Misbrug blandt læger og sygeplejersker er tabu

Sundhedspersonale med misbrugsproblemer kommer for sent i behandling, lyder det fra eksperter

Den faggruppe, der ved mest om misbrug og afhængighed, er samtidig den faggruppe, som har sværest ved at søge behandling.

Sådan lyder beskeden fra flere misbrugseksperter, som peger på, at læger og sygeplejersker med misbrugsproblemer har svært ved at se deres afhængighed i øjnene og derfor hører blandt dem, der først søger hjælp, når det er for sent.

– Tabuet omkring misbrug lever i bedste velgående i sundhedsvæsnet. Læger og sygeplejersker forventes at kunne styre den slags selv. Derfor forsøger de selv at løse deres problemer i skjul i stedet for at søge hjælp, siger overlæge ved Alkohol-enheden på Bispebjerg Hospital, Finn Zierau, som står i spidsen for det eneste danske behandlingstilbud rettet specifikt mod læger og sygeplejersker.

Han peger samtidig på, at personer med en sundhedsfaglig baggrund kender symptomer og tegn på misbrug. Derfor lykkes det dem i højere grad at skjule misbruget for deres omgivelser.

Sådan lyder også beskeden fra leder af Center for Rusmiddelforskning, Mads Uffe Pedersen, som peger på, at angsten for at blive opdaget og miste job og autorisation er en medvirkende faktor til, at sundhedspersonale ofte først søger hjælp, når de er så langt ude i misbruget, at det næsten er for sent.

– Der findes ingen offentlige, anonyme behandlingstilbud. Derfor søger de ofte private tilbud, men også det udskyder de af angst for at blive afsløret. De er udmærket klar over, at misbruget kan koste dem karrieren, siger Mads Uffe Pedersen.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere i artiklen Misbrugende læge har brug for specialtilbud.