Muslimer har det fint med et kristent Danmark

Muslimer i Danmark. Her er det fredagsbøn ved Dansk Islamisk Center på

Arkivfoto. Muslimer i Danmark. Her er det fredagsbøn ved Dansk Islamisk Center på Nørrebro. Scanpix Denmark

Så længe man behandler muslimer ordentligt, kan man kalde Danmark kristent, siger formand for omstridt moské. Venstres ophøjelse af kristendommen kan endda være en fordel for andre trossamfund, siger talsmand for Islamisk Trossamfund

”Danmark er et kristent land. Det er ikke et muslimsk land, forstå mig ret,” siger Hashi Bobo, muslim og ejer af Danmarks eneste somaliske køreskole.

Han sidder i sin skolevogn ”Bobobilen” med en elev og reflekterer over formuleringen ”Danmark er et kristent land,” der har skabt stor debat, efter at Venstre-regeringen offentliggjorde den i sit regeringsgrundlag i slutningen af juni.

”Så længe der stadig er religionsfrihed, så har jeg ikke noget problem med, at Venstre skriver sådan.

Så længe jeg ikke bliver chikaneret over at være muslim, kan de skrive, hvad de vil,” siger Hashi Bobo, mens han dirigerer sin elev til højre i et kryds.

Kritikere af formuleringen har ment, at det kunne virke ekskluderende på andre trosretninger og ikke-troende at fremhæve, at Danmark er kristent, men Hashi Bobo har ikke noget problem med udsagnet, og det har formanden for den omstridte Grimhøj-moské i Aarhus, Oussama El-Saadi, heller ikke.

”Det er helt fint for mig, og faktisk er det bedre for mig, at de siger, at det er et kristent land, for så er det nemmere for mig at forstå, hvem jeg er, og hvor jeg bor. Det er bedre end, at de siger, at man ikke må være muslim i Danmark. Bare man behandler muslimer ordentligt og respekterer dem,” siger Oussama El-Saadi og fortsætter:

”Og selvom man kan sige, at mange folk i Danmark ikke praktiserer deres religion, så går de alligevel i kirke, når der sker noget. Så indvendigt er folk kristne, selvom de ikke siger det højt. Det er fint for os, at vi bor i et land som er deres.”

Heller ikke Ayan Mouhoumed, chefredaktør og stifter af internetmagasinet Ethniqa Magazine, har noget problem med beskrivelsen af Danmark som kristent, men finder det alligevel lidt overraskende.

”Jeg tænker ikke, at Danmark er et kristent land. Jeg kan ikke se de kristne værdier i min omgangskreds, men jeg synes, at det er fint, og jeg mener ikke, at det er ekskluderende,” siger Ayan Mouhoumed.

Til gengæld kan det virke som et billigt kort at trække, siger hun.

”Jeg tror, at det handler om, at regeringen har behov for at sende et signal om dens værdier. Der er måske et behov for at tilfredsstile en vis gruppe borgere, og så kan det være et billigt point for at fastholde dem,” siger Ayan Mouhoumed.

Fra Islamisk Trossamfund lyder der også opbakning til Venstres markering af Danmark som kristent. Organisationens talsmand, Imran Shah, henviser til Grundloven, hvor folkekirkens særstatus er nedskrevet.

”Grundloven blev skrevet i et land og på et tidspunkt, hvor kristendommen var den dominerende religion. Nu understreger man det bare igen, og det har jeg det fint med,” siger Imran Shah, der ligeledes mener, at det kan være en fordel for andre trossamfund, at Venstre har påpeget, at Danmark har kristne rødder.

”Hvis det kan betyde, at troen kommer ind i offentligheden, er det ikke en dårlig ting, men en rigtig god ting. Det vil give de religiøse følelser en anden prioritet. Religion bliver ikke affærdiget, som noget, der hører fortiden tiden. Der er religiøse, der er muslimer, jøder og kristne, og det skal man holde i hævd,” siger Imran Shah.

Det er dog ikke alle muslimer, der er begejstret for, at regeringen på sin første arbejdsdag beskrev Danmark som et kristent land. Akram Mehmood er imam i Nusrat Djahan Moskéen, som hører under den islamiske retning ahmadiyya, der ikke er anerkendt af traditionel islam, fordi ahmadiyya-muslimerne ikke ser profeten Muhammed som den sidste profet.

Akram Mehmood finder det problematisk, at Venstre-regeringen med fremhævelsen af kristendommen blander religion og politik.

”Vores holdning er, at religion ikke skal blandes med regeringsarbejde. Blander man det, får man mange problemer i landet. Det står heller ikke i Bibelen eller Koranen, at et land er enten kristent eller muslimsk. Man skal ikke tale om religion på den måde. Det er en mands egen praksis,” siger Akram Mehmood.