Movia udløser debat om ytringsfrihed

Busselskabet Movia kritiseres for at knægte ytringsfriheden, fordi selskabet har droppet en reklamekampagne, der opfordrer til boykot af israelske bosættelser

Formanden for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed, mener, at Movias fjernelse af annoncerne er et eklatant brud på ytringsfriheden. Her ses en Movia-bus. Arkivfoto.
Formanden for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed, mener, at Movias fjernelse af annoncerne er et eklatant brud på ytringsfriheden. Her ses en Movia-bus. Arkivfoto.

Kan et busselskab tillade sig at droppe en kritisk annonce om israelske bosætttelser på Vestbredden med henvisning til, at reklamen virker ”unødigt stødende”, og ”at den er diskriminerende med hensyn til nationalitet.”

Debatten bølger blandt politikere og på de sociale medier efter, at det sjællandske busselskab Movia den 30. april besluttede at droppe en buskampagne fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening med teksten: ”Vores samvittighed er ren! Vi hverken køber produkter fra de israelske bosættelser eller investerer i bosættelsesindustrien.”

Formanden for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed, mener, at Movias fjernelse af annoncerne er et eklatant brud på ytringsfriheden. Foreningen har allerede fået henvendelse fra flere advokater og er rede til at føre en sag mod Movia, hvis ikke beslutningen om at droppe annoncekampagnen bliver omstødt.

Samtidig agter Dansk Palæstinensisk Venskabsforening nu at udvide kampagnen, så den omfatter busser i Jylland, på Fyn og resten af Sjælland.

”Modstanderne af kampagnen handler i strid med demokratiet. Der er ikke noget på busserne, som er stødende eller diskriminerende. Vi går ikke ind for en boykot af Israel. Vi har iværksat kampagnen, fordi vi mener, at bosættelserne er den største forhindring for fred,” siger Fathi El-Abed.

Finn Rudaizky, der er medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune for Dansk Folkeparti, er en af de politikere, der har forsøgt at få kampagnen stoppet. I stedet for at klage kontaktede han bestyrelsesmedlem i Movia, borgmester Hans Toft (K) fra Gentofte Kommune. Finn Rudaizky har til Danmarks Radio udtalt, at han er overrasket over kampagnens ordlyd kun tre måneder efter skudattentatet mod synagogen i København i februar.

”Man skal have lov til at kritisere Israel alt det, man vil. Men her er man med til at puste til ilden i den antisemitiske stemning, der har været herhjemme,” siger han og understreger, at kampagnen ikke blot er en kritik af bosættelserne, ”men af selve Israel, der står bag bosættelserne”.

Professor Kasper Lippert-Rasmussen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, der forsker i diskrimination, vurderer, at Movias argument om, at kampagnen er diskriminerende mod israelere, hviler på et tyndt grundlag.

”Annoncen opfordrer for eksempel ikke til, at man ikke skal købe varer fra Tel Aviv, men kigger specifikt på bosættelserne. Men kan spørge, om Movia med deres beslutning selv diskriminerer. Sidste år fik Movia mange klager over en kampagne om brystoperationer. Dengang valgte Movia ikke at fjerne kampagnen. Nu vælger de så at fjerne en politisk kampagne,” siger Kasper Lippert-Pasmussen.

Til gengæld mener han ikke, at ytringsfriheden er krænket.

”Det er ikke en krænkelse af ytringsfriheden, at andre ikke vil viderebringe nogens budskab eller reklame,” lyder vurderingen fra professoren.

Politikerne i Movias bestyrelse ønsker ikke at udtale sig, men henviser til den redegørelse, busselskabet har udsendt.

På Christiansborg har SF's medieordfører, Özlem Cekic, indkaldt kulturminister Marianne Jelved (R) til samråd. Her skal ministeren redegøre for, om en offentlig institution kan begrænse ytringsfriheden.

Til gengæld erklærede Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, i går, at han ikke vil blande sig i sagen.

”Movia må egentlig selv om, om de vil skrinlægge en kampagne - ligesom alle virksomheder må det,” lød det fra Søren Pind.

Aktivister fra Mellem-folkeligt Samvirke demonstrerede forleden mod Movias beslutning om at fjerne Dansk Palæstinensisk Venskabs-forenings kampagne fra busserne. -
Aktivister fra Mellem-folkeligt Samvirke demonstrerede forleden mod Movias beslutning om at fjerne Dansk Palæstinensisk Venskabs-forenings kampagne fra busserne. - Foto: Scanpix