Modige menighedsråd og kunstnere fornyer kirkekunst

LEMMERZ GENFÆRD PÅ AROS.: Aros Kunstmuseum i Århus slår d.9. oktober 2010 dørene op for en ...

Kunstnere som Erik A. Frandsen, Dorte Dahlin og Christian Lemmerz blev ellers i 1980’erne kaldt for ”postmoderne desperados”, fordi deres kunst var vild, ekspressiv og impulsiv. Her er det kunstneren Christian Lemmerz under en af sine udstillinger på kunstmuseet Aros. Foto: Henning Bagger/scanpix / Scanpix

Der må meget gerne være en åbenhed i kirkekunst. Mennesker er i dag vant til at se på billeder og er også mere åbne over for en kunstnerisk fortolkning.
Lisbeth Smedegaard Andersen, teolog og kunsthistoriker

Det er en glædelig udvikling, at menighedsrådene har fået øjnene op for andre kunstnere end ”Tordenskjolds soldater”, mener flere eksperter

I de senere år er en ny gruppe kunstnere rykket indenfor i de danske kirker, hvor de især siden nullerne har skabt moderne udsmykninger.

Kunstnere som Erik A. Frandsen, Dorte Dahlin og Christian Lemmerz blev ellers i 1980’erne kaldt for ”postmoderne desperados”, fordi deres kunst var vild, ekspressiv og impulsiv.

Med en fælles betegnelse blev flere af dem kaldt ”De unge vilde”, fordi de også abonnerede på punk-kulturens idealer om at skabe kunst præcis, som man selv havde lyst til. Uden hensyn til traditioner og autoriteter, men med oprør mod alle samfundets institutioner.

”Dengang ville det have været utænkeligt for dem at skabe kunst til netop kirkerne, fordi de ganske enkelt ikke ville træde ind i det rum, som kirkerne repræsenterer. I dag er de blevet ældre og har store kunstneriske erfaringer. Og så er de samtidig nogle af de dygtigste kunstnere, vi har, og med en eksistentiel alvor, som kan indgå i kirkerummet,” siger Claus Hagedorn-Olsen, direktør for Horsens Kunstmuseum, som har specialiseret sig i ”De unge vilde”.

Også teolog og kunsthistoriker Lisbeth Smedegaard Andersen mener, at netop disse kunstnere er velegnede til at skabe kirkekunst, der kan appellere til en moderne menighed.

”Der må meget gerne være en åbenhed i kirkekunst. Mennesker er i dag vant til at se på billeder og er også mere åbne over for en kunstnerisk fortolkning, man kan tænke videre over. Det behøver ikke at være så færdigt og firkantet, for det søgende og gådefulde har langt større appel end tidligere. Her passer netop disse kunstnere godt ind,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

Anne-Mette Gravgaard, der er kunsthistoriker og sognepræst i København, er enig:

”Kunstnere i dag har ikke noget problem med at arbejde med kirkekunst, heller ikke selvom de ikke er medlem af folkekirken. Samtidig er menighedsrådene blevet mere åbne over for at tage nye navne ind. Det hænger sammen med, at folkekirken nu er så rummelig, at den har plads til hvilken som helst individuel spiritualitet,” siger hun og tilføjer:

”Populære kirkekunstnere som Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og Arne Haugen Sørensen har været med til at bane vejen for de nye, der kommer nu. De var næppe specielt religiøse, da de begyndte, men er blevet det efterhånden.”

Lisbeth Bonde, der er kunstkritiker og anmelder ved Kristeligt Dagblad, finder det glædeligt, at kunstnere fra yngre generationer nu for alvor rykker ind i kirkerne.

”Det er en meget dejlig fornyelse, der kan gøre det til en større oplevelse at gå i kirke. Den moderne kunst er ofte abstrakt og giver menigheden mange flere associationsmuligheder end de gamle figurative altertavler. Når man sidder i kirken, vandrer øjnene typisk rundt i rummet, og der er det godt med ikke alt for håndfaste løsninger,” siger Lisbeth Bonde.

Hun mener ikke, at kirkerne nødvendigvis bliver mindre sakrale af den nye kunst. For selvom kunstnerne ikke er praktiserende kristne, kan de sagtens fange det religiøse og åndelige i deres kunst.

Udviklingen hilses også velkommen af Udvalget for Kirkekunst fra Det Kongelige Akademi for Skønne Kunster. ”Kirkeudsmykninger bør altid være udtryk for et nutidigt syn på det, der foregår i kirken,” siger Mikael Thejll, der er formand for udvalget.