Mere rum til Kristeligt Dagblads medarbejdere

I morgen produceres den sidste avis fra Kristeligt Dagblads hidtidige adresse i Rosengården 14 midt mellem ...

I morgen produceres den sidste avis fra Kristeligt Dagblads hidtidige adresse i Rosengården 14 midt mellem flyttekasser. På billedet arbejder journalisterne Julie Hansen (øverst i billedet) og Line Vaaben. Foto: Søren Staal.

Kristeligt Dagblad får nye lokaler. Fra på søndag bliver avisen skrevet og redigeret på Vimmelskaftet i København

Tårne af flyttekasser, bundter af ledninger og tomme opslagstavler. Midt i det hele medarbejdere, der forsøger at ramme de rigtige taster trods larm og rod.

Men om få dage er det overstået. For når læserne tager avisen i hånden mandag den 14. marts, er det en helt særlig udgave. Nemlig den første avis, som er skrevet og lagt på siderne i Kristeligt Dagblads nye domicil på Vimmelskaftet 47 – bedre kendt som "Strøget" i den centrale del af det gamle København.

Ved avisens deadline i morgen har medarbejdere produceret den sidste avis med afsenderadresse i Rosengården 14, hvor Kristeligt Dagblad har haft til huse siden juli 1996.

Årsagen til flytningen er vokseværk. De seneste seks år er avisen vokset fra en stab på 65 til mere end 80 medarbejdere, og redaktionen har længe haft problemer med at være i lokalerne. Det er avisens femte adresse, siden den blev født i 1896 i Missionshuset Bethesdas kælder i Rømersgade i København. Og det har ikke kun været et praktisk puslespil at planlægge flytning af de over 800 flyttekasser, men også en logistisk udfordring at flytte en arbejdsplads, der stort set aldrig holder lukket, fortæller nyhedschef Jeppe Duvå:

"Vi skal lave en normal uges aviser, men har kun fire arbejdsdage til det, fordi vores arbejdsplads stort set ikke findes fysisk i morgen. Vi har lagt en skrid-, slag- og hugsikker plan, og jeg er næsten sikker på, at vores læsere ikke kommer til at mærke flytterodet i spalterne."

Forhåbentlig kommer læserne alene til at mærke de nye rammer i form af, at avisens medarbejdere får større overskud. På den nye adresse får avisen nemlig omkring 1800 kvadratmeter mod de 1250 kvadratmeter, redaktionen siger farvel til.

"Alle medarbejdere har længe taget det med utroligt højt humør at sidde lårene af hinanden i meget små lokaler," siger Jeppe Duvå.

vaaben@k.dk