For tre år siden forsøgte Jesper Pøhler at give sin ene nyre væk for at hjælpe et ukendt menneske, der stod på venteliste til at få et organ.
Jesper Pøhler havde brugt det meste af et år på at overveje sin beslutning og kontaktede til slut både Odense Universitetshospital og Rigshospitalet for at høre, om han kunne få en grundig samtale med en læge om risici og praktik.
”Det er svært at komme med meningsfulde argumenter imod levende nyredonation, for langt de fleste af os går rundt med to velfungerende nyrer og kan klare sig lige så fint med én,” ræsonnerer han om sin beslutning, der blandt andet udsprang af et etikfag, han fulgte på universitetet og en rapport om salg af organer, han havde læst.
Men lægerne ville end ikke mødes med Jesper Pøhler. De afviste ham, ”som om jeg var psykisk syg”, og én troede sågar, han var en journalist, der prøvede at lave numre.
”Det var meget ubehageligt at træffe den beslutning og så blive mødt med mistro og skepsis,” siger han.
Selv om Jesper Pøhlers beslutning virker radikal, så er han ifølge Nyreforeningen ikke den eneste altruist, som uden held har forsøgt at give en nyre til et vildfremmed menneske.
Formand Jan Rishave kan ikke komme på ét eneste eksempel på anonym nyredonation i Danmark, selvom det er lovligt, og selvom donorerne altså findes derude, forklarede han i en debat om anonym nyredonation på Folkemødet på Bornholm i weekenden:
”Vi mener, at anonym donation er godt, for så er man fri for at spørge i omgangskredsen, om nogen vil give en nyre, og desuden er det endnu en måde at afhjælpe organmangel på. Vi har folk hver måned, der ringer til Nyreforeningen og siger, at de gerne vil donere anonymt,” siger han.
Ligesom bloddonerer er en anonym donor et menneske, der gerne vil give sin nyre væk uden at vide, hvem modtageren er. Nyreforeningen har også erfaringer med medlemmer, der tilfældigvis møder et menneske, der gerne vil give dem en nyre, selvom patient og donor ikke har haft en relation i øvrigt.
Men ingen af de to løsninger er populære hos lægerne, siger Jan Rishave.
”Det er systemet, der er bremseklods.”
Engang kom nyrer fra levende donorer kun fra den tætte familie. Senere begyndte nyrer også at blive doneret af venner til den syge og til sidst fra mennesker i omgangskredsen. Donation til helt fremmede er sidste skridt i en udvikling, der hverken kan eller bør bremses, mener han:
”Vi skal tage imod med kyshånd, at der er nogen, der gerne vil give den gave, og jeg er overbevist om, at det også er den vej, det går.”
Lektor og medlem af Etisk Råd Steen Vallentin er umiddelbart positiv over for ideen:
”Hvis bare det er fem mennesker om året, man kan redde på den måde, er det jo det værd,” sagde han på Folkemødet, men advarede også: ”Vi skal være opmærksomme på, at vi vil trække meget store veksler på disse altruister.”
Men der er ifølge Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, gode grunde til, at lægerne i dag ikke umiddelbart kan tage imod tilbuddet om anonym donation, når de får det.
”Man skal sikre sig, at de anonyme donorer reelt er frivillige, at de for eksempel hverken er psykisk syge eller har andre interesser involveret. I dag er der intet krav om, at donorer skal vurderes psykologisk. Det krav skal foreligge, før lægerne vil involvere sig med anonyme donorer,” siger han med henvisning til, at kirurgerne ikke selv kan foretage den vurdering.
”Desuden viser erfaringer fra visse canadiske delstater, England og til dels Sverige, at der er en risiko for, at flere af dem, der tænker, de vil donere, alligevel springer fra i processen. Det tager mange ressourcer til undersøgelser og vurderinger, og så bliver det alligevel ikke til noget.”
Enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Lisbeth Høeg-Jensen, mente på Folkemødet, at anonym nyredonation kræver et omhyggeligt setup, før det kan blive en realitet:
”Vi skal have det helt rigtige system, hvor der ikke sker fejl, og hvor vi minimerer alle risici for, at folk fortryder og så videre. Som system mangler vi en politisk bestilling og et set-up.”