Museer bruger fortællinger fremfor genstande

Strandingsmuseet i vestjyske Thorsminde er det seneste eksempel på danske museer, der satser på at formidle gennem menneskelige historier. Det er med til at stimulere folks nysgerrighed, siger lektor i museumsstudier

Livet ved havet er fyldt med dramatiske og spændende fortællinger, og det er disse fortællinger fremfor klassiske museumsgenstande, der skal trække besøgende til Strandingsmuseet i Thorsminde ved Nissum Fjord.
Livet ved havet er fyldt med dramatiske og spændende fortællinger, og det er disse fortællinger fremfor klassiske museumsgenstande, der skal trække besøgende til Strandingsmuseet i Thorsminde ved Nissum Fjord. . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

En udtrådt sort lædersko, der mangler snørebånd, lyder ikke umiddelbart som en museumsgenstand.

Men når skoen kan give anledning til at fortælle historien om en ung matros, der forliste med sit skib ud for Jyllands vestkyst, og om en engelsk familie, der aldrig fik deres søn hjem, er det pludselig en anden snak.

Danske museer lægger i stigende grad vægt på at fortælle menneskelige historier, og når nye museumsbyggerier planlægges, tænkes fortællingerne typisk ind fra begyndelsen.

”Der er en klar tendens til, at museerne gør meget ud af den mundtlige formidling. Det sker blandt andet via mikrohistorier om enkeltindivider, som museumsgæsterne følelsesmæssigt kan forholde sig til.”

Det siger Hans Dam Christensen, der er professor i kulturformidling på Københavns Universitet og formand for Dansk Center for Museumsforskning.

Han har registreret, at flere og flere museer vælger at ansætte gode fortællere i stedet for faguddannede udstillingsguider som et led i satsningen på de gode historier.

”Om det er godt eller dårligt kommer helt an på, hvordan det bliver gjort. Men det er klart, at det ikke må ende i rene anekdoter, hvor fagligheden går fløjten,” mener han.

Kirsten Drotner, der er professor på Syddansk Universitet og leder af forskningscenteret Dream, der bedriver forskning i museumsformidling, ser historiefortællingerne som en positiv udvikling.

”Mange mennesker anser ikke museumsgenstande for interessante i sig selv, det er derimod fortællingerne, der griber folk.

Derfor er den narrative dimension, som museerne i stigende grad benytter, oplagt,” mener hun.

Ifølge Ane Hejlskov Larsen, der er lektor i kunsthistorie og museumsstudier på Aarhus Universitet, har de kulturhistoriske museer altid gjort meget ud af fortællingerne bag deres udstillede genstande, men at det nu i stigende grad sker på bekostning af antallet af genstande.

”Det er der nogle, der begræder, men ikke jeg. Museerne er sat i verden for at stimulere folks nysgerrighed. Det er uformelle læringsmiljøer, hvor man bør anvende de metoder, der tiltrækker flest,” siger hun.

I Thorsminde i Vestjylland, hvor Strandingsmuseet efter sommerferien går i gang med at etablere en stor tilbygning, der åbner i påsken 2017, er det også de menneskelige historier, der er i fokus.

”Strandingsmuseet er et typisk genstandsmuseum fra 1990'erne, men med om- og tilbygningen får vi mulighed for at brede historierne endnu mere ud og gøre dem mere sanselige og nærværende, siger Ingeborg Svennevig, der er direktør for de kulturhistoriske museer i Holstebro Kommune, som Strandingsmuseet hører under.

Hun glæder sig over muligheden for at få foldet de spændende og oftest tragiske historier, der hænger sammen med strandingerne, endnu mere ud.

På det nye Moesgaard Museum ved Aarhus, der åbnede sidste år, har lederen af formidlingsafdelingen, museumsinspektør Pauline Asingh, kun positive erfaringer med at gå bag om genstandene med historier om fortidens mennesker.

”Det handler om at skabe indlevelse og identifikation. Vi indrømmer gerne, at vi fortolker og lægger et fiktionslag ovenpå. Dermed leverer vi ikke nødvendigvis den endegyldige version, men vores bud på, hvordan livet kan have været engang i fortiden,” siger Pauline Asingh.

Hun ansætter ofte dramaturger eller andre, der er gode til at fortælle, som omvisere på museet.