Mindet om holocaust udviskes aldrig

Hvad betyder holocaust for en ung dansk jøde anno 2010? I forbindelse med en ny bog, som er skrevet af en af de få overlevende fra udryddelseslejren Treblinka, har Kristeligt Dagblad mødt 23-årige Jonatan Cohn Maxild for at tale om jødisk identitet og sporene efter holocaust

"Jeg tror, jeg har en relation til holocaust i kraft af min historie. Men jeg tror samtidig, at det er umuligt at sætte sig ind i det levende helvede, som lejrene var. Ligegyldigt, om man er jøde eller ej," siger den 23-årige jøde Jonatan Cohn Maxild.
"Jeg tror, jeg har en relation til holocaust i kraft af min historie. Men jeg tror samtidig, at det er umuligt at sætte sig ind i det levende helvede, som lejrene var. Ligegyldigt, om man er jøde eller ej," siger den 23-årige jøde Jonatan Cohn Maxild. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

På Jonatan Cohn Maxilds boghylde, som fylder godt på det lille, sparsomt indrettede kollegieværelse i København, står bøger på hebraisk side om side med gamle og nye klassikere. Kafka, Sartre og Auster i danske oversættelser flugter med værker fra talmud på hebraisk.

Jonatan er en dansk jøde anno 2010, og umiddelbart er der langt fra det ryddelige værelse med den 23-årige, energiske mand i nystrøgen, blå skjorte til de forbrydelser, der blev begået imod millioner af jøder under Anden Verdenskrig. Spørgsmålet er, hvilken rolle holocaust spiller i en ung jødes bevidsthed i dag. For at kaste lys over det har Kristeligt Dagblad bedt ham læse bogen "Den sidste jøde".

Bogen, som netop er udkommet, er skrevet af Chil Rajchman (1914-2004). Rajchman var en af de få jøder, der overlevede udryddelseslejren Treblinka i Polen. I bogen beskriver han i detaljer, hvordan han måtte klippe håret af kvinderne, før de skulle gasses, hive guldtænder ud på lig og medvirke til at brænde tusinder af døde for selv at overleve.

"Det er en skræmmende bog, bestemt ikke behagelig læsning. Som ung jøde kan man godt få en følelse af had mod nazisterne. Og jeg fik en god følelse til sidst, da jøderne i lejren gør oprør," siger Jonatan Cohn Maxild.

Jonatan Cohn Maxild er vokset op i, hvad han selv kalder "en traditionel jødisk familie". De har fejret højtiderne og er jævnligt kommet i synagogen. Men han kommer der ikke lige så ofte længere, for med en hverdag som filosofi-studerende og underviser i statskundskab på Københavns Universitet er kalenderen godt fyldt op.

Han er ikke i tvivl om, at personlige fortællinger om holocaust vækker andre følelser hos ham end hos ikke-jøder.

"Der er ikke nødvendigvis tale om større eller kraftigere følelser, for hvordan måler man det? Jeg tror, jeg har en relation til holocaust i kraft af min historie. Men jeg tror samtidig, at det er umuligt at sætte sig ind i det levende helvede, som lejrene var. Hvis man ikke har været der, tror jeg ikke helt, man forstår det. Ligegyldigt, om man er jøde eller ej."

Jonatan Cohn Maxild mener, det er helt centralt at huske, hvad der skete. Også selvom han ikke synes, jøders identitet skal være betinget af holocaust.

"Nogle tænker måske, at det er så længe siden, at vi skal se at komme videre. Men det er kun 60 år siden. Jeg føler, at det nærmest var i forgårs. Jeg tror ikke, at minderne om holocaust nogensinde vil blive udvisket. Om 100 år vil det stadig stå stærkt. "

Jonatan Cohn Maxilds egen familie har også haft holocaust helt tæt inde på kroppen. Farmoderen har tilmed skrevet en bog om sine oplevelser, "En jødisk families saga". I 1943 blev hans farmor og farfar samt hendes forældre taget af tyskerne og sendt til kz-lejren Theresienstadt i Tjekkiet. Her var de indespærret indtil 1945, og blandt andet oplevede farfaderen at blive skudt i benet, da han nægtede at følge en ordre i sit job som ligbærer. Men de overlevede. I modsætning til deres slægtninge rundt omkring i Europa.

Jonatan Cohn Maxild er ikke i tvivl om, at oplevelserne i Theresienstadt har plaget hans bedsteforældre. De har blandt andet forfulgt hans farmor i form af mareridt.

"Men min familie besluttede sig for at skue fremad frem for at lade fortiden eksistere som en ond skygge over sig. Det handlede om at komme videre."

Og det var blandt andet med staten Israels oprettelse, at det dårlige blev erstattet med det gode i Jonatan Cohn Maxilds familie:

"Jeg tror, at denne ombytning af dårlig og god – og så mine bedsteforældres ønske om, at det ikke skulle ødelægge deres liv og dominere deres hverdag – er grunden til, at holocaust ikke eksisterer som et tabuiseret traume i min familie, men at vi i stedet har et åbent, men ikke altoverskyggende forhold til det," siger han.

Men selvom fortiden ikke spøger i dagligdagen, gør Jonatan Cohn Maxild sig stadig tanker om den:

"Jeg tænker stadig på, om det kunne ske igen. At man kunne blive udpeget og miste visse rettigheder på grund af sin religion. Det kunne jo have været mig selv for 60-70 år siden. Men jeg tror nu ikke, det kommer til at ske i Danmark," siger han.