”Jeg er vokset op i Midtjylland. Mine forældre blev skilt, da jeg var fem år, og indtil jeg var 11 år, boede jeg med min mor og min tvillingebror med Downs Syndrom på en stor vandmølle. Det var en trelænget gård med et treetagers mølletårn og en forgrening af Gudenåen, der løb ved siden af. Måske var det vidderne, der også gjorde tankerne større.”
”Det begyndte i hvert fald dengang. Jeg var et indadvendt og eftertænksomt barn. Det var en fornemmelse af at være i et andet stemningsunivers end dem, jeg gik i skole med. Der har altid været en følelse af meningsløshed og tristhed. En melankoli. Jeg havde tidligt store eksistentielle tanker om univers og uendelighed, jeg søgte grænserne og prøvede at forstå, hvilken verden jeg var sat i.”
”Jeg søgte efter rum, hvor jeg kunne spejle den side af mig selv, men jeg kunne ikke finde det hos andre. Der var aldrig mange svar at hente i de voksne. I stedet blev følelsen til en frustration.”
”I teenageårene blev jeg forhærdet og destruktiv. Jeg drak, festede og farvede håret sort. Jeg udviklede en enorm pessimisme over for livet. Jeg var så sur på livet; over at være blevet sat i den her kontekst, som jeg ikke forstod. Jeg følte mig narret. Jeg har så tit hørt sætningen om, at livet er en gave, man skal værne om. Men jeg savnede en kvittering og en byttegaranti.”
”Jeg havde et selvmordsforsøg den 11. september 2001. Jeg havde taget en overdosis smertestillende piller og lå på min seng, da min mor kom ned på mit værelse og sagde, at der var noget, jeg skulle se i fjernsynet. Så sad vi der og så mennesker springe ud fra tårnene. Jeg følte skam over, at deres liv blev taget fra dem, uden de ville det, mens jeg kunne ikke finde ud af at håndtere mit eget. Bagefter kastede jeg pillerne op. Min mor fik ingenting at vide.”
”Jeg kastede mig ud i mange forskellige ting, mens jeg var teenager og i starten af tyverne. Jeg flyttede til København som 17-årig og gik på produktionsskole, HF, teknisk skole, kreative uddannelser. Jeg havde høje ambitioner hver gang: NU skulle det være anderledes. Men det var klassisk, at jeg droppede ud efter cirka tre måneder.”
”Jeg prøvede hele tiden at søge meningen med livet uden for mig selv. Jeg greb ud efter ting, men blev skuffet, når de ikke kunne fylde hullet inden i. Jeg skrev og malede og byggede drømme op omkring det. Men det var svært for mig at leve op til mine egne ambitioner. Jeg havde en indre stemme, der stillede høje krav, men jeg var meget lidt bevidst om, hvor meget den faktisk krævede af mig. At kun det bedste var godt nok.”
”Jeg blev opslugt af de situationer, hvor jeg følte mig utilstrækkelig. Det kan bedst beskrives som et slags følelsesmæssigt loop: Jeg blev fanget i tanker om, at der ingen mening var, jeg kunne ingenting, jeg var en stor taber. Det var banale tankesætninger, men de havde stor kraft.”
”I 2008 flyttede jeg til Fejø med en veninde og startede endnu en uddannelse, jeg ikke afsluttede. En dag efter skole havde min veninde og jeg røget lidt hash. Min veninde skulle videre, men rastløshed og selvmordstanker fik tag i mig. Jeg besluttede, at jeg ville gå ud til havet og drukne mig. Men jeg for vild i skovene og kunne ikke finde det satans vand. Jeg sad fast i en mose, hvor jeg mistede min sko, og det var frustrerende at hænge fast der i mudderet, når jeg ville ud til vandet og dø. Jeg kom aldrig derud. I stedet blev jeg bare ved at gå. Og jeg oplevede pludseligt, at det var dejligt bare at gå. Jeg var i en tilstand af simpel bevægelse og frihed uden noget mål - selv om turen endte i en indlæggelse, da mørket faldt på.”
”Alligevel var oplevelsen en milepæl. Jeg oplevede lidt mening i noget, der var helt simpelt. Jeg har haft mange selvmordsforsøg, men de har nok aldrig været helt seriøse. For der har altid været en underliggende livskraft i mig, som jeg bare ikke var i kontakt med. Jeg mener, at der bag hver udfordring er en positiv længsel. Jeg fandt efterhånden ud af, at min længsel efter at dø i virkeligheden var en længsel efter at leve mit liv fuldt ud.”
”De fleste er bange for at tale om døden. Jeg har gået til psykolog og været indlagt på psykiatrisk afdeling mange gange. Men ofte har jeg oplevet, at de professionelle lukkede af, når jeg talte om min nihilistiske tilgang til livet og mine selvmordstanker. Når du taler om, at intet giver mening, rammer det også noget i den, du taler med. Han eller hun skal tage stilling til sit eget forhold til døden og livet. De tanker skræmmer mange, også i systemet. Psykiatere og psykologer må jo ikke være bange, de skal kunne rumme den slags hver dag. Men min følelse har tit været, at de er bange. Min pointe er, at man må tage stilling til sin egen frygt for at kunne møde andres.”
”Jeg flyttede tilbage til København, og i 2010 fandt jeg en coach, som hjalp mig meget. Hos hende var der ingen tabuer, ingen steder jeg ikke måtte gå hen. Jeg har altid diskuteret med mig selv, om jeg var rigtig eller forkert, om livet var rigtigt eller forkert. Psykiatrien gav mig medicin og et pusterum, men den gjorde også, at jeg blev ekstra opmærksom på, hvordan jeg var forkert, fordi den er så fokuseret på symptomer og diagnose. Hos coachen og gennem buddhisme lærte jeg i højere grad at se neutralt på min tilstand uden at fælde dom.”
”Selvmordstankerne forsvandt fuldstændig, da jeg gik caminoen (spansk pilgrimsrute, red.) i 2013. Det skete en af de allerførste dage. Jeg lå i badekarret på et hotel og havde slukket lyset. Dér havde jeg en spontan meditation. Jeg genoplevede fødselsøjeblikket. Det var en intuitiv fornemmelse af at genopleve en eller anden modstand mod livet i det øjeblik, jeg blev født. Jeg har jo altid haft en modstand mod livet. Men denne gang følte jeg, at jeg kunne rumme det. At jeg sagde ja til livet, for hvad det var – og gav slip ind i det.”
”Jeg har altid forventet, at livet skulle bevise noget over for mig. Men jeg har efterhånden fundet ud af, at meningen er inden i og ikke uden for. Jo mere jeg åbner op for livet, jo mere giver det.”
”Jeg har fået et mere realistisk forhold til livet, og hvad det kræver af mig. Det tager tid og er hårdt arbejde. Jeg er stadig i en proces med at acceptere livet når som helst og hvor som helst. Der er ikke noget i vejen med høje idealer. Men man skal passe på, at man ikke bliver pisket af dem. Man skal forbinde sig til den positive intention i dem og ikke fiaskoen, hvis det ikke lykkes.”
”Selvmordstanker er modstand mod livet. Jeg har lært at se, hvad der ligger bag den modstand. Alle øjeblikke har et budskab og en læring, hvis man formår at møde det. Livet fik mening for mig, da jeg begyndte at anerkende dette og se meningen med mine fiaskoer såvel som mine successer.”