Ny gammel kirke fundet i Jelling

Arkæologer har nu slået fast, at de har fundet en hidtil ukendt kirke i Jelling. Dermed føjes en meget tidlig kirke fra 1000-tallet til en eksklusiv skare af kirker fra den periode

Arkitekturhistoriker Thomas Bertelsen undrede sig over, hvorfor Jelling Kirkes nuværende kor var så stort. Nu viser det sig, at koret tidligere har været kirkeskib i en ældre stenkirke. --
Arkitekturhistoriker Thomas Bertelsen undrede sig over, hvorfor Jelling Kirkes nuværende kor var så stort. Nu viser det sig, at koret tidligere har været kirkeskib i en ældre stenkirke. --. Foto: Kjeld Olesen.

"Det er ikke til at tage fejl af. Det er en kirke, vi har fundet."

Sådan lød det i torsdags, da Thomas Bertelsen, arkitekturhistoriker ved Nationalmuseet, fremlagde den seneste konklusion fra udgravningerne omkring Jelling.

LÆS OGSÅ: Runesten fundet ved domkirken i Ribe

Kristeligt Dagblad kunne i sidste uge fortælle om et muligt kirkefund, som arkæologer med ekstra undersøgelser i løbet af den seneste uge nu støtter fuldt op om.

Det hele startede med, at Thomas Bertelsen undrede sig over, hvorfor Jelling Kirkes nuværende kor var så stort. Derfor stillede han spørgsmålet, om det nuværende kor kunne have været kirkeskib i en ældre stenkirke. Som en del af Jellingprojektet, hvor folk fra Nationalmuseet, Aarhus Universitet og Vejle Museum med støtte fra Bikubenfonden udgraver området, ville han derfor undersøge, om der var hold i påstanden. Efter undersøgelser af pudset på den nuværende kirkes gavl og rester af et fundament fundet 40 centimeter nede i jorden, er det nu bevist.

"Det får uhyre mange konsekvenser for forståelsen af Jelling, og vi skal nu til at tænke mange ting forfra," siger Thomas Bertelsen.

Før har man ud fra tegninger af kalkmalerier i kirken dateret den til at være fra første halvdel af 1100-tallet. Men det nye fund peger på, at der har ligget en stenkirke allerede i 1000-tallet. Kalkmalerierne kan først være blevet malet, efter at det lille kor i den første kirke er nedrevet, og kirken, som de har tilhørt, må derfor være ældre. Indtil nu har man kun kendt til omkring 10 kirker fra 1000-tallet, og ifølge Thomas Bertelsen kan det nye fund være den ældste stående stenbygning i Jylland.

Hans teori går på, at kirken i 1000-tallet var en fornem kirke kun for kongen, for den var bygget af sten, hvor andre bygninger på det tidspunkt som oftest var af træ. Når den udvides i første halvdel af 1100-tallet, er det et udtryk for, at den går fra at være kongens kirke til at være en sognekirke, og i den forbindelse kan den være blevet for lille. Det vil han nu forsøge at bekræfte.

"Nu har vi besvaret ét spørgsmål, men det rejser også 10 nye," siger han og henviser til, at opfattelsen af, hvor den ældste kirke i Jelling egentlig lå, nu er rykket mod øst. Derfor må de fund, man tidligere har gjort i den nuværende kirke, oprindelig have ligget uden for den første kirke. Det gælder eksempelvis det, som tidligere er blevet opfattet som Gorm den Gamles grav. Dermed har den ikke haft en så fornem placering som først antaget.

Jellingprojektet begyndte i 2008 og er planlagt til at slutte med udgangen af i år, men det nye fund understreger, at der kan være behov for at fortsætte arbejdet.

anne.jensen@k.dk