76-årige Johannes Pedersen rystede ikke på hånden, da han underskrev testamentet for 20 år siden. Han var helt afklaret og er det stadig: Han vil donere sit legeme til videnskabelig forskning. For ham er der ingen tvivl om, at der ikke er mere at komme efter, når først han er død. Selvom han er medlem af folkekirken, er blevet konfirmeret og går i kirke til dåb, bryllup og andre højtideligheder, så betegner han sig ikke som særlig religiøs. I hvert fald ikke så religiøs, at hans tro skulle være en hindring for, hvad der skal ske med hans afdøde krop, når han en dag ånder ud.
Jeg har altid troet på det, jeg kan se, høre og føle. Jeg kan ikke rigtig tro på det, der ikke umiddelbart er der. Måske er der noget, når jeg er død, men det tror jeg ikke. Min krop er jo bare et hylster. Når jeg dør, forlader ånden min krop, og mit legeme vil jeg gerne give til videnskaben, siger han.
Johannes Pedersen er en af de mange tusinde mennesker, der har testamenteret sin krop til gavn for de sundhedsvidenskabelige uddannelser som læge- og tandlægeuddannelsen til forskning i sygdomme og til udvikling af nye behandlingsmetoder. Han er ligesom størstedelen af donorerne interesseret i at hjælpe videnskaben og forskningen et skridt på vej i den rigtige retning.
Jeg vil gerne give mit lille bidrag til forskningen, så der kan forskes i sygdomme eller nye behandlingsmetoder. Humlen i det hele er, at jeg er med til at hjælpe de kommende generationer. Universitet får min sygejournal af lægen, og så kan de se, om der er nogle relevante sygdomme at gå efter. Jeg har dog ikke været så syg, men kun haft en diskusprolaps. Måske vil de undersøge noget i den forbindelse. Ellers ved jeg, at de tager hjernen ud og undersøger tænderne, fortæller Johannes Pedersen med stemme, der ikke afslører nogen tvivl om hans beslutning.
De seneste år er der færre danskere, der ligesom Johannes Pedersen har valgt at give sig selv til forskning og uddannelse, når de dør. Det kan hænge sammen med, at der ikke er nok fokus på, at muligheden findes, mener professor i anatomi ved Københavns Universitet, Jørgen Tranum-Jensen.
Jeg tror, der er mennesker nok, der gerne vil donere deres krop til forskning og uddannelse. Men de ved måske ikke, hvordan man gør, og at der i det hele taget er den mulighed, siger han.
Det var da Johannes Pedersens mor døde, at han besluttede sig for også at underskrive et testamente. Han havde i forvejen diskuteret det meget med sin mor, inden hun døde, og ingen af dem kunne se nogen grund til, hvorfor de ikke skulle testamentere deres legeme. Hele hans familie er da også indforstået med hans beslutning. Han er fraskilt, men hans fire børn, som han har diskuteret det nøje igennem med, ser ingen problemer ved hans beslutning. Dog er hans yngste datter på 35 år ikke så glad for Johannes Pedersens ønske om, hvad der skal ske, efter forskningen er ovre. Han vil gerne i de ukendtes grav.
Men min yngste datter er ikke så glad. Hun er tæt knyttet til mig, og hun vil vil gerne have et rigtigt gravsted, hvor hun kan gå hen, når jeg ikke er her mere. Det er op til mine børn om de vil respektere mit ønske om at komme i de ukendtes grav. Når jeg først er væk, har jeg ikke noget at skulle have sagt, siger Johannes Pedersen.
Det er Odense, Syddansk, og Københavns Universitet, der modtager de legemer, som bliver brugt lægevidenskabelig øjemed. Der kan godt holdes en ceremoni efter dødsfaldet, men i løbet af fire dage skal Universitet have afdødes legeme, inden nedbrydningprocesser begynder. Selvom tidsfristen for overførsel af legemet til universitet er kort, forhindrer det ikke, at der kan afholdes en højtidelighed, hvor de efterladte kan tage afsked med den afdøde. Bedemanden hjælper med at arrangere dette, og hvis det ønskes, kan der også være en præst tilstede.
Derefter kan der gå op til to år, før forskningen er færdig og den afdøde kan udleveres til endelig begravelse eller kremering. Hvis ikke der er truffet nogen afgørelse med familie eller pårørende om begravelsen, vil legemet blive kremeret og urnen blive nedsat i en anonym fællesgrav.
Mens det for de flestes vedkommende handler om at hjælpe videnskaben, er det for andre bevidstheden om, at nogen sørger for deres begravelse. Det fortæller Peter Holm Nielsen, lektor på Anatomisk Institut ved Århus Universitet.
Nogen er enlige og har ingen pårørende til at hjælpe dem herfra, når de dør. De ved, at vi sørger for, at de kommer godt herfra fordi vi sørger for transport med bedemand, kremeringen og begravelsen, siger han.
Andre har en kronisk sygdom som eksempelvis Alzheimer og ønsker, at lægevidenskaben kan bringe forskningen videre, så der måske kan komme en bedre forståelse af deres sygdom.
De har selv lidt af sygdommen og håber, at andre kan få gavn af, at de donerer deres krop til forskning. For der er stadig ikke fundet nogen løsning på, hvordan man helbreder den sygdom, siger Peter Holm Nielsen.
For Johannes Pedersen er der ikke så meget at komme efter. Selvom flere bekendte ikke forstår hans beslutning, står han fast på den:
Videnskaben skal jo have lig på bordet, så der kan forskes til gavn for vore efterkommere, og det varer sikkert ikke så længe, før jeg bliver kunde derude. Jeg er 76 år og lever nu i det sidste kvarter af mit liv, siger han.
schnabel@kristeligt-dagblad.dk
Testamenter
*Hvis man ønsker at testamentere sit legeme til forskning, kan man kontakte Odense, Århus eller Københavns Universitet.
*For at den testamentariske erklæring om donation er gyldig, skal man være fyldt 18 år, være dansk statsborger og være i stand til at forstå den trufne beslutning. Erklæringen skal være underskrevet af to vitterlighedsvidner eller personens egen læge.