Ny Alliance angriber kristendommen

Formanden for Ny Alliance, Naser Khader, har det principielt ikke godt med absolutte sandheder. Og slet ikke med absolutte, religiøse sandheder. Derfor lægger hans parti op til et bredt opgør med religionens og især kristendommens plads i det moderne samfund.

Folkeskolens kristendomsfag skal afløses af et fag i religion, etik og livsanskuelse, og personregistreringen skal flyttes fra folkekirken. Folkekirkens særstilling i Grundloven bør principielt ophæves, selvom det i praksis næppe kan ske i nær fremtid.

Det fremgår af dette første større interview med Naser Khader om religion og værdier, siden partiets stiftelse for godt en uge siden.

-- Principielt og grundlæggende mener jeg, at der skal være en adskillelse mellem stat og kirke, mellem stat og moské. Principielt og universelt. Og dermed også en adskillelse mellem religion og politik. Men jeg er godt klar over, at man ikke helt kan adskille religion og politik. Det er en utopi, siger han.

-- Hvis der skal være en grundlovsændring, har jeg et ønske om en adskillelse af stat og kirke. Men jeg erkender, at den danske folkekirkeordning på en måde allerede har sikret adskillelsen, siger han.

Derfor accepterer han i praksis den nuværende kirkeordning.

-- For mig er religion en privatsag, og den bør forblive privat. Mine principielle argumenter for at ændre den nuværende ordning har ikke udgangspunkt i min baggrund som muslim, men mere principielt som demokrat. Jeg mener, at demokrati skal komme først. Især hvor der er sammenstød mellem demokratiske og religiøse argumenter. Der må de religiøse argumenter vige, siger han.

Og fremhæver, at ikke kun islam har et problem her. For eksempel argumenterer visse kristne højrefløjsgrupper imod kvindelige præster, vielse af fraskilte og homoseksuelle på samme måde, som nogle imamer gør.

-- Demokrati må komme først, fordi demokrati er meget inkluderende. Demokrati tolerer og accepterer mangfoldighed. Mens kultur og religion har det med at være ekskluderende, siger han.

Af samme grund mener han heller ikke, at man skal bevare folkeskolernes kristendomsundervisning. Ateismen er "den næststørste religion" herhjemme, og det skal skolen også tage hensyn til.

-- Det bør hedde religionsundervisning, etik og livsanskuelse. Det har ikke noget at gøre med min muslimske baggrund, men etik er bredere end religion. Det ville være fint, hvis skolebørn kan lære at stå over for etiske dilemmaer som en del af religionsundervisningen.

Partilederen afviser, at kristendomsfaget ikke er forkyndende. Han mener, at man mellem linjerne faktisk accepterer, at det er forkyndende. Det er efter hans mening årsagen til, at man kan blive fritaget for det.

Endelig vil Ny Alliance flytte personregistreringen fra folkekirken.

--Hvorfor ikke gøre som i Sønderjylland i hele landet? Hvorfor skal kirken ind over personregistreringen? Den sammenblanding af religion og politik bryder jeg mig ikke om. Principielt er det ikke en kirkelig opgave at registrere befolkningen, siger han.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under Danmark og under Leder