Hurtige udskiftninger og hård retorik har udhulet ministerrollens status

Lars Løkke præsenterer ministerrokade foran Amalienborg mandag den 29. februar

Hverken medier, politikere eller alle mulige andre har holdt sig tilbage fra at pege på både den tidligere ministers og de to nye ministres kvalifikationer eller mangel på samme under den seneste uges politiske turbulens. Og utilfredsheden eller dommen er hurtig at eksekvere via de sociale medier. Foto: Scanpix / Scanpix Denmark

I dag sker der nærmest en generel tilsværtning. I de senere år er der så kommet endnu mere tryk på via internettet og de sociale medier.
Erik Meier Carlsen, politisk kommentator

Engang kunne de fleste af os navnene på alle landets ministre, og selve embedet blev anset for et af de vigtigste overhovedet. Men hurtige udskiftninger og hård retorik har ifølge iagttagere udhulet ministerembedets status

”Der stod større respekt om ministerrollen tidligere. Både når man blev modtaget ude i landet og i medierne, men også internt på Christiansborg, hvor man faktisk talte med hinanden ansigt til ansigt, hvis der opstod misforståelser eller problemer.”

Sådan siger Britta Schall Holberg (V), der selv har været både indenrigsminister og senere landbrugsminister i Poul Schlüters firkløverregering i 1980’erne. Hendes udtalelser kommer efter en uge med voldsom politisk turbulens omkring tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), varsel om mistillidsvotum og endelig udskiftning på to af regeringens ministertaburetter.

Undervejs har hverken medier, politikere eller alle mulige andre holdt sig tilbage fra at pege på både den tidligere ministers og de to nye ministres kvalifikationer eller mangel på samme. Og utilfredsheden eller dommen er hurtig at eksekvere via de sociale medier.

Som Britta Schall Holberg ser det, er netop brugen af sociale medier en af årsagerne til, at vi dag oplever en dalende respekt for ministerembedet.

”Hvis der skal stå respekt om en minister, så er det altafgørende, at vedkommendes egen chef, statsministeren, også udviser respekt. Det var Poul Schlüter fantastisk til. Han styrede sit ministerhold ved hjælp af tillid under ansvar, og så var han klar over, at de sociale relationer på Christiansborg og omsorgen for andre er vigtig. Også når det gælder ens modstandere. Jeg var derfor rystet, da jeg hørte, at Lars Løkke Rasmussen havde sendt det meget omtalte trussels-tweet til hele offentligheden i stedet for at gå over til de konservative og tale med dem. Hvis man vil skabe respekt omkring både politiker- og ministerrollen, så er man nødt til selv at udvise den også.”

Mangeårig politisk kommentator Erik Meier Carlsen peger også på det ændrede mediebillede som en af forklaringerne på, at synet på ministerembedet ser ud til at have forandret sig.

”Tidligere havde vi nogle aviser med et klart politisk tilhørsforhold, og som minister kunne du derfor være sikker på, at der i det mindste var opbakning til dig og din politik i ét af medierne. Avisen kunne sagtens være kritisk over for modstanderne, men var som regel ærbødig overfor sine egne partirepræsentanter. DR var også dengang statskontrolleret, så i en vital del af mediedækningen var der indbygget en form for respekt. Det har jo fuldstændig ændret sig, og i dag sker der nærmest en generel tilsværtning. I de senere år er der så kommet endnu mere tryk på via internettet og de sociale medier, og som minister bliver du hele tiden tæppebombet med ting, du skal forholde dig til. Samtidig er det bestemt ikke blevet lettere at bestyre et ministerium. Så ministeren er under konstant pres, også tidsmæssigt. Og set i det lys kan man sige , at mediernes demokratisering i virkeligheden går hårdt ud over det parlamentariske arbejde – og dermed ministeren,” siger Erik Meier Carlsen.

Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Rune Stubager peger på en anden mulig forklaring på den deroute, ministrenes anseelse har været ude for:

”Det gavner nok heller ikke respekten for et embede, at der ofte bliver skiftet ud.”

”Respekten for den enkelte minister kan blive påvirket af, at man tænker: Nå, hvor længe mon vedkommende bliver siddende. Og det kan betyde noget for, hvor meget man så interesserer sig for dem. Før i tiden lå det formentlig også mere i kortene, at man skulle arbejde sig op gennem det politiske system for at gøre sig fortjent til ministertitlen, der var en slags krone på værket. Men i dag ser vi ofte, at statsministeren som en anden erhvervsleder i det private erhvervsliv ansætter ministre ud fra deres kvalifikationer – yngre kræfter hentes ind, uden nødvendigvis at have en lang folketingskarriere bag sig. Det kan selvfølgelig også være positivt, men er nok med til at ændre vores syn på embedet,” siger Rune Stubager.

En opgørelse fra Berlingske Research viste i 2014, at en fagminister i gennemsnit sidder i omkring to år, mens årene mellem de to verdenskrige ifølge professor og politisk kommentator Tim Knudsen er den periode, hvor fagministrene sad i længst tid, nemlig fem år og tre måneder.

For Britta Schall Holberg er fremmedgørelsen mellem Christiansborg-politikerne og den almindelige befolkning dog den helt afgørende forskel på dengang og nu.

”Før i tiden var der ikke så stor afstand mellem parti-toppen, og det vil også sige ministrene, og så partimedlemmerne ude i landet. Vi var løbende i tæt dialog og tog tit rundt til møder i landet, og disse lokale møder var også en måde at få vendt politiske holdninger på og fungerede som lynafleder både den ene og den anden vej. Mange misforståede ting kunne på den måde vendes og drøftes, således at baglandet var løbende med og ikke bare henvist til sociale mediers ofte alt for firkantede meldinger, som kun er egnet til at eskalere tingene. Vi var på den måde i reel samtale og stillede ikke bare op med et foredrag, som det ofte sker i dag, når en minister kommer på besøg. Den form for envejskommunikation gavner i hvert fald ikke folks tillid til eller respekt for en minister – snarere tværtimod.”