Nyt kolossalt værk kan ændre dansk selvforståelse

"Trap Danmark" samler hele Danmark under én titel

En opdatering af det klassiske danske værk "Trap Danmark" kan få danskere til at se på Danmark med et nyt blik.
En opdatering af det klassiske danske værk "Trap Danmark" kan få danskere til at se på Danmark med et nyt blik.

I morgen sætter 18 forskere kurs mod Nordjylland for at påbegynde det største kulturprojekt i nyere tid: En detaljeret beskrivelse af alle lokaliteter i Danmark. Hver en lille by, markant bygning og landskab. Komplet med de mest væsentlige historiske, geologiske, biologiske, kunstneriske, etnologiske og økonomiske forhold. Blandt andet. ”Trap Danmark” kommer til at bestå af i alt cirka 9000 sider fordelt på 132 bind, man kan søge digitalt i.

Forberedelserne har været i gang i flere år, men i morgen er første møde med virkeligheden for den lille gruppe, som skal koordinere og kvalitetssikre den enorme mængde oplysninger, som cirka 1000 lokale og nationale fageksperter skal indsamle og sammenskrive. Værket bliver udgivet løbende og skal stå færdigt om fem år. Når det sker, vil effekten blive mærkbar, mener flere fagfolk. n af dem er lektor Michael Böss fra Aarhus Universitet, der forsker i blandt andet dansk identitet.

”Værket kan i høj grad være med til, at vi genopdager og genudvikler den kulturelle mangfoldighed, som er i færd med at blive udslettet i disse år. Vi bliver mere og mere konforme. Vi dropper dialekterne, hver en udkant forsøger at efterligne hovedstaden, og vi fjerner generelt mange lokale og regionale identiteter, der afviger fra fællesnormen. Derfor kan værket være med til at minde os om, at vi ikke var og heller ikke er helt så homogene, som vi engang imellem hævder, vi er,” siger han.

En anden effekt kan blive øget selvbevidsthed i de områder af landet, der ikke får særlig meget opmærksomhed, mener leder af Center for Landdistriktsforskning, professor Anne-Mette Hjalager fra Syddansk Universitet. Det kan være med til at ændre det generelle syn på landdistrikterne, siger hun.

Også kulturforsker på Syddansk Universitet, professor Johs. Nørregaard Frandsen er stærkt begejstret for det kommende værk:

”'Trap Danmark' kan nuancere danmarkskortet ved at fortælle, at vi ikke bare er danskere, vi har også en stærk, lokal identitet. Derudover er der jo et klart dannelsesaspekt. Ikke mindst i forhold til GPS-teknologien, der har forringet vores fornemmelse for landskabet og lokalgeografien. Der kan dette værk genvinde noget af den tabte dybde i synet på vores omgivelser.”