Ofre for terror blev mindet med lys, blomster og basket

Danskerne lagde blomster og tændte lys på en dag, hvor også politikere skruede ned for deres politiske dagsordener for at ære og mindes de to mennesker, der mistede livet, da terroren for et år siden ramte Danmark

En ubrudt kæde af levende lys fra Krudttønden på Østerbro til synagogen i Krystalgade i det indre København markerede årsdagen for terrorangrebet, hvor Dan Uzan også spillede en basketkamp for at mindes deres afdøde holdspiller.
En ubrudt kæde af levende lys fra Krudttønden på Østerbro til synagogen i Krystalgade i det indre København markerede årsdagen for terrorangrebet, hvor Dan Uzan også spillede en basketkamp for at mindes deres afdøde holdspiller. Foto: Scanpix.

På årsdagen for terrorangrebet i København samledes danskerne om at mindes Finn Nørgaard og Dan Uzan, de to uskyldige mænd, der på brutal vis mistede livet, da Omar el-Hussein den 14. februar gik amok i hovedstadens gader og bragte terroren til Danmark.

En ubrudt kæde af levende lys fra Krudttønden på Østerbro til synagogen i Krystalgade i det indre København bandt de to mænd og deres skæbner sammen, men sendte også et, fra arrangørernes side, klart og tydeligt signal om, at dagen ikke skulle bruges på politisk debat, men på at se fremad og sætte lid til den medmenneskelighed, der binder danskerne sammen på trods af deres forskelle.

Lysvandringen på årsdagen for terrorangrebet, der også blev markeret med blandt andet overrækkelsen af den nystiftede Finn Nørgaard-pris og afholdelsen af en minde-basketballkamp til ære for Dan Uzan, var derfor renset for politiske taler. Et helt bevidst valg fra de tre hovedarrangører: Finn Nørgaard Foreningen, Dan Uzan Fonden og Det Jødiske Samfund i Danmark.

”Angrebet har haft vidtrækkende konsekvenser for hele det danske samfund, og vi står fortsat foran store og vanskelige udfordringer, men i dag handler det om Dan og Finn og om den tro på det gode i mennesket, som de begge repræsenterede,” sagde Dan Rosenberg Asmussen, talsmand for Det Jødiske Samfund.

En ubrudt kæde af levende lys fra Krudttønden på Østerbro til synagogen i Krystalgade i det indre København markerede årsdagen for terrorangrebet.
En ubrudt kæde af levende lys fra Krudttønden på Østerbro til synagogen i Krystalgade i det indre København markerede årsdagen for terrorangrebet. Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Det ønske blev i vidt omfang imødekommet af landets ledende politikere, der i hvert fald for en stund skruede ned for politiske dagsordener for i stedet at mindes de to ofre for terrorangrebet.

”I dag mindede vi dem som de helte, de er. Deres død var meningsløs, men begge efterladtes familier har insisteret på at give den mening for fremtiden. Ikke med vrede, men med en stærk opfordring om at leve vores liv, holde fast i vores værdier, værne om - og udvikle - vores demokrati. Lad os ære dem ved at gøre netop det,” skrev statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) søndag på Facebook, hvor blandt andre også Socialdemokraternes leder, Mette Frederiksen, gav udtryk for sin respekt for ofrene og deres efterladte:

”I dag er det et år siden. I dag mindes vi Finn og Dan. Jeg sender deres pårørende mine varmeste tanker. Og alle vi andre; ja, vi skal værne om vores åbne og frie Danmark. Og være villige til både at forebygge og bekæmpe terror.”

For dem, der stod de to ofre nærmest, var dagen i går præget af sorg, men også af vilje til at se fremad. Og netop derfor var det afgørende for arrangørerne bag lysvandringen at markere dagen med en følelse af håb og samhørighed.

”For os skal dagen først og fremmest afspejle det menneskesyn, som Dan og Finn var bærere af og levede deres liv efter. De var begge ekstremt empatiske mennesker, der på hver deres måde udmærkede sig ved at tage ansvar og række ud efter mennesker med brug for hjælp. Det menneskesyn skal vi ære ved også selv at turde tro på det gode i mennesket og udvise vilje til at samles på tværs af vores forskelle,” sagde formanden for Foreningen Finn Nørgaard, Ole Mølgaard.

I det umiddelbare efterspil efter angrebet sidste år mødte det officielle Danmark kritik for at lade de opbyggelige budskaber fortrænge reaktioner som vrede, afmagt og håbløshed. Men de følelser var ikke forbudte ved gårsdagens markeringer fastlog Ole Mølgaard.

”Vrede er en naturlig reaktion, og pointen med at stå sammen og mindes er netop den, at alle reaktioner skal kunne rummes,” sagde han.

For Ole Mølgaard personligt, der var nær ven med Finn Nørgaard gennem mere end 25 år, giver vreden i det lange perspektiv imidlertid ikke meget mening.

”For mig er den ikke et udgangspunkt, hvorfra man kan komme videre, og hvorfra man kan bygge noget nyt, konstruktivt og meningsfuldt. Det ved jeg, at vreden heller ikke var for hverken Dan eller Finn.”

For at mindes Finn Nørgaard og Dan Uzan vil der blive sat en mindeplade op ved Landstingssalen i Folketinget.