Ny spillelov kan medføre stigning i ludomani

Foto: ThinkFoto.dk

Danske Spil står bag ny anonym hjælpelinje til spilleafhængige og deres pårørende

Ludomaner, der er blevet afhængige af at spille om penge, samt deres pårørende og andre kan nu få hjælp via en ny telefonrådgivning. Danske Spil, der til nytår mister sit monopol på tips, Lotto og en række andre pengespil i Danmark, står bag initiativet med Ludomanilinjen. Rådgivningen bliver lanceret med en hjemmeside i oktober.

Ludomanilinjen, som der allerede nu kan ringes til, er bemandet med medarbejdere fra Danske Spil, der er blevet uddannet til opgaven af Center for Kognitive Psykologer. Formålet med den anonyme rådgivning er at hjælpe folk med, at spillelidenskaben ikke tager overhånd, eller at henvise til relevant behandling.

Det vurderes, at cirka 5000 danskere er egentlige ludomaner, mens cirka 80.000 spillere er i risikozonen for at udvikle spilleafhængighed.

For de, der sidder i saksen, kan det få voldsomme økonomiske konsekvenser for familien, arbejdslivet og vedkommendes fremtid. For andre kan råd og vejledning være en hjælp til selvhjælp til at bremse problemet, inden det bliver for stort, siger psykolog Henrik Tingleff, der er leder af Center for Kognitive Psykologer.

LÆS OGSÅ: Drømmen om den store gevinst

Den nye spillelov fra den 1. januar 2012 liberaliserer spil om penge, således at udenlandske spilleoperatører lovligt kan etablere pengespil som poker og kasino på nettet.

Man kan forudse, at den frie konkurrence vil medføre et skærpet marked, og at flere kan få brug for hjælp, siger Danske Spils informationschef, Thomas Rørsig.