Nye tider for Danmark: Pligt vil fylde mere end ret

Statsministeren lagde i sin nytårstale op til historiske og vanskelige beslutninger. Det kan betyde et farvel til alder som et kriterium for offentlige tilskud

Alder vil blive et af de store temaer i beslutninger om nedskæringer i velfærdsydelser, mener professor Jon Kvist
Alder vil blive et af de store temaer i beslutninger om nedskæringer i velfærdsydelser, mener professor Jon Kvist. Foto: colourbox.com.

Gør din Pligt, kræv din Ret. Citatet stammer fra Socialdemokratiets ældste fane den, der i 1872 var med i slaget på Fælleden og indgik siden som et centralt element i den klassiske arbejderbevægelse. Her aftvang hårdt arbejde respekt, mens man intet havde tilovers for dem, der drev den af på fællesskabets bekostning.

LÆS OGSÅ: Gamle socialdemokratiske dyder skal bære Danmark gennem krisen

Statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) nytårstale ligger i klar forlængelse af den tradition. Hun brugte ikke direkte den gamle vending, men det blev adskillige gange understreget, at vi alle skal yde det, vi kan, til fællesskabet. Ingen kan bare kræve. Det er der simpelthen ikke råd til.

Derimod er der brug for besparelser, som vil stille Danmark over for historiske beslutninger, der kan måle sige med de sværeste i landets historie, sagde Thorning-Schmidt uden at løfte sløret for, hvilke konkrete planer regeringen har ud over reformer af førtidspensionen og kontanthjælpen.

Set i historisk perspektiv er Jon Kvist, professor ved Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet, dog ikke i tvivl om, hvilken retning nedskæringerne vil tage. Han peger på, at hvor de sociale ydelser gennem årtier blev udvidet til at omfatte flere grupper og have en bedre kvalitet, har staten siden 1990erne fokuseret mere på at ændre indretningen af ydelserne. Der er blevet stillet større krav til modtagerne.

Man kan sige, at hvor man først øgede retten til offentlig hjælp, har man de seneste årtier lagt mere vægt på forskellige aspekter af pligt-dimensionen, siger Jon Kvist.

Han er sikker på, at regeringen vil fortsætte ad det spor. Gældskrisen har gjort det tydeligt, at der ikke længere kan være tale om at låne sig til velfærd i forventning om, at kommende generationer kan betale af på regningen. Derfor er det blevet bydende nødvendigt at overveje, hvilke dele af velfærdsstaten vi skal skære væk:

Det er ikke for meget at sige, at der må komme et historisk opgør. Vi står med en række ydelser, som har udviklet sig i en svunden tid, og vi må spørge os selv, hvor mange af de gamle ydelser vi kan bevare i denne nye verden.

Jon Kvist nævner alder som et oplagt eksempel på et kriterium for offentlige tilskud.

Tidligere var det at blive gammel det samme som at gå ned i indkomst. Det har ændret sig markant med pensionsopsparinger og opsparing i egen bolig. Alder vil blive et af de store temaer.

På kort sigt er det givet, at der vil ske reformer af førtidspensionen og kontanthjælpen. Forskere peger på, at der dog allerede er strammet så meget op, at der er få instrumenter tilbage.

Der findes ingen snuptagsløsninger. Men der kunne ligge nogle muligheder i at hjælpe folk så tidligt som muligt og tænke mere fleksibelt. Det, der batter noget, er uddannelse og en målrettet aktivering, når vi taler kontanthjælp. For førtidspensionisterne gælder det, at bedre forebyggelse måske kunne forhindre, at så mange overhovedet ender på pension, siger Bent Greve, professor ved Roskilde Universitet med speciale i velfærdsøkonomi.

Jørgen Søndergaard, direktør for SFI, Det nationale forskningscenter for velfærd, fremhæver, at hvis de offentlige forvaltninger var bedre til at arbejde sammen, ville det være lettere at nå den enkelte, før hun eller han har ophobet så mange problemer, at der kun er pensionen tilbage.

I dag tager sundhedssystemet sig af helbredet, den sociale forvaltning af et eventuelt misbrug og jobcentrene af ledigheden. Det er ikke effektivt, siger Jørgen Søndergaard.

Netop hensynet til helheden er udfordringen ved enhver reform, minder professor i økonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen om.

Hvis det blot var beskæftigelsen, det gjaldt, var det enklere at lave de rigtige indgreb. Men der er også en social balance at tage højde for, siger han.