Det er en myte, at dansk kræftbehandling halter efter

Modsat den udbredte forestilling er dansk kræftbehandling ikke ringere end i udlandet. Forkerte sammenligninger og dårligere patienter giver Danmark misvisende placering på ranglisterne, mener læger og forskere. Sundhedsordfører: Utroværdige tal skræmmer befolkningen

Udover at flere danskere får kræft end folk i mange andre lande, og at danskerne har et dårligere helbred, der påvirker prognosen, får de også flere alvorlige kræftsygdomme end andre. - Modelbillede
Udover at flere danskere får kræft end folk i mange andre lande, og at danskerne har et dårligere helbred, der påvirker prognosen, får de også flere alvorlige kræftsygdomme end andre. - Modelbillede.

Overlæge Michael Borre runder ofte forelæsninger og oplæg af med et tankeeksperiment:

Hvis han selv havde kræft og som patient blev sat af en bil på midten af Øresundsbroen, ville det være uden betydning, om han gik mod øst eller vest for at få sin behandling.

For det passer ikke, når medier, politikere og patientforeninger igen og igen taler om, at dansk kræftbehandling er ringere end den svenske – eller for den sags skyld andre lande, vi normalt sammenligner os med.

”Det er dybt demotiverende uretmæssigt at blive smidt i skammekrogen som dårlige kræftbehandlere, når data, der kan sammenlignes, viser, at dansk kræftbehandling er langt bedre end sit rygte og ikke halter efter for eksempel Sverige,” siger Michael Borre, som også er formand for kræfteksperter inden for en bred vifte af specialer i de såkaldte Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG).

I Kræftens Bekæmpelse har Jes Søgaard, afdelingschef for dokumentation og kvalitet, netop regnet på de nyeste tal for den nordiske kræftoverlevelse.

”Jeg kan dokumentere, at vi vitterligt har hentet meget, og nogle steder har vi mere end indhentet de andre nordiske lande, men der er stadig steder, hvor vi halter lidt bagefter. Det er måske ikke rigtig gået op for det politiske system på Christiansborg, hvor langt vi er nået med kræftoverlevelsen,” siger han.

I Norden samles statistik om overlevelse og dødelighed i databasen Nordcan, og her viser de nyeste tal, at svenske mænds chance for at være i live ét år efter en kræftdiagnose er 84 procent. I Danmark er den 77 procent.

Internationalt er Danmarks placering blandt andet beskrevet i en OECD-rapport fra 2013, der viste, at Danmark havde en af de højeste dødeligheder for kræft, nemlig som nummer 27 ud af 34 lande.

Det er dé tal, befolkningen kender, medierne refererer, og politikerne handler på, når de siger, at Danmark halter efter, men de duer altså ikke til at bevise, at behandlingen faktisk er ringere, siger eksperterne.

Lungekræft er et eksempel på, hvad de mener. Også her er Danmark tilsyneladende efter Sverige: Mens 48 procent af danske kvinder er i live ét år efter diagnosen, er tallet 52 procent for de svenske.

Problemet er, at Danmark og Sverige ikke tæller patienter på samme måde.

I alle lande er en lille gruppe patienter så syge, at de aldrig får en helt sikker diagnose eller behandling, før de dør. I stedet får de lægens vurdering af, at de har lungekræft, men uden at de trækkes igennem opslidende undersøgelser, der bekræfter det.

I Danmark er disse meget syge patienter inkluderet i statistikken. I Sverige er de ikke med.

I Dansk Lunge Cancer Gruppe mener man, at fem-seks procent af de danske patienter, der årligt diagnosticeres med lungekræft, tilhører denne gruppe.

Anders Green er professor i klinisk epidemiologi ved Syddansk Universitet. Han peger på, at den forskel i registrering giver Danmark et handicap, før konkurrencen overhovedet er begyndt:

”Rent faktisk dør cirka fem procent af de danske lungecancerpatienter inden for 60 dage fra diagnosetidspunktet og uden at have fået foretaget fuld udredning. Hvis en sådan andel på forhånd er udeladt i de svenske data, passer det smukt som forklaring på forskellen på etårsoverlevelsen mellem landene,” siger han.

Han understreger, at det ikke er bevist, at denne forskel forklarer svenskernes bedre overlevelse, men at der skal sammenlignelige data til, før det er rimeligt at sige, at Danmark er bagefter.

Endnu mere problematiske er ifølge Anders Green de tal, der sammenligner risikoen for at dø af kræft i Danmark med risikoen i andre lande.

Dødelighed kan enten regnes ud ved at se på, hvor stor risikoen er for at dø af lungekræft i befolkningen generelt, eller hvor stor dødeligheden er inden for den gruppe, der faktisk har lungekræft.

I Danmark får stadig flere mennesker lungekræft. Til gengæld er overlevelsen øget markant for den enkelte patient på 10 år, fra 30 til 40 procent for kvinder, ifølge de seneste tal.

Men den forbedring er usynlig i for eksempel OECD’s tal, hvor dødelighed regnes ud på baggrund af hele befolkningen.

”Hvis du har et land med et højt og stigende antal lungecancerpatienter, er der også et højt og måske stigende antal dødsfald, selvom dødsrisikoen for den individuelle patient er lavere end i udlandet. Det er klart, at politikerne tager sig til hovedet, når de kun ser den statistik, der viser, at cancerdødeligheden i befolkningen stiger, selvom den enkelte patient har en markant bedre prognose,” siger Anders Green.

Det er ingen hemmelighed, at danske kræftlæger er fagligt pikerede over de internationaler bundplaceringer. Derfor udgav de sidste år en omfattende rapport, der dokumenterede fremskridtene i den danske kræftbehandling inden for fire store specialer.

Resultaterne for lungekræft blev tidligere i år udgivet som videnskabelig artikel. Her peger lægerne i konklusionen netop på, at ”usammenlignelige data” og ”skævhed i udvælgelsen” med stor sandsynlighed har betydning for dårlige danske resultater i internationale sammenligninger.

Samtidig har danske lungekræftpatienter generelt et dårligere helbred end for eksempel vores nordiske naboer. De har blandt andet flere sygdomme på én gang og tåler derfor behandling dårligere, og det får dødeligheden op.

Pointen gælder også andre kræftområder, siger overlæge Michael Borre:

”Det er med andre ord patienten, der afgør prognosen, lige så meget som det er behandlingen.”

Anders Green var medforfatter på den videnskabelige artikel. Både angående lungekræft og i det hele taget vurderer han, at dansk kræftbehandling har nået det forjættede ”udenlandske niveau”:

”Når vi tager hensyn til de her usikkerhedsmomenter, er den videnskabelige konklusion, at vi ikke er ringere end udlandet,” siger han.

Jes Søgaard fra Kræftens Bekæmpelse er enig i, at danskernes generelt dårligere sundhedstilstand har betydning for den lavere placering internationalt.

Udover at flere danskere får kræft end folk i mange andre lande, og at danskerne har et dårligere helbred, der påvirker prognosen, får de også flere alvorlige kræftsygdomme end andre.

Når flere får lungekræft på grund af rygning i Danmark end i Sverige, trækker det overlevelsen ned.

”Vi har relativt flere af de ’farlige’ kræftsygdomme som kræft i lunge, bugspytkirtel eller mave. Faktisk viser data, at cirka halvdelen af forskellen på den relative 1-års overlevelse i forhold til Sverige forklares med, at vi i Danmark har flere af de tungere og livsstilsafhængige kræftsygdomme end i Sverige,” siger han.

Han bekræfter også, at forskellen i registrering af patienter forplumrer en sammenligning mellem Danmark og Sverige. Derimod, mener han, er en sammenligning med Norge retvisende.

Her er Danmark stadig bagefter med en et-års overlevelse for mænd på 77 procent mod Norges 81 på tværs af kræftformer.

Men tallet dækker både over kræftformer, hvor Danmark har overhalet Norge i overlevelse, andre hvor vi er på stort set samme niveau, og nogle hvor der er et efterslæb.

”Mit hovedbudskab er, at vi faktisk har indhentet rigtigt meget af det efterslæb, som vi vitterligt havde for 10-15 år siden i forhold til vores nordiske nabolande, men at vi ikke er helt i mål,” siger Jes Søgaard.

Hos Dansk Folkeparti er sundhedsordfører Liselott Blixt overrasket over de usikre sammenligninger:

”Vi bankes jo hele tiden i hovedet med, at vi er bagud. Men det er jo at skræmme befolkningen at bruge tal, der ikke kan sammenlignes, og det sætter sundhedspolitikere under pres,” siger hun:

”De forskere, der laver tallene, har det største ansvar. Det er klart, at vi som politikere reagerer, når der står, at vi er så langt bagefter.”

Sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) mener, at det er regeringens ansvar at skaffe sammenlignelige data:

”Det er godt, at opmærksomheden rettes mod forskellighederne i de her sammenligninger, for vi er som politikere meget tilbøjelige til at ty til dem – og så kritisere. Det må være de øverste nationale myndigheders ansvar, det vil sige Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet, at sætte sig i spidsen for, at data er sammenlignelige, ellers skal de ikke bruges.”

Sundhedsministeriet oplyser, at man i Sundhedsstyrelsen er opmærksom på, at forskellene mellem de nordiske lande kan skyldes forskelle i datagrundlaget, og at kræftlægernes advarsel blandt andet er omtalt i oplægget til den nye kræftplan IV.