Egentlig er det venstrefløjens skyld, at Per Stig Møller (K) nu forsøger at greje, hvordan han får plads til en stor firkantet og farverig dansemaske fra det vestafrikanske land Benin, der hidtil har stået på hans kontor på Christiansborg, men nu skal hjem til privatboligen i Allerød. Havde det ikke været for fodnotepolitikken i 1980'erne, hvor Socialdemokratiet, De Radikale, SF og VS pålagde den konservativt ledede Firkløverregering at tage afstand fra væsentlige beslutninger i Nato, var Per Stig Møller (K) næppe gået ind i politik, dengang i 1984.
På det tidspunkt var han 41 år, programchef i Danmarks Radio og i gang med en litterær karriere. Han havde allerede én gang gjort op med sig selv, at politiker skulle han ikke være - selvom det mere end lå i kortene som søn af den tidligere konservative finansminister Poul Møller og tidligere folketingsmedlem journalist Lis Møller (K).
”Jeg havde været ungdomspolitiker og var begyndt at læse jura, men efter et år gik det op for mig, at jeg ikke bare skulle traske i min fars fodspor. Desuden interesserede litteraturen mig meget mere, så jeg sprang fra både jura og politik, og så tog det ene spændende år det andet,” siger Per Stig Møller.
Han vendte først tilbage til tanken om at blive politiker, da han i 1983 fik en henvendelse fra den daværende konservative statsminister Poul Schlüter og det fremtrædende partimedlem Torben Rechendorf.
”De spurgte, om jeg ikke ville stille op til Folketinget, og som situationen var med det alternative sikkerhedspolitiske flertal, syntes jeg ikke, at jeg kunne sige nej. Jeg opfattede det som en eksistentiel trussel mod Danmark, at vi undsagde Nato. Det styrkede Sovjetunionen og kunne være endt rent galt,” siger han.
Det indgik også i overvejelserne, at han på det tidspunkt havde skrevet flere samfundsanalytiske bøger og var en ivrig offentlig debattør.
”Jeg endte med at synes, at hvis man gør sig vældig klog på det hele ved skrivebordet, må man også være parat til at tage et ansvar.”
Og fortrudt har han absolut ikke, nu hvor han har rundet 31 år i Folketinget, heraf 13 år som minister.
”Non, je ne regrette rien,” siger han på det franske, som efter årene som lektor på universitetet Sorbonne i Paris flyder ubesværet.
”Jeg har haft nogle fantastiske oplevelser, især i mine ministerår. Det er klart, at det at være minister er suset. Alt, hvad du siger, har betydning. Alt, hvad du gør, kan få betydning. Det er ubeskriveligt meget anderledes end at være menigt folketingsmedlem, især hvis du er i opposition.”
Noget af det, han især glæder sig over fra sin udenrigsministertid, er de to år, hvor Danmark sad i FN's Sikkerhedsråd og perioden, hvor Danmark var formand for EU og bidrog aktivt til østudvidelsen. Dertil kommer engagementet i Mellemøstkvartetten og indflydelsen på, at der blev indgået en aftale om Arktis, Ilulissat-erklæringen, hvor landene lover at løse eventuelle konflikter i Arktis fredeligt.
Fra miljøministerkontoret er det Ozonaftalen, der vejer tungt, mens tiden som kultur- og kirkeminister blandt andet huskes for etableringen af Radio 24/7 og sikringen af Det Ny Teater. Og så var der også Istedløven, der blev leveret tilbage fra København til Flensborg.
Per Stig Møller er sig ganske bevidst, hvor heldig han har været i sin politiske karriere. Hovedparten af folketingsmedlemmerne opnår aldrig en ministerpost, uanset hvor dygtige og engagerede de er.
”Du kan have været et fremragende folketingsmedlem i årevis, men hvis du ikke lige står ved svingdøren, når ministerposterne deles ud, hjælper det ikke. Hvis dit parti er i opposition i en årrække, risikerer du, at tiden er forpasset,” siger han.
”Tag for eksempel Holger K. Nielsen, Anne Baastrup og Steen Gade fra SF. De havde slidt i det i årevis, men da SF endelig kom i regering, blev de overhalet af børnebanden. Så det med at blive minister handler også om at tilhøre den rigtige generation, når sejrens dag kommer.”
At politik også i den retning kan være en barsk affære, ved Per Stig Møller alt om - og hans vigtigste læresætning er, at alt kan ændre sig og meget ofte gør det.
”Politik er som havet. Du kan gå i seng om aftenen i det skønneste magsvejr, hvor havet ligger som en spejlblank og uendelig rolig flade - og næste morgen vågner du op og ser, at alle bådene er skyllet op på stranden, og himmel og hav går i et. Både partier, personer og regeringer kan komme i kriser, og det kan være hårdt, når det sker, men det er helt sikkert, at det ændrer sig igen. Pludselig lægger stormen sig igen, og alt er fredfyldt. Lige til næste gang... De skift må man være indstillet på,” siger han.
Når Per Stig Møller ser tilbage på de forgangne 31 år, er der særlig én udvikling i dansk politik, der slår ham. Som andre før ham har bemærket, er der blevet trængsel på den politiske midte, og det tilskriver han især Sovjetunionens og kommunismens sammenbrud.
”Afstanden i holdninger er blevet mindre. Der er en hel fløj, der er kappet af. Og det har efterladt debatten noget mere blodfattig,” siger han.
Det sidste er ikke af det gode, mener Per Stig Møller. Mens han absolut glæder sig over, at de totalitære systemer er faldet sammen, savner han den spændstighed, der tidligere kunne være i de politiske diskussioner.
”Når det eneste, der står tilbage, er den borgerlige liberale filosofi, bliver den ikke udfordret og dermed heller ikke skærpet på sit indhold.”
Når de politiske debatter efter Per Stig Møllers mening er blevet mere tamme i de forgangne årtier, skyldes det dog også debattørerne selv, ikke kun deres holdninger.
”Vi ser ingen refleksion længere. Der er ikke længere nogen politikere, der kan fylde folketingssalen, når de debatterer. Tag for eksempel, da Anders Fogh Rasmussen og Poul Nyrup Rasmussen var partiledere. Dengang gik folk i salen bare for at høre dem. Det var debatter på højt intellektuelt og retorisk niveau. Men de store debattørers tid er forbi. I hvert fald i denne omgang.”
Efter hans vurdering er en del af forklaringen, at nutidens politikere er for unge og uerfarne, når de kommer i Folketinget. De mangler den tyngde, som arbejdslivet og erfaringen giver.
”Nu er erhvervserfaring noget, man hører om, når man er på virksomhedsbesøg eller er ude for at besøge et plejehjem,” siger Per Stig Møller, som har svært ved at skjule sin foragt for de politikere, der under valgkampen har travlt med at besøge arbejdspladser og institutioner med et halehæng af journalister efter sig.
”Det stinker langt væk. De burde hellere komme på besøg resten af tiden og uden det medieopbud. Politikken drukner i show og x-faktor.”
Han vil dog ikke bebrejde politikerne, at de mangler erhvervserfaring. Den samfundsmæssige og politiske udvikling har været sådan, at det i dag er meget vanskeligt at kombinere en civil karriere med en politisk karriere, og det indsnævrer naturligt nok feltet af mulige folketingsmedlemmer til unge mennesker, der hverken har karrierer eller familier at sætte over styr.
Der er nedsat et udvalg til at undersøge, hvordan Folketingets repræsentativitet øges, og det er vigtigt, at løsningen ikke kun kommer til at dreje sig om penge, mener Per Stig Møller.
”Vi er nødt til at styrke Folketinget ved at gøre det attraktivt at gå fra arbejdslivet ind i politik. Vi har brug for medlemmer, der kender virkeligheden uden for Christiansborg,” siger han.
Derfor er hans bedste råd til de nye folketingsmedlemmer, der bliver valgt ind den 18. juni, da også, at de skal holde kontakt med virkeligheden uden for.
”Man bliver let suget ind i maskinen, men man skal lade være med at tro, at Folketinget er verdens navle.”