Peter Brixtofte er død

Den tidligere borgmester i Farum Peter Brixtofte efterlader sig tre døtre og syv børnebørn

Peter Brixtofte blev 66 år gammel.
Peter Brixtofte blev 66 år gammel. . Foto: Benjamin Kürstein/Polfoto.

Peter Brixtofte, tidligere skatteminister og borgmester i Farum, er død i en alder af 66 år.

Det oplyser hans døtre Vibeke Brixtofte, Signe Brixtofte og Marie Magne Larsen i en pressemeddelelse.

Det var den ene af døtrene, som fandt den tidligere borgmester alene i sin lejlighed i Farum, skriver Ekstra Bladet.

Det var i samme by, Peter Brixtofte for alvor blev kendt i offentligheden, da han i 1986 for første gang overtog posten som borgmester. Brixtofte regerede nytænkende og uortodokst i kommunen.

Han havde stor succes med at få arbejdsløse i job, ligesom Farum blev landskendt for vellykket integration af det store antal borgere af fremmed herkomst.

Den politiske karriere begyndte dog allerede i 1973. Her blev han valgt til Folketinget for Venstre, hvor han sad som medlem i tre perioder over 30 år. 

Men dyre middage på skatteborgernes regning, tvivlsomme sponsoraftaler og forsøg på at skjule kommunens dårlige økonomi for byrådet satte en alvorlig dæmper på den politiske karriere i 2002, hvor han måtte forlade sin borgmesterpost.

Peter Brixtofte fortsatte dog som løsgænger i Folketinget frem til 2005.

Senere blev han dømt for groft mandatsvig og embedsmisbrug for sin tid som borgmester i Farum.

Og i 2008 besluttede Valgbarhedsnævnet, at Brixtofte ikke var værdig til at være folkevalgt politiker.

"Retsopgøret om Peter Brixtoftes tid som borgmester i Farum og det efterfølgende fængselsophold tog hårdt på ham og førte til et omfattende alkoholmisbrug, som han kæmpede med i flere år," oplyser døtrene.

Ud over sine døtre efterlader Peter Brixtofte sig syv børnebørn, en mor og en kæreste.

På det sociale medie twitter er det væltet ind med reaktioner på dødsfaldet.

Venstres næstformand, udenrigsminister Kristian Jensen, kalder dødsfaldet "trist".

Chefredaktør for Ekstra Bladet, Poul Madsen, skriver: 

Også chefredaktør i Jysk Fynske Medier, Troels Mylenberg, benytter lejligheden til at mindes Peter Brixtoftes kvaliteter:

David Trads, tidligere chefredaktør på Information og journalist, skriver: