiemedlemmer dør,” siger Morten Østergaard Jensen.

På Selsmoseskolen i Taastrup giver skoleleder Ellis Andersen udtryk for, at man er særligt forsigtig, når terrorhandlinger som dem, der fandt sted i fredags, italesættes.

”Stort set alle vores elever har muslimsk baggrund. En del af vores elever oplever jævnligt et fremmedhad, hvor folk i det offentlige rum taler grimt til dem eller siger, de skal skrubbe hjem,” fortæller hun og påpeger, at terroren i Paris kan skærpe fremmedhadet yderligere.

”Vi har hele tiden fokus på radikalisering. Flere elever er i puberteten og i oprør mod alt muligt og skal afprøve meninger og holdninger. Derfor skal vi træde meget varsomt, for der er mange følelser involveret,” siger Ellis Andersen og fremhæver, at eleverne har været meget berørte, når lærerne talte med dem om fredagens hændelser.