Området foran Bådeværftet ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde summer og syder af liv trods den lunefulde sommerdag med skiftevis sol og styrtregn.
Hjemmevant svinger de to bådebyggere, Martin Dael og Ture Møller, deres bredbladede økser, buebor og andet autentisk værktøj under arbejdet med at rekonstruere Gislingebåden; en knap otte meter lang gårdbåd fra 1130 fundet i Gislinge ved Lammefjorden.
Nogle meter derfra står arkæolog Mads Jylov i røg og varme fra en pulsende jernudvindingsovn, der hvert 10. minut skal fodres med et kilo trækul og et kilo jernmalm. For første gang skal en båd fra stedet nemlig også have tidstypiske nagler.
”Jeg har i mange år eksperimenteret med jernudvinding efter oldtidens principper. Men det her er første gang, at jeg skal levere jern til naglerne i et skib bygget efter gamle metoder, og så giver mit eksperimentalarkæologiske arbejde pludselig meget mere mening”, siger Mads Jylov med et kulsvedent smil.
Ved siden af står smed Jonas Bigler klar til at banke det gloende jern.
”Man kan sammenligne smedeprocessen med at bage. Du kan godt smide æg, mel, vand og smør i en bageform og så ind i ovnen. Men resultatet bliver ikke heldigt, og på samme måde skal jern bearbejdes for at kunne bruges. Spørgsmålet er så, hvor meget datidens smede arbejdede med jernet, før de lavede deres nagler. Det handler jo også om forbrug af tid for hver enkelt nagle, og der skal vi prøve os frem”, siger Jonas Bigler.
De to forventer at producere 100-200 skibsnagler. Disse nagler vil ikke ruste så hurtigt som nutidens grundet et højt fosforindhold i jernet. Til gengæld er jernet ikke så smidigt, så at sidde i en båd og holde til sejlads bliver ifølge Mads Jylov den ultimative test af deres nagler.
De autentiske jernnagler bliver brugt i båden side om side med de nutidige nagler, som bådebyggerne hidtil har brugt:
”Vi prøver at bruge begge slags nagler denne gang for at se, hvordan de holder over tid. På nogle af de ældre rekonstruktioner har vi måtte skifte naglerne på grund af rust, så det bliver spændende at se, hvordan den gamle type holder. Men måske holdt skibene bare længere end naglerne”, siger Martin Dael.
Både jernudvinding, smedning og bådebyggeri fænger tydeligvis museumsgæsterne, der ivrigt følger arbejdet.
Men projektet er mere end bare underholdning for turister og regnvejrsramt feriefolk. Det er videnskabsformidling for fuld udblæsning og kulturarv af den immaterielle slags.
Den kulturarv, der omfatter fortælletraditioner, ritualer, dans, kundskaber om for eksempel natur og planter samt viden om gamle håndværk - alt det, der ikke kan sættes i en montre.
”Et af Vikingeskibsmuseets kerneområder er vores viden og ekspertise inden for bådebyggeri og gamle håndværkstraditioner. For hver af de efterhånden 18-20 rekonstruktioner, vi har lavet igennem årene, har vi fået nye erfaringer og dermed mere viden om, hvordan de gjorde tingene dengang. På den måde tilvejebringer vi immateriel kulturarv, mennesket og håndværket bag skibet, og det er jo ligeså vigtigt for forståelsen af fortiden som at finde selve skibet,” forklarer Søren Nielsen, der er chef for museets afdeling for Maritime Håndværk og Rekonstruktion og involveret i et nordisk samarbejde om Unescos immaterielle kulturarv.
I forlængelse af det arbejde opstod en idé, som museet også prøvekører i forbindelse med Gislinge-projektet:
”En ting er at indsamle og have viden om gamle håndværk. Men hvis ingen udfører håndværket, er det dødt. Derfor håndhæver vi de gamle traditioner i arbejdet med rekonstruktionerne, men vi har ikke altid fået delt vores viden. Og det er vigtigt for den immaterielle kulturarv at skabe et fællesskab og interesse omkring den. Derfor kom idéen til et såkaldt Open Source-projekt, som man kender det fra IT-verdenen. At vi deler vores viden og erfaringer fra første dag i processen og inddrager museumsgæster og andre interesserede i et fællesskab omkring det”, fortsætter Søren Nielsen.
Byggeriet af Gislingebåden sker derfor med fuld inddragelse både af museets fysiske gæster og dem, der følger med på museets blog, på Facebook og Instagram.
Tegningerne af båden ligger tilgængelige på nettet og er blevet downloadet over 140 gange, og de sociale medier har ifølge museumsinspektør Triona Sørensen givet noget helt nyt:
”Hidtil har vi mest brugt Facebook til markedsføring. Men med Open Source-projektet bruger vi de sociale medier hele vejen, og det er de faktisk meget velegnede til. Vi får respons fra folk i hele verden, og det er sjovt nok de mest nørdede opdateringer, der bliver delt flest gange. Vi har fat i alt lige fra bådentusiaster, der selv vil bygge båden, til håndværkere, der kommenterer på bådebyggernes metoder, og så er der dem, der bare følger med for sjov. Vi har tilmed haft én fra Argentina, der spurgte, hvad for noget træ han skal bygge med, når egetræ er svært at skaffe derovre”, fortæller Triona Sørensen.
Så Gislinge-projektet er på flere måder nyskabende, og bådebyggere såvel som kommunikationsfolk ser frem til at evaluere resultaterne til efteråret, hvor de også håber på at kunne søsætte båden.
I mellemtiden kan enhver følge med i byggeriet trin for trin eller selv tage til Roskilde og svinge en bredbladet økse.