Senere i år forventes verdens førende geologer formelt at vedtage navnet på en ny, geologisk tidsalder, som skal betegne de næste mange tusinde års udvikling af vores klode. Det sker selvsagt ikke hver dag, men det er mere navnet, der bør vække opsigt: Antropocæn. Eller mere mundret: Menneskets tidsalder.
Overgangen til en ny tidsalder har historisk været forbundet med altforandrede naturfænomener, eksempelvis masseudryddelse af liv som følge af meteornedslag. Den nuværende tidsalder, den holocæne epoke, markerer således afslutningen på den seneste istid for cirka 12.000 år siden, og på den måde kommer menneskets tidsalder nu i fint selskab. Men det sker på en ganske dyster baggrund, for det nye navn er udtryk for, at det denne gang er menneskets aftryk på kloden og ikke naturens, som er i færd med at ændre alt.
På kort tid har vi med landbrug, masseudryddelse af dyr og planter og udledning af fossile brændstoffer ændret geologien og skabt en situation, hvor omfattende klimaforandringer er så godt som uundgåelige.
Dette er udgangspunktet for en ny bog, ”Grænseløshedens kultur”, skrevet af kulturforsker Gregers Andersen fra Københavns Universitet. Klimaforandringer og naturvidenskabelig forskning er normalt ikke et emne for kulturanalyse, men det er nødvendigt, for det er netop kulturen, som bør blive det nye slagmark, hvis vi skal gøre os håb om at minimere forandringerne.
”Vi står ved en skillevej,” siger Gregers Andersen, ”og handler vi ikke langt mere og hurtigere end planlagt, vil klimaforandringerne udgøre et endnu større anslag mod menneskeheden end disse års terror og flygtningestrømme. Det, vi endnu ikke har forstået, er, at den grønne omstilling, vi er i gang med, slet ikke er nok. Der er også behov for en kulturel omstilling.”
Og med det mener han, at vi har glemt den store rolle, vores fælles forståelser og adfærdsmønstre – vores kultur – spiller i forhold til, hvordan vi påvirker klimaet. Vi håber og tror på, at politikerne ordner problemerne. Og vi forsøger hver især at give vores lille bidrag ved at spise økologisk og sortere affald. Begge dele løber dog ind i to hovedproblemer: Hastighedskulturen og vores grænseløse adfærd.
Hastigheden først: Vi lever midt i en moderniseringsproces, som former vores samfund, og som er koblet tæt sammen med en økonomisk logik om ubegrænset vækst. Den logik får stadig lov at stå uantastet, og det har skabt det, vi kalder konkurrencestaten, hvor vi løber os selv lige ind i eksistentiel udmattelse. Og hvor vi i stigende grad lever på en måde, som ikke korrigeres af de løbende advarsler fra naturvidenskaben. Det handler blandt andet om en forbrugerkultur, hvor vi køber, hvad vi vil, og retfærdiggør det som en rettighed.
Det er her, grænseløshedens kultur kommer ind. Den gennemsyrer ikke bare politikernes, økonomiens og forbrugernes logik, den gør, at hele vores adfærd med flyrejser, rødt kød og alt det andet, som forandrer klimaet, bliver overtrumfet af vores fælles forestilling om individets frihed.
Det nye er, at ingen længere kan sige, at dette sker mod bedre vidende, mener Gregers Andersen:
”Vi gør det, fordi det er blevet en indgroet del af vores kultur. Det er adfærd skabt af reklamer, medier, opdragelse og logikker, som går direkte imod naturlovene. Måske er det gået sådan, fordi vi traditionelt har betragtet natur og kultur som to adskilte størrelser, men det viser sig nu tydeligt, at det er vores kultur, som former naturen,” siger han og påpeger, at forskning har påvist, at hovedårsagen til mange kulturers kollaps gennem tiden netop har været, at mennesket skabte et økologisk problem, de ikke kunne løse. Eksempelvis fældede alt for mange træer for at udvikle kulturen.
Det er det samme, vi er i færd med at gøre nu, mener han.
Men hvad er det så, vi skal gøre? Hvad kan vi gøre? Vi kan begynde med at udvide vores tidshorisont. De klimaproblemer, vi har skabt gennem vores kultur, er godt på vej til at skabe en uigenkaldelig proces med global opvarmning, havstigninger og vildere vejr, som formentlig vil fortsætte i årtusinder. Det er altså ikke blot vores eget velfærdsliv, der er på spil, men de næste mange generationer, siger kulturforskeren. Når det er sagt, handler det også om at gøre op med fortællingen om, at vi skal leve på en sten og sætte al udvikling i stå, hvis vi for alvor skal modvirke klimaforandringerne.
”Det vil koste tab af velfærd og udfoldelsesmuligheder, men jeg mener bestemt, det er muligt at skabe en bæredygtig kultur, som også er attraktiv. Det kræver øvelse, disciplin og især nye vaner, men det ansvar er vi nødt til at tage på os, og det er den erkendelse, jeg gerne vil være med til at fremelske med min bog,” siger Gregers Andersen.