Mette Frederiksen har valgt en svær vej for S

Hvedebrødsdagene er forbi for den nye socialdemokratiske leder, og forude venter et politisk vanskeligt efterår. På partiets kongres bliver Mette Frederiksens største opgave at forklare medlemmerne, hvorfor hun har valgt at holde så lav profil over for den svage Venstre-regering. Og så vil hun for første gang tale om flygtningekrisen

Mette Frederiksen har valgt en samarbejds- snarere end en konfrontationslinje over for Venstres mindretalsregering. -
Mette Frederiksen har valgt en samarbejds- snarere end en konfrontationslinje over for Venstres mindretalsregering. - . Foto: Scanpix.

De hidtil største succes'er for Socialdemokraternes leder Mette Frederiksen:

- Hun blev kåret til formand uden modkandidater.
- Tidligere tiders voldsomme fløjkrige er stort set væk.
- Partiet ligger lunt i meningsmålingerne som det klart største parti og holder forspringet fra folketingsvalget, der gav 47 mandater.

Hendes største udfordringer:

- At overbevise medlemmerne om, at det er bedst at samarbejde med regeringen for at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse.
- At undgå så alvorlig splid med De Radikale, at det lægger gift ud for et nyt SR-regeringsprojekt.
- At holde balancen i flygtninge- og EU-politikken.

Socialdemokraterne indleder i morgen i Aalborg partiets første ordinære kongres, siden Mette Frederiksen blev valgt den 28. juni. Hovedbudskabet til befolkningen har indtil nu været, at hun vil søge et bredt samarbejde med statsminister Lars Løkke Rasmussens smalle Venstre-regering.

Og at Dansk Folkeparti godt kan glemme enhver drøm om at presse indrømmelser ud af regeringen ved hjælp af det såkaldte velfærdspolitiske flertal, bestående af Dansk Folkeparti og partierne til venstre for midten.

De partier, der enes om at bruge flere penge, skal også kunne skaffe dem.

Med andre ord har Mette Frederiksen sat sig for at demonstrere, hvor uansvarligt Dansk Folkeparti er, og hun har indbudt sig selv til seriøse forhandlinger om både finanslov og den dagpengereform, der meget snart kommer på Folketingets bord.

Her er der en lille åbning for, at en dagpengereform ikke længere ”nødvendigvis” skal være udgiftsneutral, men overordnet vil oppositionens leder stadig vente på den rapport, Dagpengekommissionen fremlægger.

Krisen med tusindvis af flygtninge og migranter i Europa bliver Mette Frederiksen nødt til at adressere i sin kongrestale, selv om Socialdemokraterne indtil nu har sagt meget lidt og har overladt scenen helt til regeringen.

Ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger vil oppositionslederen gentage, hvad hun sagde på sommergruppemødet, nemlig at antallet af flygtninge betyder noget.

Det er ikke ligegyldigt for integrationen, hvor mange der kommer til landet, og derfor bliver både EU og Danmark nødt til at få bedre kontrol med indvandringen Det indebærer blandt andet, at der skal bruges flere ressourcer på såkaldt intelligent grænsekontrol.

Mette Frederiksens forsigtige entre som partileder var ikke lige, hvad i hvert fald dele af hendes bagland havde drømt om. Som yngre politiker blev hun kendt som socialt indigneret med en klar venstreorienteret profil.

Det image falmede, da hun som beskæftigelsesminister skulle administrere den tidligere VK-regerings dagpengereform, og da SR-regeringen gennemførte flere stramme reformer af førtidspension, fleksjobordning og uddannelsesstøtte. Endnu blegere blev den røde nuance i hendes tid som justitsminister med ansvar for en hård rets- og udlændingepolitik.

Så at partilederen Mette Frederiksen i det store og hele viderefører Helle Thorning-Schmidts (S) midterkurs, er ikke kommet bag på mange i folketingsgruppen. Det er efterhånden længe siden, hun af borgerlige kritikere blev udstyret med øgenavnet ”skrigeskinken”, og der er ikke meget skrigeri tilbage i dag.

Alligevel er der er vis nervøsitet at spore både blandt borgmestre og folketingsmedlemmer. De har accepteret, at der skulle være tid til at tænke sig om, men nu håber de på, at tænkepausen er forbi. Ordførerne på Christiansborg har brug for, at der bliver udstukket en kurs fra partiledelsen, som de kan navigere efter, når pressen konfronterer dem med alverdens spørgsmål, lyder det.

Nok så meget handler nervøsiteten om den økonomiske politik. Regeringen har fået meget stramme økonomiaftaler igennem med kommunerne og regionerne, og der skal spares yderligere på uddannelse, forskning, udviklingsbistand og flere andre ting i det finanslovsudspil, regeringen lægger frem om kort tid.

En socialdemokratisk tidligere minister forklarer, at det betyder, at regeringen får et kæmpemæssigt økonomisk råderum, hvis den kommer igennem med sine planer.

Det kan blive dybt problematisk for Socialdemokraterne, hvis man medvirker til en finanslov, der giver regeringen et større økonomisk råderum. Noget der kunne ende i skattelettelser næste år, mens kommunerne har måttet skære drastisk i velfærdsydelserne, pointeres det.

Den nemmeste vej for Mette Frederiksen havde været at markere en hård opposition over for Lars Løkke Rasmussen fra dag et. At blive stående på sidelinjen og lade ham forsøge at samle sit splittede parlamentariske grundlag fra Dansk Folkeparti til Liberal Alliance. Men ved at byde sig til med ønsket om bredt samarbejde har den nye formand valgt den sværeste vej.

Professor Robert Klemmensen fra Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet mener dog, at Socialdemokraterne står godt placeret, og at de har en mulighed for at køre Dansk Folkeparti ud på et sidespor.

Han vurderer, at det er klogt, at Mette Frederiksen har lagt sig tæt på regeringen i udlændinge- og flygtningepolitikken.

Det mindsker risikoen for partiet, fordi der i øjeblikket er stor usikkerhed om, hvad vælgerne egentlig vil. Meningsmålinger har vist, at et stort flertal er parat til at acceptere flere flygtninge til Danmark, men samtidig er der for eksempel på de sociale medier stærke røster for, at al indvandring skal stoppes øjeblikkeligt.

For ti-tyve år siden rev den slags stridigheder Socialdemokraterne over på midten, men i dag er der ro om flygtninge- og indvandrerspørgsmål.

De Radikale, der også holder landsmøde i denne weekend i Nyborg, har lagt luft til dele af flygtninge- og indvandrerpolitikken under SR-regeringen, men det kan Mette Frederiksen foreløbig tage helt roligt.

I dag vil hun som noget nyt lægge op til en række ”workshops” på kongressen, så også de menige medlemmer kan bidrage til udviklingen af socialdemokratisk politik. Det akkompagneres af startskuddet til arbejdet med et nyt principprogram, som skal vedtages i 2017.

Det er dog først og fremmest det daglige politiske håndværk, der optager Socialdemokraternes formand. Store ord om gentænkning af det socialdemokratiske projekt står ikke på hendes agenda.