For Niels Ebbe Pedersen begyndte tirsdag den 1. marts som alle andre tirsdage. Vækkeuret ringede klokken 6.45, hvorefter han stod op og indledte sin morgenrutine, som indebar et bad, mad til hunden, en kop kaffe og cornflakes.

Konen, Helle, var allerede oppe, og selvom hun sjældent sad stille om morgenen, nåede parret som oftest at drøfte, hvad dagen ville bringe, inden hun forlod hjemmet.

Normalt ville Niels Ebbe Pedersen efterfølgende gøre sig færdig, sætte sig ud i bilen og møde på Odsherred Kommunes rådhus klokken otte. Men denne tirsdag morgen blev han siddende ved køkkenbordet. Dagen var nemlig ikke som alle andre tirsdage. Det var Niels Ebbe Pedersens første dag i over 40 år uden arbejde. Hans første dag som pensionist.

”Det var da lidt mærkeligt at se min kone tage af sted og så bare blive siddende og ikke skulle noget som sådan. Det blev pludselig mere virkeligt. At nu var det kapitel ligesom slut,” siger 60-årige Niels Ebbe Pedersen, da han nogle timer senere sysler rundt i køkkenet.

Han finder kaffe frem samt chokoladekiks og karameller, som ”fruen” har købt i anledning af journalistens besøg.

Klokken har passeret 12, og lige nu ville han typisk sidde i arbejdets kantine med kollegerne, hvis ikke et møde kom i vejen. Som it-chef i Odsherred Kommune har han nok at se til, særligt nu hvor der skal implementeres et nyt styresystem for alle ansatte. Han afbryder sig selv.

”Nu snakker jeg, som om jeg stadig var der – men det må du selv trække fra.”

Frihed i stedet for møder

I dag er der ingen møder, og i stedet for kollegerne underholder Niels Ebbe Pedersen nu Kristeligt Dagblads udsendte med historier om huset i Høve i Nordvestsjælland, området og gårsdagens afskedsreception på rådhuset, hvor det var svært ikke at blive lidt rørt.

”De mange år i kommunen går jo ikke ligegyldigt hen. Jeg har været glad for arbejdet, haft ambitioner og fået alle de udfordringer, jeg kunne ønske mig. Men samtidig har jeg også vidst, at nok er nok. Nu starter der en ny fase, som jeg slet ikke ved, hvad hedder eller går ud på. Jeg synes ikke, jeg er klar til rigtigt at kalde det et otium eller alderdom. Jeg tror, jeg er i en mere aktiv fase mellem arbejdslivet og det.”

Uanset hvad den nye fase hedder, så indebærer den en del praktiske opgaver, må Niels Ebbe Pedersen sande. Hele den første morgen og formiddag som pensionist er nemlig gået med at tale i telefon. Først skulle han have fat i sit pensionsselskab for at ændre noget i sin ordning, derefter måtte han kontakte en nu tidligere kollega, som skulle sende ham nogle oplysninger, og så skulle der ny internetforbindelse til huset, da arbejdet tidligere stod for dette.

”Jeg kan se, at mit mobilbatteri er mere fladt, end det plejer at være på denne tid af dagen. Og noget tyder på, at der kan komme til at gå lidt dage med at få alt det praktiske på plads,” siger han.

Derudover har han skullet udskifte mailen og telefonen, så de ikke længere var knyttet til arbejdet, men var private. Det har krævet en del arbejde, da alle kontakter på tidligere kolleger, venner og familie lå på den gamle mail.

”Det er flot at sige, at mit arbejde var mit liv, men det har det jo i vid udstrækning været. Jeg har haft alt på min arbejdsmail og min arbejdstelefon, og jeg har været vant til at besvare henvendelser om arbejde på alle tidspunkter af døgnet. På den anden side har jeg været opmærksom på, at det ikke skulle være hele mit liv. Man kan let ryge i en fælde, hvor arbejdet får lov til at fylde alt, og jeg har hørt om mange, der er gået ned, da de stoppede. Min egen svigerfar solgte sin forretning på et godt tidspunkt, men havde det rigtig svært efterfølgende, fordi hele hans identitet var gravet ned i den forretning. Det vil jeg prøve at undgå.”

Pensionist efter 44 år på arbejdsmarkedet

Allerede som 16-årig kom Niels Ebbe Pedersen i lære i skattevæsenet i Holbæk, hvorfra han endte i skattevæsenet i Dragsholm og efterfølgende blev sekretariatschef i kommunen. I 1990’erne blev han it-chef i Odsherred Kommune, og han kunne være fortsat der længe endnu. Men da der for nogle år siden skulle spares på kommunens økonomi, tilbød han at gå fra som 60-årig.

”Alle har sagt til mig, at det er for tidligt at gå på pension, men jeg har efterhånden set alle mine kolleger gøre det samme. På mit arbejde er de fleste ansatte i 40’erne, og man føler sig altså lidt gammel, når man står ved kaffemaskinen og forsøger at sige noget sjovt om en tid, som de slet ikke var født i,” siger han og tilføjer, at det dog ikke er tanken om at være gammel, der har fået ham til at stoppe.

”Det skyldes dels, at jeg økonomisk har haft mulighed for at gøre det, dels at jeg ønsker en anden prioritering i mit liv. Jeg synes, jeg har været så mange år på arbejdsmarkedet, at der skal ske noget andet nu. For der er andet i livet end arbejde, og andet som jeg gerne vil prøve af, mens jeg bare er i nogenlunde form.”

Hvad tiden skal gå med, er ikke planlagt endnu, men Niels Ebbe Pedersen har allerede et muligt lille job på bedding, som han kan bruge nogle få timer på om ugen. Derudover er der nok at tage fat på på grunden, siger han.

Niels Ebbe Pedersen lejer et areal ud på sin grund til en mand, der har juletræer, og han hjælper med at passe dem og klippe til.

Derudover skal huset males, og der skal fældes træer i haven og hugges træ til brændeovnen. Og så har han en løs idé om måske at lave tehus øverst på en lille skråning på grunden, hvor der er flot udsigt over stranden og Sejerø Bugt, siger han, mens han glad kigger mod vandet. Så retter han blikket lidt mod højre og ser mere alvorlig ud.

”Næste skridt er at få malet gavlen. Den ser slem ud.”

Pensionisttilværelse i naturen

Naturen er generelt afgørende for Niels Ebbe Pedersen. Han kan lide at gå ture, være i haven og spiller også golf hver uge i Odsherred. Derudover har han besluttet, at han efter godt syv års pause skal i gang med at fiske igen, og han har allerede købt nyt grej.

”Jeg er et udemenneske, og det er klart sommeren, jeg ser mest frem til som pensionist. For så kan jeg være i haven, slå græs, vandre og få tid til mine forskellige aktiviteter,” siger han, da han efter tiden i haven er tilbage i huset til endnu en kop kaffe og en pibe tobak.

Mens Niels Ebbe Pedersen glæder sig til sommeren, er vinteren det, han frygter mest som pensionist.

”Det er nemt at sige, men faktisk også sandt. Jeg frygter vinteren med de korte dage, hvor man ikke har lyst til at stå op eller gå ud. Om sommeren kan jeg sagtens få dagene til at gå med praktiske udendørsopgaver, hvis jeg har det rigtige vejr til det. Men til vinter skal jeg finde på noget andet. Jeg tror, jeg må begynde at svømme, måske gå til kor, se børnebørnene og tage i teatret. Uanset hvad skal jeg også have noget åndelig føde.”

Men der skal også være plads til bare at sidde i sofaen og lade sig underholde af fjernsynet, påpeger han.

”Min kone har frygtet, at det er det, mine dage vil gå med, og jeg har sagt til hende, at jeg er ekspert i at lave ingenting, hvilket hun ikke kan lide. Men jeg tror også, man skal erkende, at når man når min alder, så er det ikke svært at få tiden til at gå med mindre. Jeg har bestemt ikke et ønske om at sidde foran skærmen hele tiden. Men jeg frygter, jeg nemt kan komme til det, hvis det regner eller er mørkt og koldt.”

Resten af eftermiddagen går Niels Ebbe Pedersen tur ved vandet. Turen er på små fem kilometer, og da han kommer tilbage til huset, har klokken passeret 17, og ”arbejdsdagen” er omme. Herfra kan aftenritualerne fortsætte som enhver anden dag.

Han lufter den 13-årige labrador Sara, som er blevet for gammel til de lange ture, ser lidt nyheder, og så kommer konen hjem fra arbejde, hvorefter det er tid til at berette om alt det, de hver især har oplevet.

Denne aften drøfter de også den nye situation.

”Når det hele er så nyt som nu, er vi nødt til at tale om, hvordan vores hverdag fremadrettet skal se ud. Der er den udfordring, at min kone er seks år yngre og fortsat på arbejdsmarkedet, og derfor skal opgaverne måske fordeles anderledes mellem os. Vi har snakket om det her mange gange, men nu er det jo pludselig aktuelt,” siger Niels Ebbe Pedersen.

Ved 22-tiden går de sammen i seng, og Niels Ebbe Pedersen stiller vækkeuret til 6.45 dagen efter. For morgenritualet skal der ikke ændres ved, siger han.

”Jeg vil ikke afvise, at jeg kan komme til at trække den et kvarter om morgenen, men jeg skal ikke bare ligge og lade dagen passere. Når det bliver sommer, vil jeg tidligt op og ud og få mest muligt ud af min nye hverdag.”