Kristian Thulesen Dahl: Mere religion, tak

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, ser i kristendommen et vigtigt våben til at fastholde dansk kultur og danske værdier. Han efterlyser i dette interview, som er foretaget i juli 2010, en folkelig besindelse på kristendommen. Læs eller genlæs i anledningen af Dansk Folkepartis succesfulde valg

Kristian Thulesen Dahls (DF) politiske vækkelse kom med Poul Schlüters magtovertagelse i 1982. --
Kristian Thulesen Dahls (DF) politiske vækkelse kom med Poul Schlüters magtovertagelse i 1982. --. Foto: Martin Stampe.

Artiklen er skrevet i 2010 og bringes igen i anledningen af Dansk Folkepartis valgsucces den 19. juni 2015

Der er kun to muligheder. Enten lykkes det at etablere en "islam-light-udgave" á la Naser Khader, eller også må de kristne opruste.

Når Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, taler om værdipolitik, falder de militære metaforer tæt.

Om bastioner, der falder, kampe, der må tages, og altså kristne, som må opruste. Et sprogbrug i kontrast til den ellers ret afslappede stemning i hans kontor, hvor der på det lille bord er sirligt anrettet frugt, croissanter, vand og kaffe, og der er god tid til interviewet.

Det står også i kontrast til den relative ro, der har været om rets- og udlændingepolitikken, siden finanskrisen slog til for et par år siden, og oppositionen i store træk accepterede regeringsblokkens stramme kurs.

Men det er kun en midlertidig ro på overfladen, mener Kristian Thulesen Dahl. Han er sikker på, at værdipolitikken nok skal blive et vigtigt tema i valgkampen. Han afviser desuden, at regeringsblokken skulle have overspillet værdikortet, som Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, gav udtryk for her i avisen i går.

Tværtimod bliver konfrontationen mellem danske, kristne værdier og muslimske værdier endnu stærkere de kommende år.

I den situation handler det ikke om at kæmpe for mindre religion i det offentlige rum, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) argumenterede for i 2006. Derimod skal de kristne opruste.

"Kristendommen møder islam i helt forskellige og ulige udgangspunkter," siger Kristian Thulesen Dahl.

"Vi, der er kristne, er troende, men så er det også det. Der er ikke nogen synderlig bevidsthed om, hvad det vil sige at være et kristent menneske, og hvad det er, man tror på."

"Så møder man nogen, der er tilhænger af en lovreligion og meget faste i kødet. De tager til fredagsbøn hver fredag og får besked.

Mange danskere tager jo ikke i kirke hver søndag for at få besked om, hvad de skal gøre den kommende uge, og hvad de skal mene om forskellige samfundsspørgsmål. Det er ikke den måde, vi har indrettet os på, og derfor mødes kristne og muslimer med to helt forskellige udgangspunkter."

"Der er behov for en oprustning i den måde, vi tænker kristendom på. Selvom vi er et sekulært samfund, er det jo i høj grad de kristne værdier, vi bygger på. Hvis man ikke er bevidst om det, kan mange af de bastioner, vi har kæmpet frem, generation for generation, blive tabt," siger han.

Men hvordan forestiller du dig, at en sådan kristen oprustning skal foregå?

"Den skal foregå ved, at vi tør tage debatten. At vi tør stå ved, at hver gang, der sker noget væsentligt i vores liv, hvor går vi så hen? Vi går hen til kirken. Det kan da godt være, at danskerne ikke går i kirken hver søndag, og hvad så? De kommer der til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Det er der, vi søger hen, når alt det væsentlige i vores liv sker. Det er den bevidsthed, vi skal tænke lidt over i almindelighed også," siger gruppeformanden.

Det lyder næsten muslimsk. Vil du bruge kirken som et et instrument til at fastholde danskheden?

"Næ, jeg vil bare have, at vi mødes på mere lige vilkår," siger han.

Hans egen politiske kamp begyndte et noget andet sted. Hans barndomshjem i Nørre Snede var radikalt, og der blev ofte talt om samfundsforhold omkring spisebordet. Det var husmandsudgaven af Det Radikale Venstre, der regerede, og han mener, at hans politiske ståsted i dag ikke ligger så langt fra det, han voksede op med.

Den politiske vækkelse kom med den konservative statsminister Poul Schlüters magtovertagelse i 1982.

"Da kan jeg mærke en uro. For Poul Schlüter taler for nødvendigheden af, at man nu får genoprettet økonomien. Jeg får en fornemmelse af, at der skal ske dramatiske ting, og det bryder jeg mig ikke om," siger Kristian Thulesen Dahl med et lidt genert grin.

Siden møder han Mogens Glistrup på Nørre Snede kro, og da Glistrup tager sig tid til at svare grundigt på et spørgsmål, han stiller, er sagen afgjort.

Kristian Thulesen Dahl melder sig ind i Fremskridtspartiets Ungdom, hvor han først for alvor bliver aktiv tre-fire år senere. Som ung er han ikke en "politisk nørd", men spiller skak, fodbold og klaver.

Alligevel – hvordan hænger det sammen, at han ikke bryder sig om dramatiske ting og alligevel melder sig under anarkisten Mogens Glistrups faner?

"Det har jeg nok ikke haft den store indsigt i på det tidspunkt," siger han med skævt smil. Og indrømmer, at han nok var en anelse påvirket af, at hans far nærede stor interesse for Glistrup.

Som barn cykler han ofte over til bedsteforældrene, og her hører kirkegang i den nu nedlagte, grundtvigske Træden valgmenighed til søndagens orden.

"Jeg kunne ikke sangene, så jeg sad og fløjtede med, og det var helt respekteret," fortæller han.

I dag er han fortsat præget af det grundtvigske tankesæt, siger han, men han er har meldt sig ud af Balle Valgmenighed, som Træden Valgmenighed i sin tid fusionerede med. I stedet har familien knyttet sig til den lokale folkekirke i Thyregod, lige over for hjemmet.

Udover at være sit partis gruppeformand er han også dets finansordfører. År efter år har han ført finanslovsforhandlinger med regeringen og forbereder sig netop nu på endnu et slag. Denne gang i lyset eller skyggen af, at Dansk Folkeparti har medvirket til regeringens genopretningspakke.

Spørger man ham, hvad der driver ham som politiker i dag, nævner han imidlertid hverken krisestyring, social indignation eller ældrechecks.

"Det, der driver mig i dag, er, at vi har et land, hvor vi selv kan træffe vores afgørende beslutninger. Det er ikke fordi, jeg ikke kan forstå, at der er beslutninger, som bliver påvirket af, hvad der sker i andre lande, og at vi bor i en globaliseret verden. Det kan jeg jo sagtens se. Men folkestyret taber, hver gang vi flytter beslutninger til internationale organisationer som EU og FN," siger han.

Han erkender, at nationalstaten er en tilfældig historisk konstruktion, at EU (tidligere EF) har været med til at sikre Østlandene efter Murens fald, og at Nato har været afgørende for fred og sikkerhed i verden.

"Men der er til dato ingen, der har påvist noget bedre instrument til at sikre folkelig samhørighed end nationalstaten. Der, hvor man ikke har nationalstaten som naturligt samlingspunkt, der har man konflikter. Alle steder, hvor man forsøger at etablere multietniske samfund, der er der konflikt," siger han.

Med en tilføjelse om, at vi er holdt op med at diskutere mange ting, fordi vi alligevel ikke kan ændre lovgivning fra EU. Det støder han på hver eneste dag.

"I mit næste politiske liv vil jeg være ham embedsmanden Schultz nede i Bruxelles, der svarer, når landene ringer og spørger, om man må det eller det. For han har mere magt, end parlamenterne har tilsammen".

Hvorfor er du så ikke blevet embedsmand i dit nuværende politiske liv?

"Nej, for jeg vil hellere kæmpe kampen mod det system. Og det kan jeg nok alligevel bedre som politiker," lyder det.

Om få uger er han klar til endnu et slag om finansloven og pengene til de ældre.

Dette portræt er skrevet i 2010 og bragt første gang den 7. juli 2010