Danmarks Radios tidligere dramachef Ingolf Gabold har vakt debat om nationen og nationalismen ved at udtale sig om den politiske intention bag tv-serien ”1864”. Nationalisme opfattes i dag som et skældsord, både af Gabold selv og hans kritikere.
Historievidenskaben har siden begyndelsen af 1980'erne beskæftiget sig med nationalismens historie. En pioner og internationalt anerkendt ekspert på feltet er faktisk min medklummenist, Uffe Øster-gaard.
I historievidenskaben bruges begrebet værdineutralt som betegnelse for en politisk bevægelse, hvis formål er at skabe en nationalstat, en enhed af stat og folk, således at retsordenens og den politiske enheds grænser er sammenfaldende med etnicitetens. Definitionen siger derimod ikke noget om, hvorledes denne enhed skal tilvejebringes. Man er altså nationalist, uanset om man vil bruge fredelige eller voldelige midler til at opnå formålet.
I sin reneste form er nationalstaten defineret som en suveræn stat, der omfatter samtlige medlemmer af en enkelt nation og ingen medlemmer af andre nationer. Verdenshistorien kender ingen eksempler på rene nationalstater. Island efter selvstændigheden i 1918 kom tæt på, hvis det ikke var for det danske mindretal på øen og siden den væsentlige amerikanske tilstedeværelse.
Nationen er som fænomen væsentlig ældre end nationalismen. Man kan finde vidnesbyrd om national bevidsthed i middelalderen hos for eksempel Saxo, altså en forestilling om, at der er en betydningsfuld forskel på at være for eksempel dansk, tysk eller svensk.
Nationalisme som politisk fænomen voksede frem efter Wienerkongressen 1815, og dermed rykkede nationen op på den politiske dagsorden. Tilhørsforholdet til en nation blev afgørende for den enkeltes identitet og muligheder i livet.
Interessant nok kan man argumentere for, at danskerne i 1864 burde have handlet mere nationalistisk. De skulle være gået efter en deling af Slesvig efter sproggrænsen. Både Bismarck, briterne og Christian IX var indstillet på det. De national-liberale havde imidlertid bundet sig op på en ejderdansk løsning, altså en påstand om, at hele Slesvig i virkeligheden var dansk, og det endte så med, at hele Slesvig gik tabt.
At nationen og nationalismen er historiske størrelser, har fået nogen til at anlægge den fortolkning, at nationen er en konstruktion, altså at den er en illusion og dermed en løgn.
Men dette argument ville indebære, at andre samfundsfænomener som for eksempel demokratiet måtte afskrives. For demokratiet findes kun, for så vidt dets deltagere tror på det.
Nationen er på samme måde forestillingen om, at man tilhører et fællesskab, der er holdt sammen af historie, sprog og kultur - og eventuelt religion. Nationen er derfor både konkret, oplevet virkelighed og utopi. Hvis ingen definerede sig som danskere, ville Danmark ophøre med at eksistere.
Der findes også dem, der mener, at nationen altid har eksisteret, at den for eksempel hører til skabelsesordenen, eller at den findes som historisk virkelighed, også når bevidstheden om den ikke har eksisteret. Men også de mener, at nationen først kommer til sig selv, når bevidstheden om den vækkes.
I Danmark blev den nationale utopi virkeliggjort så tæt på idealet som muligt med Slesvigs deling i 1920 og befæstet med aftalerne mellem København og Bonn i 1955. Selvom vi roser os af, at den danske nationalisme nåede sit mål med fredelige midler, ville denne løsning aldrig have været mulig uden tysk nederlag i den forudgående krig, der som bekendt også kostede tusindvis af danske slesvigere livet.