Den nyvalgte folketingspolitiker fra Liberal Alliance Mette Bock griber fat om en kuglepen og finder et stykke bart papir på sit skrivebord. Hun vil nu illustrere sin holdning til folkekirken.
Den 54-årige politiker har sammen med resten af partiet indtaget en større del af Christiansborgs ridebanebygning efter valget, hvor vælgerne mere end fordoblede partiets mandattal fra fire til ni, og her på sit kontor på Ridebanen er hun ved at finde sig til rette i sin nye rolle som blandt andet kirkeordfører.
LÆS OGSÅ: Da kirke og stat var ved at skilles
Hun giver sig til at tegne en trekant. I de tre hjørner skriver hun henholdsvis stat, marked og civilsamfund. Og begynder så at tegne pile i forskellige retninger, mens hun forklarer:
I de senere år er der sket det, at staten er begyndt at fylde mere og mere og blande sig i alle mulige detaljer. Og så er der sket en bevægelse i retning af koncernkirke med alle mulige tiltag, som hører et marked til. Der håber jeg, at man i stedet kan få skabt en bevægelse i retning af det sidste hjørne, nemlig civilsamfundet.
Konsekvensen af, at staten fylder mere og mere, er, at vi som civilsamfund ikke engagerer os, og vi bliver altså nødt til at tage et større medansvar.
Men hvorfor så ikke arbejde for en total adskillelse?
Det vil kræve en grundlovsændring, og det er for omfattende for den ene ting. Men hvis Grundloven alligevel skal revideres, skal vi også kigge på det. Staten skal ikke blande sig i kirkens indre anliggender, og hvis det, der skal til, er en fuldstændig adskillelse, så er det det. For definitionen på en folkekirke er for mig at se ikke, at den er nævnt i Grundloven, men at et flertal af befolkningen af egen fri vilje er medlem. Jeg har med stor interesse læst forslaget fra Dansk Selskab for Kirkeret til, hvordan det kan blive folkets egen kirke. Og jeg ser frem til at diskutere vores kirkeordning, og hvordan vi får sikret de bedste muligheder for det, som det egentlig handler om, nemlig forkyndelsen af evangeliet. Vi skal ikke markedsføre kirken ved for eksempel at holde et utal særgudstjenester, siger hun.
Det lyder jo helt tidehversk?
Ja, det ved jeg godt, og det bryder jeg mig ikke om. Det er for sort for mig, og desuden sammenblander Tidehverv paradoksalt religion og politik mere end alle andre især med Jesper Langballe og Søren Krarup.
Men du har også sammenlignet Krarup med Grundtvig?
Jeg har stor respekt for Søren Krarup og hans store viden, samtidig med at jeg er dybt uenig med ham. Jeg kunne godt ønske mig flere af hans farverige slags i Folketinget, for jeg har intet imod uenighed. Men man skal vide, hvad man taler om.
Hvor ser du skellet mellem religion og politik i vores samfund?
Det er juraen, der skiller. Man må aldrig gennemføre lovgivning med Bibelen eller Koranen for den sags skyld som argument.
Mette Bock har været vidt omkring. Både i den danske mediebranche, hvor hun blandt mange andre titler har været direktør i DR og chefredaktør for JydskeVestkysten, og blandt de politiske partier.
Jeg har bevæget mig politisk, men det har partierne også. Jeg stillede op for SF, fordi jeg skrev SFeren Lilli Gyldenkildes erindringer, og hun var et utrolig autentisk og dejligt menneske, og hun spurgte, om jeg ville stille op i hendes kreds i Horsens. Det sagde jeg ja til, men jeg fandt ud af, at det ikke var mig og meldte mig senere ind i Radikale Venstre. Det parti ligger dybt i min sjæl, jeg er vokset op i en radikal familie, men jeg meldte mig ud, da jeg blev chefredaktør for JydskeVestkysten. Da Radikale Venstre op gennem 1990erne knyttede sig tættere og tættere til venstrefløjen, bevægede de sig væk fra mig. Og så kom muligheden for at stille op for Liberal Alliance, siger Mette Bock, der endnu ikke har et politisk program klar.
Hun er gået ind i politik, fordi hun har fået trang til selv at tage ansvar efter i mange år at have siddet på sidelinjen og kommenteret hvilket hun betegner som en gratis omgang.
Både hendes bedsteforældre og hendes far, Ole Samuelsen, var radikale, og hun er søster til den mere kendte Anders Samuelsen fra samme parti. Opvæksten og familiebåndene har præget hende både politisk og i forhold til kirken. Og det sidste har hun og hendes mand også givet videre til deres tre børn Kirse, Silke og Ask.
For mig er det at gå i kirke som at trække vejret.
Og hun vil også trække på erfaringerne, når hun bliver mødt af den til tider barske og hårdkogte virkelighed, som politikere lever i tag blot den friske sag om Anders Samuelsens søn og narkogælden.
Mette Bock har både en uddannelse i filosofi og statskundskab, og begge dele er væsentlige at have med sig som lovgiver. Og den ekstra dimension er ifølge hende svær at få øje på, hvis man kigger rundt i folketingssalen og de danske medier.
I den internationale politiske debat citeres ofte fra historiens filosoffer og fra kristendommens og den politiske historie. Jeg kunne godt ønske mig, at nogle af de vitaminer var mere synlige i den danske politiske debat, siger hun.
Blandt andet når det gælder diskussionerne om folkeskolen, savner Mette Bock et mere nuanceret blik. Hun mener, at der er alt for meget fokus på ting, man kan måle og veje, og alt for lidt fokus på de mere grundlæggende tanker om, hvad vi vil med folkeskolen og uddannelsessystemet i et større perspektiv.
I valgkampen blev kultur- og kirkepolitik stort set ikke berørt. Skole blev en lille smule, men i så fald kun om test og PISA-undersøgelser, ikke dannelsesaspektet. Hvad betyder det for vores samfund at have en folkeskole og et uddannelsessystem? Er det virkelig 179 politikere, der skal styre håndfaste ting som antallet af test, elever i klasserne og den slags, eller er der andre måder at gøre det på, som måske kunne få folkeskolen til at blomstre på en anden måde? I øjeblikket bliver der kun krattet i overfladen.
LÆS OGSÅ: Folkekirkens modernisering er det varmeste kirkeemne
Ambitionerne om at holde fast i sig selv og ikke glide ind i det klichefyldte og ofte bidske politikersprog er høje hos den liberale politiker. Men hvad så, når hun møder virkeligheden og realpolitikken kan hun så stadig holde fanen højt?
Ja, forsikrer hun, og vi aftaler derfor at efterprøve visionerne efter en længere periode på tinge med politiske forhandlinger, korte interview til tv og massevis af debatter med de nye kolleger.