I en tale til et publikum fra de nordiske lande, herunder vores egen statsminister, fremhævede præsident Obama forleden Grundtvigs betydning for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, uden hvilken han aldrig selv ville have haft mulighed for at blive præsident. Selv for de mere entusiastiske Grundtvig-tilhængere, der gerne tillægger ham æren for alt stort og godt på jorden, kan det virke som en anstrengelse for tanken at skrive Obama på listen over Grundtvigs fortjenester.
Men der er faktisk en forbindelse, selvom det kræver en del mellemregninger at etablere den. Nøglepersonen hed Myles Horton (1905-1990) fra Tennessee. Han var fra en ung alder socialt engageret og traf omkring 1930 den danske præst i Chicago, Enok Mortensen, som anbefalede ham at søge ophold på en dansk folkehøjskole.
Horton besøgte blandt andet Den internationale Højskole i Helsingør, Grundtvigs Højskole, der dengang lå i Lyngby, Borups Højskole i København og arbejderhøjskolen i Esbjerg.
Sammen med flere andre – herunder landsmanden Don West, der også havde været i Danmark – grundlagde Horton i 1932 Highlander Folk High School i Tennessee med Horton selv som forstander. Skolens ideologiske udgangspunkt var socialismen, og dens form var folkehøjskolens.
Den lagde vægt på eksamensfrihed og på samværet mellem lærere og elever også uden for undervisningen. Det er et fremtrædende og karakteristik træk ved den grundtvigske højskoleform, men det må retfærdigvis anføres, at kostskoleformen især skyldes Chresten Kolds indflydelse.
Horton giftede sig i 1935 med Zilphia Mae Johnson, som bidrog med et andet element, der gjorde slægtskabet med den grundtvigske højskole tydeligere: musik og fællessang.
Efter Anden Verdenskrig blev Highlander orienteret i retning af de sorte amerikaneres kamp for ligeberettigelse. Rosa Parks, Ralph Abernathy, Pete Seeger og Martin Luther King jr. blandt mange andre havde deres gang på Hortons skole. Highlander blev trakasseret af myndighederne, og Horton blev af mccarthyister hængt ud som kommunist. Men som Obamas tale bevidner, betragtes Horton og hans kone i dag som udslagsgivende for den kamp, der gjorde det muligt for en af afrikansk oprindelse at beklæde selv de højeste embeder i De forenede Stater.
Præsidenten er naturligvis også underlagt den diplomatiske skåltales genrekonventioner, og i den forbindelse har hensynet til den mere forfinede analyse af borgerrettighedsbevægelsens politiske genealogi næppe første prioritet. Det er præsidentens opgave at smigre, og det lykkedes.
Når man alligevel ikke skal kimse ad tanken om en lige linje fra N.F. S. Grundtvig til Martin Luther King jr., skyldes det forhold, som var de fleste Grundtvig-kendere ubekendt, indtil K.E. Bugge i 2003 udgav bogen ”Grundtvig og slavesagen”, hvor han viste, at Grundtvig gennem mange år sad i en komité, der havde til formål at afskaffe slaveriet i Dansk Vestindien.
Myles Horton har næppe kendt til dette, og Obamas taleskrivere ville givetvis have bygget det ind i talen, hvis de havde været opmærksomme på det.
Læs hele Obamas tale her