Jeg har det sådan med forbilleder, at det ændrer sig i løbet af livet. Men for tiden er jeg meget optaget af den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer. Det, der er interessant ved ham, relaterer jeg til alt det, der sker i Mellemøsten i øjeblikket. Da han levede, gik han fra at være pacifist til at blive aktiv i modstandsbevægelsen og endte med at blive henrettet på grund af det. Bonhoeffer sagde noget, som jeg bruger meget i øjeblikket: ”Det ikke at handle er også en handling”. Den sætning får mig til at tænke på hele diskussionen omkring Syrien, og hvad der sker, når man ikke handler i tide. Han sagde også, at det engang imellem kan være nødvendigt at slå det onde ihjel for at undgå mere ondt.
Bonhoeffer forlod den tyske kirke, fordi den var i lommen på nazisterne. Han var med til at danne Die Bekenntniskirche, som ville fastholde bekendelsen til Kristus. Bonhoeffer var parat til at dø for det, han troede på. Det er noget, jeg savner i nutiden. Jeg savner nogen, der kæmper indædt for en politisk sag, fordi det er hjerteblod, og man ikke kan leve med, at tingene er anderledes. Jeg går ikke så meget op i, om man må køre 110 eller 150 kilometer i timen på motorvejen - det er ikke noget, der optager mig. Men de grundlæggende, universelle frihedsrettigheder er derimod hjerteblod for mig. Dansk politik i dag burde ikke handle om underholdningsorkestret, men om hvad vi vil med Danmark om 20 år. Flere burde lære Bonhoeffer at kende, især menings- og beslutningstagere. Jeg har brugt ham til at argumentere for, at vores indblanding i Mellemøsten ikke kun handler om vores egne særinteresser - det handler også om moral. Det kan godt være, at der er fred og ro i mit hus, men jeg kan simpelthen ikke acceptere, at der i nabohuset er kvindeundertrykkelse, incest og børnevold. Jeg vil ind og blande mig som Bonhoeffer.